
Foto: ssuaphoto, Colourbox
Der sker ikke noget ved at lade din mad stå et lille stykke tid i eftervarmen i din pyrolyseovn, efter du har slukket for ovnens varme.
Hvis der i displayet på din pyrolyseovn står ”PYR” eller ”CATA”, så er det ikke en besked om, at pyrolysen er gået i gang, og det er heller ikke en fejlkode. Det er en såkaldt rengøringspåmindelse, som nogle ovne er udstyret med, og det er ovnens besked til dig om, at det er tid til at rengøre ovnen med pyrolyse.

Pyrolysen er ikke i gang, hvis der dukker et ”PYR” eller ”CATA” op på displayet på din ovn, når du slukker for den. Det er bare en påmindelse om, at du bør rengøre ovnen med pyrolyse, og derfor kan du roligt lade maden stå og varme færdig i eftervarmen.
Pyrolyse starter ikke af sig selv
Pyrolyseovne går ikke automatisk i gang, så du skal ikke frygte, at din ovn pludselig selv har skruet temperaturen op til 400-500 grader for at brænde fedt og brændte madrester væk.
Når der står ”PYR” eller ”CATA” i din ovns display, så er det tid til en rengøring, og du kan vælge at aktivere pyrolyseeffekten i ovnen, men du kan også lade være.
Mad, der holdes varm – Fødevarestyrelsen anbefaler følgende
- Kølekrævende fødevarer bør ikke være udenfor køl i mere end 4 timer.
- Mad, der holdes varm, bør holdes på en temperatur på minimum 65 grader.
- Mad, der holdes varm, bør være rygende varm og gennemvarm.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Lad ikke maden stå for længe i ovnens eftervarme
Hvis du har tilberedt varm mad i din pyrolyseovn, og gerne vil bruge ovnens eftervarme til at holde maden varm for en stund, kan du altså gøre det uden at bekymre dig om, at pyrolysen skulle gå i gang.
Men du skal være opmærksom på, at maden ikke bør stå for længe ved temperaturer lavere end 65 grader, da bakterier i maden så kan vokse, og der er risiko for sygdom, hvis man spiser maden.
Pyrolyse bruger ekstra energi og udsender partikler
Hvis du vælger at bruge pyrolyseeffekten i din pyrolyseovn, skal du være opmærksom på, at målinger fra Institut for Folkesundhed har vist, at en ovn i pyrolyse, producerer over 500.000 partikler pr cm3 efter et kvarter – partikler som sendes ud i hjemmet. Til sammenligning er der målt 10.000-35.000 ultrafine partikler pr. cm3 ved den tungt trafikerede H.C. Andersens Boulevard i København.
Derudover har Forbrugerrådet Tænk målt energiforbruget ved pyrolyse på mellem ca. 4 og 7 kWh, hvor det gennemsnitlige energiforbrug ved almindelig brug af en ovn i en time er på omkring 1 kWh.