Luftcirkulation i kælder - ventilations huller eller fuldt varmegenvindingsanlæg?

Kære Bolius,

Jeg har købt et hus med kælder. Kælderen er med omfangsdræn, nye vinduer og opvarmet (fjernvarme) - og virker ganske tør.

Jeg vil dog gerne have etableret noget luftcirkulation. I den forbindelse er jeg i tvivl om, hvad der er den bedste løsning. Jeg har overvejet bare at få skåret nogle 100 mm huller, så der kan etableres træk igennem rummene, men jeg er bange for, at varmen så bare fiser ud.

Derfor ser jeg nu på Genvex anlæg, men det er pokkers dyrt. Alternativt kunne jeg også finde en motordrevet vintilator, der kun lufter ud på bestemte tidspunkter. Det ville reducere varmespildet.

Hvad tænker I?

Bh Thomas F

Hej Thomas

Det er godt med de tanker til kælderen, Thomas. Det bedste indeklima i kælderen får man ved at have god varme på 18-20° C og så god ventilation fra alle rum.

Jeg anbefaler i langt de fleste tilfælde, at man blot har helt almindelige ventilationskanaler, altså de ca. Ø100 mm kanaler med riste foran. Du bør så vælge en indvendig rist, som man kan lukke tæt på de koldeste dage.

Disse ventiler virker så med vindens blæsen udenfor, og det er som regel rigeligt. Men det kræver også et rimeligt åbent kælderplan, så luften kan vandre frit fra rum til rum.

Men du har ret i, at dette er blot at smide den varme og energifyldte luft ud til gråspurvene, som man siger.

Du kan så vælge at lave et fuldt varmegenvindingsanlæg, som ja er ganske dyrt. Det fylder som oftest også noget mere. Og kræver generelt mere. Det anbefaler jeg ofte til kælde, som skal bruges meget (til længere tids ophold), men ikke til almindelige kældre.

Et af de nyeste skud på stammen er enrumsvarmegenvinding. Her er der tale om en alm., større ventilator, som bores igennem ydervæggen på samme måde som ovenstående ventiler. Her skifter ventilatoren mellem af suge ud og blæse ind. Men så sidder der – kort fortalt – en keramisk kerne, som forvarmes af luften, der suges ud, og dermed spares der lidt på varmen.

De kendes som DUKA One Pro eller Heat Sava fra Thermex m.f.

Jeg håber, svaret kan bruges. Og husk, at ventilation ikke kun fjerner fugt. Det fjerner også radongasser og andre partikler i luften.

Læs mere: Fugt i kælderen

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden