Huller i undertag, kan det repareres, taget understryges - eller skal vi have nyt tag?

Hej!

Vores etplanshus er bygget i 1998, og har betontagsten m let undertag. Vi har ikke haft problemer med fugt eller sne på loftet, men der er huller (ca 10x10 cm) i undertaget ved mange af fjedrene. Tømreren siger, at undertaget ikke må repareres og anbefaler helt nyt tag (vores tagsten fejler ellers intet). Et andet firma anbefaler understrygning af tagstenene. Hvad anbefaler I, og er det rigtigt, at undertaget ikke må repareres?

venlig hilsen Bente H

Hej Bente H

Undertaget i en tagkonstruktion har netop til opgave blandt andet at sikre at der ikke kommer fugt ind i tagrummet.

Helt konkret kan man dog se sådan på det, at hvis I trods de registrerede skader ikke har kunne finde nogle tegn på fugtindtrængning, kan I i første omgang overveje, om der i det hele taget bør udskiftes noget lige nu og her. Dette bør dog undersøges grundigt.

I forhold til reparation er det som udgangspunkt rigtigt som jeres tømrer siger. Det er nemlig ikke sikkert, at det er muligt at finde et ’reparationssæt’ som passer til netop jeres undertag. Det kan dog undersøges.

Om det så er bedst at skifte undertaget, eller fjerne det og understryge tagstenene er et godt spørgsmål.

Er det muligt at komme til hele undersiden af taget, kan man godt understryge det med en særlig bitumenbaseret fugemasse, som er en holdbar og god løsning.

Kan man ikke komme til hele tagbelægningen, er man nød til at udskifte undertaget. Det er en lidt større opgave, da hele tagkonstruktionen skal nedtages (undtagen spær).

En generel problematik omkring tage er at mange håndværkere anvender (og har anvendt) lette undertage, som har en noget kortere levetid end selve tagbelægningen. Dårlig rådgivning gør at denne ”billige” løsning vælges.

Da det er så omfattende et projekt at udskifte, anbefaler vi derfor også, at bruge et undertag med lang levetid.

For den bedste rådgivning til jeres situation vil jeg anbefale, at I får en byggesagkyndig ud og besigtige. I vil derefter få et uvildigt bud på den bedste løsning. 

Læs også: Undertage

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Vis resten af forsiden