Spørg Bolius

Nyt gulv i massiv ask, skulle dampspærren have været en fugtspærre - og er den placeret korrekt?

Hej Bolius. Jeg har fået monteret nyt gulv af typen massiv ask. Gulvet er monteret på støer. Mit spørgsmål går på korrekt placering af dampspærre. Skal dampspærren være placeret oven på betondækket (altså under isoleringen, direkte ovenpå betonlaget) eller ovenpå isoleringen (dvs direkte under gulvet (ovenpå støerne) og hvilken betydning har de to forskellige placeringer af dampspærren? Jeg har fået lagt gulv i et stort hus og har erfaret at gulvet er lagt direkte oven på dampsspærren. I lægningsvejledningen står der at der skal udlægges en dampspærre oven på beton laget. Det er ikke sket her. Den er placeret lige under gulvet.

Hej med jer


Det er ikke for at være en ordkløver, men når det kommer til gulvkonstruktioner, så udlægger man ikke en dampspærre, men en fugtspærre. Og denne fugtspærre, skal som producenten siger det lægges ned mod betonen.

En fugtspærre skal hindre, at fugt fra betonlaget ikke trænger op i gulvkonstruktionen, her værende strøer, isolering og ikke mindst selve gulvbrædderne.

En dampspærre derimod skal sikre, at fugten fra boligen, ikke trænger ud i en klimaskærms-konstruktion, hvorved fugten på et tidspunkt kan danne kondens, når der bliver koldt nok. Eksemplet kunne være en let ydervægge af træ, hvor der indvendigt er gipsplader og udvendigt brædder eller deslige. Indvendigt er der eksempelvis 20° og udvendigt er der måske 0° C. Og hvis dugpunktet så er omkring 8° C så dannes der fugt det sted i konstruktionen, hvor der er ca. 8° C. Og derfor har man en (tæt) dampspærre, som sikrer at denne varme fugtige luft ikke kan komme ud, og lave fugtskader.

I teorien kunne man så både have en dampspærre og en fugtspærre i en gulvkonstruktion. Men det går ikke, at have to damptætte lag i en konstruktion, for så kan der ophobes fugt imellem de to lag, skulle være blot den mindste utæthed. Så det gør man ikke.

Så mht. gulve, så sikrer man imod fugten fra betonen neden under, og så nøjes man med at isolere moderat, (50-75 mm isolering) i gulvet, så betonklaplaget aldrig bliver koldt nok til, at der kan dannes kondens dernede.

Har man et ældre beton-klaplag, som er meget opfugtet, bør man inddrage en teknisk konsulent som kan hjælpe med valg af fugtspærre. Der kan være tale om svigt i det kapillarbrydende lag eller lignende. Og er underlaget kraftigt opfugtet skal der enten benyttes sværere fugtspærrer, såsom tagpap som brændes fast ned på betonen, eller en lignende tykkere smøremembran.

Ligger man blot en alm. PE-folie vedrenovering, på et gulv der er kraftigt opfugtet, så er der risiko for opfugtning af plastikken på undersiden, og dermed risiko for dannelse af skimmelsvampe og deslige.

Så jeg må desværre fortælle dig, at din gulvkonstruktion er fejlbehæftet.
Har du fået en professionel til at lave det for dig, er det ansvarspådragende.

 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden