Spørg Bolius

Krukker på altanen i vintervejret

Ved I, om der findes en slags 'vinterfrakke' til krukker, som kan beskytte planternes rødder om vinteren ude på altanen? Jeg tænker på, om man kan svøbe dem ind i et eller andet smart materiale som kan holde kulden ude .....? Eller, hvad kan man gøre, når alternativet til den kolde altan kun er en, for en udeplante, alt for varm lejlighed? Har bl.a. et figentræ og en egefeu på min vestvendte altan på 4 sal.

Bedste Hilsner Bianna

Hej Bianna
Jeg er altid fyldt med gode ideer, og det er vel og mærke ideer, som er afprøvet i praksis, og som holder hele vejen.

Hvad findes der af vinterfrakker? Inden jeg nævner mine forslag, er der lige et par ting, som skal uddybes nærmere.

Det er ikke kun kulden, som slår planterne ihjel om vinteren, det kan også være solen. I januar-marts er der mange planter, som slås ihjel af solen. Planter, som står i direkte sol, forsøger at sætte fordampningen op for at klare varmen. Det kan planterne ikke, når fugtigheden i jorden er frosset. Derfor vil den kraftige fordampning få bladene til at tørre ud, og i mange tilfælde dør planten.

På sådanne steder er det bedste middel at hænge grangrene op (det gamle juletræ er udmærket) i mellem de stedsegrønne blade, her er der tale om vedbend. Grangrene skygger hermed for bladene, når de er ophængt rigtigt.

Det letteste vil være at pakke planterne helt ind i beskyttende materiale, men det går ikke, hvis planterne pakkes helt ind, for er der ingen ventilation, og så kan planterne angribes af diverse svampesygdomme.  
 
Plader i mineraluld isolerer nok til at beskytte jorden i potter mod meget lave kuldegrader. Så hvis potterne pakkes ind i mineraluld eller omgives af hvide “Flamingo” plader (polystyren), så kan planterne i potterne tåle meget frost. Du kan evt. beklæde det beskyttende isolerende lag med sort plastik.

Med mineraluld i pladeform, flamingo og sort plastik kan du komme langt. Du kan hæfte det hele sammen med gaffatape. Husk også altid at stille potterne på et isolerende lag.

Der findes færdige 'vinterfrakker', som lige er til at pakke ud og tage i brug. Vintermåtter i mineraluld har jeg også set anvendt med gode resultater. Måtterne har målene 100x300 cm og med en tykkelse på 5 cm. De koster ca. 200 pr. stk.

De er fantastiske til frostbeskyttelse, og isoleringen er pakken ind i plastik. De er måske ikke så smukke at se på en altan – men så kan de altid pakkes ind i sort plastik.

Det var et langt svar, som jeg synes var nødvendigt for at forstå, hvad der sker.
 
Mange hilsner
John

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • John Henriksen, landskabsarkitekt

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden