Spørg Bolius

Må ejendomsmægler have dobbeltrolle?

Vi har en ejendomsmægler vi er tilfredse med. Han fortæller, at en lokal potentiel køber, er interesseret i vores hus. Og at han nok også skal sælge deres hus og at et salg til dem vil være betinget af de får solgt deres hus. Han skal på en måde både varetage vores interesser som sælger samtidig med deres interesser som køber af
vores. Er der et etisk kodeks eller nogle juridiske regler der tager højde for at sådan dobbeltrolle?

/Lars

Kære Lars
 
Tak for dit spørgsmål. Ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) er der ikke noget, der forhindrer ejendomsmægleren i også at tage køberens hus til salg og samtidig repræsentere vedkommende som kunde. Ejendomsmægleren skal dog altid varetage sin sælgers interesser i den konkrete handel – også selvom han/hun har købers ejendom til salg.
 
DE henviser til, at Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere i en kendelse (77-2009) tidligere har taget stilling til, hvorvidt en ejendomsmægler må tage en købers ejendom til salg, når køberen forinden har købt en ejendom, der var til salg hos den samme ejendomsmægler.
 
"I det konkrete tilfælde var der aftalt et vilkår om, at overtagelsesdagen først skulle fastsættes endeligt, når købers egen ejendom blev solgt. Disciplinærnævnet for Ejendomsmæglere fandt, at det ikke var strid med dagældende bestemmelse i LOFE § 15, stk. 1 (den nuværende § 26, stk. 1), at ejendomsmægleren efter parternes underskrivelse af købsaftalen fik købernes ejendom i kommission med henblik på salg. De to ejendomshandler er dog tæt forbundne, og ejendomsmægleren skal derfor være opmærksom på at agere som professionel part og efter de i loven fastsatte regler.
 
I mellemtiden er LOFE blevet ændret, og det fremgår nu af lovbemærkningerne til LOFE § 26, stk. 1, at hvor begge parter, som har givet deres ejendom i formidling hos samme ejendomsformidler, ønsker at erhverve hinandens ejendomme, skal ejendomsmægleren sikre sig, at hver af parterne er orienteret om, at ejendomsmægleren repræsenterer hver part som sælger i hvert af salgene. Dvs. at denne information til parterne skal indsættes i købsaftalerne i begge handler. Ejendomsmægleren kan ikke repræsentere nogen af parterne som køber i nogle af de to salg", oplyser DE.
 
Desuden mener DE, at der kan være fordele forbundet med, at ejendomsmægleren tager køberens ejendom til salg, "da det oftest vil betyde, at sælger har en sikkerhed for, at der arbejdes aktivt for at få købers ejendom solgt, ligesom sælger via sin ejendomsmægler bedre kan følge med i udviklingen i salget af købers ejendom".
 
Men hvis I føler, at jeres interesser som sælger ikke bliver varetaget, vil jeg anbefale, at I tager en snak om det med mægleren eller evt. en overordnet i den butik eller kæde, mægleren er tilknyttet.
 
Pøj pøj med hussalget.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Louise Kastberg, fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden