Hvad er et parcelhus?

Et parcelhus er pr. definition et fritliggende hus, der ligger på sin egen matrikel. Det er udformet som beboelse til én familie og har egen have. Danmark udmærker sig ved at have en alsidig eksempelsamling af parcelhuse.

Et stort udvalg af gode hustyper op igennem sidste århundrede repræsenterer en udvikling i både byggemåde, konstruktion, materialevalg og håndværk. I langt de fleste huse er der anvendt velkendte materialer, fx tegl, mursten og træ. Derudover er husenes karakter solide eksempler på god dansk byggeskik.

I overgangstider er der dog i mere eller mindre grad blevet eksperimenteret med materialer, arkitektur og konstruktion.

LÆS OGSÅ: Typiske hustyper

Hvordan er historien bag det danske parcelhus?

Opførelsen af parcelhuse tog sin begyndelse tilbage i 1850’erne, hvor det bedre københavnske borgerskab byggede de første villaer. De skød op i det, vi i dag kender som Frederiksberg.

Dengang lå Frederiksberg praktisk talt på landet, og det var kun velhavende borgere, der havde mod på og råd til at bygge egen bolig uden for de beskyttende københavnske volde. I 1858 blev der vedtaget en ny byggelov, som gjorde det nemmere at opføre villaer i de nye udstykkede kvarterer. Herefter blev der opført flere og flere enfamiliehuse i Københavns omegn.

Villabyggeriet var fortsat kun for de få velhavende borgere. Frem til århundredeskiftet var arbejderes bedste mulighed for at flytte i egen bolig et medlemskab af de nystiftede byggeforeninger, som også opførte boliger i og uden for København.

I slutningen af 1800-tallet skete der en fornyelse i husbyggeriet. Nye strømninger opstod, og en stigende interesse for det danske husbyggeri tog til. Den nye strømning blev udgangspunktet for bevægelserne ”Akademisk Arkitektforenings Tegnehjælp” og "Bedre Byggeskik", der dels havde et socialt formål om at gøre husene billigere og dels et ønske om at øge den æstetiske kvalitet i enfamiliehusene.

Byggeriet af parcelhuset bredte sig fra ca. 1910 til hele landet. 

Statslånshusene 

I en periode på tyve år fra 1938 til 1958 gav staten støtte til småhusbyggeriet med de såkaldte statslån, der især skulle hjælpe børnerige familier til en god og sund bolig. Parcelhuset blev derved tilgængeligt for stort set alle og vandt således frem både geografisk og socialt.

For at få et statslån var der en del krav, som husene skulle opfylde. For det første var der lagt loft over husenes pris og størrelse - et hus i byen måtte koste 15.000 kr., mens det i landkommunerne kun måtte koste 9.200 kr. Arealet måtte ikke overskride 110 kvadratmeter, og der blev stillet krav til husets indretning og konstruktion. Huset skulle indeholde et køkken på mindst seks kvadratmeter og et selvstændigt badeværelse med bad og vandkloset. Og for første gang blev der stillet krav om isoleringsforanstaltninger. Tilsammen var disse krav i høj grad med til at hæve den generelle boligstandard. Statslånskravene blev siden gradvist ændret, så husene måtte være større og koste mere.

Man kan stadig være heldig at finde små statslånshuse, der står, som de blev bygget. Men da det var meget små huse, har de fleste fået tilbygninger. Men det er stadig meget gode og velfungerende huse, som på grund af statslånskravene fortsat værdsættes for deres gennemgående gode byggetekniske standard, der ofte blot behøver en tidssvarende efterisolering.

Det modernistiske hus 

Endnu en helt ny og utraditionel hustype dukkede op i Danmark i 1950'erne, nemlig det "modernistiske hus" med helt fladt tag, store glaspartier og flydende rumforløb. 

1950'erne var en gunstig periode for parcelhusbyggeriet i Danmark. Krigens begrænsninger i form af materialemangel og isolation var nu et overstået kapitel. Arkitekterne rejste igen til udlandet efter inspiration, og der kom nye byggematerialer og teknikker til landet. Der var stadig billige statslån og byggegrunde, og mange havde derfor råd til arkitekttegnede huse.

De modernistiske huse vakte opmærksomhed i befolkningen. De var anderledes end de parcelhuse, man var vant til. Væggene stødte ikke sammen i hjørnerne, men stod forskudte og strakte sig ud i terrænet. Mellem væggene satte man stolpekonstruktioner med store glasruder fra gulv til loft. Med de forskudte vægge og de store glaspartier fik husene det ønskede flydende rumforløb og en meget tæt kontakt til naturen. 

Efterkrigstidens store boligbehov blev op igennem 1950'erne dækket i en grad, som førte til afskaffelse af de billige statslån i 1958. Ordningen blev afløst af den nuværende realkreditordning. Herefter ændrede parcelhusbyggeriet helt karakter fra arkitekttegnede huse til industrielt fremstillede typehuse.

Typehuset i tresserne 

I de glade tressere med fremgang og velstand startede en helt ny epoke for det danske parcelhus. Typehusbyggeriet eksploderede, og nye parcelhuskvarterer skød op overalt og ændrede det danske kulturlandskab radikalt. Man kunne pludselig vælge mellem færdigtegnede huse - Høm-huse, Hosby-huse, Roslev-huse og mange andre - til en fast pris. Parcelhuset blev en katalogvare på linje med andre forbrugsgoder. 

Det blev på mange måder et af velfærdssamfundets symboler på menneskelig lykke og udtryk for den ideelle boform. Alene i perioden 1960 til 1980 blev der bygget 450.000 parcelhuse - lige så mange som i de foregående 100 år. I løbet af tyve år blev det bebyggede areal i Danmark mere end fordoblet. Og modsat de sidste 100 års vandring fra land til by flyttede danskerne nu fra byerne og ud i de nye parcelhusområder i grønne omgivelser, i alt halvanden million mennesker.

Husene var i begyndelsen af tresserne ret små - en lidt større udgave af statslånshuset - på ca. 100 kvadratmeter. Men efterhånden som velstanden forøgedes, voksede den gennemsnitlige parcelhusstørrelse til ca. 140 kvadratmeter, og huse på omkring 200 kvadratmeter var ikke ualmindelige i slutningen af tresserne. Der var ofte en vinkel på huset med en meget stor stue - altså den velkendte vinkelstue. Også gæstetoilet, hobbyrum og eventuelt ekstraværelser blev almindeligt. 

Husenes plan var oftest den såkaldte revolvergangstype - en lille L-formet gang, som gav adgang til alle husets rum og opdelte huset i en dag- og en natsfære eller det repræsentative og det private med nogenlunde lige meget areal til hver.

Typehuset i halvfjerdserne 

I halvfjerdserne fortsatte det eksplosive typehusbyggeri, og skønt der kom oliekrise og økonomisk nedgang, blev forholdene for husejerne bedre og bedre. Huspriserne steg, og regeringen sørgede for store skattefordele, så det blev en god forretning at være husejer. 

Vi fik ikke blot ligestilling, men også et ungdomsoprør med hippier og blomsterbørn, der flyttede sammen i frigjorte kollektiver. Den borgerlige livsstil med villa, Volvo og vovse blev sat til debat, og ikke mindst arkitekterne satte sig i spidsen for en kras kritik og problematisering af livet i de store parcelhusområder og pegede især på behovet for bedre byplanlægning. Parcelhusene og de kolossale store og meget ens områder, som efterhånden blev udlagt hertil, blev betegnet som identitetsløse og fremmedgørende.

Men danskerne hørte ikke efter. På trods af energikrise og kritik af parcelhusområderne fortsatte de i stedet i stor stil med at flytte i eget parcelhus i forstæderne. Og det var til typehuse, der blot var en ukritisk videreførelse af tressernes typehuse. Dog er husene fra halvfjerdserne større - den gennemsnitlige parcelhusstørrelse toppede således fra 1970-1974 med 143 kvadratmeter.

Der skete også noget på indretningssiden i halvfjerdserne. Man begyndte at indrette huse med en voksen- og en børneafdeling. Børnene fik underetagen med alrummet, mens forældrenes soveværelse og stue rykkede ovenpå. Det hang sammen med, at børnene blev mere selvstændige og mere støjende (stereoanlæg og diverse musikinstrumenter), og at de enkelte familiemedlemmer i det hele taget levede mere uafhængige liv. Inspireret af tidens kollektiver blev husene indrettet med et alrum - en blanding af køkken, spiseplads og stue, der skulle fungere som det sted, hvor de 'uafhængige' familiemedlemmer kunne mødes i fællesskabet under afslappede former.
 

Parcelhuset i firserne og halvfemserne

Efter 60'ernes og 70'ernes gunstige vilkår for parcelhusbyggeriet faldt nybyggeriet i 80'erne og 90'erne markant. Fra 1980 til 2000 købte 95 procent af alle nye husejere brugte huse, og der blev kun opført omkring 5.000 nye parcelhuse om året mod 27.000 i midten af 70'erne. Det var således en foranderlig periode for byggeriet både arkitektonisk og økonomisk.

Økonomisk blev inflationssamfundets vækst afløst af opsparing og faste priser. Staten støttede energibesparelser ved efterisolering og indførelse af alternativer til det olieopvarmede hus. Naturgassen erobrede store dele af det danske marked, der blev bygget huse med solfangere og dannet vindmøllelaug i parcelhusområderne. Også 'almindelige' mennesker var nu blevet meget energi- og miljøbevidste.

Skønt der kun blev bygget få fritliggende parcelhuse i perioden, er det vanskeligt at pege på en egentlig type i disse år. Mode, livsstil og holdninger skiftede hurtigt, blandede sig med hinanden og 50'er-, 60'er- og 70'erstil fik sin genopblomstring i løbet af perioden. Men husene har dog en række fællestræk. Generelt blev husene efter energikrisen i 1973 højisolerede med små vinduer og mindre rum - en arkitektonisk set trist følge af energikrisen, som nogle benævnede glughulsarkitektur.

Det postmoderne parcelhus 

Fra begyndelsen af 80'erne havde mange danskere fået nok af 70'ernes sociale holdninger. Kodeordene var ikke længere økologi og fællesskab, men privatisering, dynamik og individualisme. Der blev handlet og spekuleret på markedet, og i nogle brancher blev der tjent mange og hurtige penge. I midten af 80'erne blev der igen opført en del parcelhuse. Livsstilen bevægede sig i retning af den stilfulde italienske cafékultur, og blandt mange arkitekter ændrede idealet sig fra det rustikke til den såkaldte postmoderne.

Postmodernismen var uærlig og overfladisk og stillede ikke krav om ægte materialer og synlige konstruktioner - tværtimod. Murede vægge og gipsvægge blev behandlet, så de så ens ud, og konstruktioner blev gemt af vejen bag gips og puds. 

Selvom postmodernismens uhøjtidelighed var både befriende og morsom, skabte den forvirring om begrebet arkitektonisk kvalitet. Når arkitekterne kunne lave sjov med tingene og blande stilarterne, blev det vanskeligt for andre at skelne mellem god og dårlig arkitektur.

1990'ernes typehus 

1990'ernes typehus var til dels en videreudvikling af 60'ernes og 70'ernes typehus, men inspirationen og de arkitektoniske idealer var præget af tidens nye strømninger og holdninger. 
Mens typehuset i 60'erne var et produkt af funktionalismen og dens ideer om et moderne og funktionelt hus, var 90'ernes typehus præget af populærkulturen - det velkendte og trygge.
 

Husene i 90'erne blev mere traditionelle, konservative og nogle endog nostalgiske. Inspirationen fra såvel spanske haciendaer, de store huse i amerikanske tv-serier og de velkendte skagenshuse og svenske træhuse var tydelig. 

Det standardiserede typehus er aldrig helt blevet accepteret på samme måde som for eksempel bilen, hvor standardiseringen garanterer en høj teknisk kvalitet. Derfor var der i 90'erne typehuse for enhver smag, og typehusfirmaerne reklamerede med individuelle boliger tilpasset den enkelte familie, men til typehuspris. 

Skal man finde ét karakteristisk træk for 90'ernes typehus, må det blive det store valmede tegltag, der holder sammen på husets form og får huset til at syne større, end det er - specielt når huset har 'integreret vognly' (indbygget carport). Huset er typisk beklædt med røde mursten, der sammen med hvide vinduer giver det et traditionelt udtryk.

På vej mod fremtiden 

Parcelhusets individualisering i forhold til 60'ernes og 70'ernes masseproduktion af helt ensartede huse er det absolut epokegørende ved parcelhusbyggeriet i 80'erne og 90'erne og frem til i dag. Hvor form og indhold i de store årgange var fastlagt i detaljer og gentog sig selv på de enorme arealer, som blev udlagt til parcelhuse, ser det nu ganske anderledes ud. På de mere spredte byggegrunde, som byggemodnes, vælger de kommende husejere nu at opføre mere 'personlige' huse tilpasset deres smag og behov og som nævnt ofte efter et forbillede eller et tema. 

Om den tendens vil fortsætte, eller hvordan fremtidens parcelhuse kommer til at se ud, og hvordan de bliver indrettet, vil afhænge af fremtidens livsstil og boligbehov. Det bliver interessant at se, om den store viden, kritik og erfaring fra mange års debat, arkitektkonkurrencer og eksperimenterende boligbyggerier for alvor vil slå igennem i udformningen af parcelhuse, eller om skiftende trends vil komme til at præge udformningen af hele huset, som det i dag præger køkkener og baderum.

Fremtidens parcelhus 

For fremtidens parcelhuse er der enkelte fælles tendenser, som ser ud til allerede at være slået igennem. For det første ser det ud til, at træhuset for alvor er ved at vinde frem og vil tage sin betydelige andel af fremtidens parcelhusbyggeri. I dag er hver fjerde nyopførte parcelhus et træhus. Også køkken-alrummet har fået en fast plads i danskernes boliger, selvom der også er tendenser i retning af en tilbagevenden til det traditionelle køkken. 

Arkitekterne vil måske komme mere på banen i fremtiden og tage konkurrencen op med typehusfirmaerne. Enkelte arkitekter er allerede med i en lille del af det blomstrende træhusmarked og har sat præg på nogle enkle, meget omtalte modeller, som udfordrer eksempelvis den mere dominerende svenske træhustype. 

Og for snart tre år siden blev 13 arkitekters fælles vision om at skabe et attraktivt alternativ til typehusene til virkelighed i form af skitser til et pilotprojekt i Gråsten ved navn Emmashave. De 13 arkitekter har hver tegnet et enfamiliehus på mellem 135 og 170 kvadratmeter ud fra et sæt fælles spilleregler, der blandt andet omhandler materialevalg, taghældning og integration med det omgivende landskab. Arkitekterne enedes også om, at husene skulle have ro, lys og fleksibel funktionalitet. 

Husprojekterne er nu sat til salg, og når 70 procent er solgt, bliver Emmashave bygget. Det er meningen, at Emmashave-projektet i Gråsten skal være det første i en landsdækkende indsats for flere år frem at forny det danske enfamiliehus. 

Arkitekterne interesserer sig altså stadig for et marked, som i løbet af det 20. århundrede må siges at være gledet dem godt og grundigt af hænde. Udfordringen for arkitekterne bliver at udfolde deres visioner på et marked, som lige så vel kan gå i retning af en amerikaniseret designkultur, hvor skiftende trends kan realiseres, akkurat som det i dag kan lade sig gøre at skifte et køkken eller et bad ud efter den til enhver tid dominerende stil/smag.

Hvilken betydning har arkitekturen for en bolig?

Boligen er det sted, vi tilbringer det meste af vores tid. Det er her, vi opholder os privat, slapper af og samler venner og familie. Samtidig er det her, vi har den første erfaring med arkitektur - både oplevelsesmæssigt, og når vi skal tage stilling til, hvordan vi vil vedligeholde, renovere, bygge til eller om i vores hus.

Arkitektur handler om at danne sig et overblik over, hvad en bygning skal bruges til, og ud fra det skabe funktionelle forhold på bedste vis. Arkitektur er også en kunstart, og når vi snakker kunst, er der ikke på samme måde en facitliste. Her handler det i høj grad om en form, et rum eller en sammenhæng, der giver en effektfuld fornemmelse, følelse eller påvirkning.

Som Steen Eiler Rasmussen skriver i bogen ”Om at opleve arkitektur”:

”Arkitekten er en slags iscenesætter. Utallige forhold er afhængige af, hvordan han ordner vore omgivelser. Når hans bestræbelser lykkes, så er han som den gode vært, der indbyder folk til at komme, værten, der har sørget for alting, så samværet forløber på en harmonisk måde."

Hvad skaber parcelhusets udtryk?

For at forstå, hvad det er for en arkitektur, der ligger bag et hus, kan du først og fremmest tage et kig på huset. Ved at se på både helhed og dele kan du prøve at aflæse arkitekturen.

Der er en række punkter med betydning for husets udtryk og din oplevelse af et hus:

  • Omgivelser.
  • Form.
  • Facade.
  • Farver.
  • Materialer.
  • Rytme og gentagelser.
  • Funktioner.
  • Rum.
  • Lys.
  • Lyd.
  • Udsmykninger og detaljer.
  • Arkitekten, som har tegnet huset.
  • Tiden, hvor huset blev bygget.

Form, farver og materialer er typisk forhold, som vi hurtigt vil referere til, hvis vi skal fortælle, hvordan et hus ser ud.

Forskellige materialer giver forskellige indtryk. Nogle materialer, fx beton og tegl, anser vi for mere solide end træ eller lette facadepartier, hvilket kan bidrage til at give et hus tyngde. Vores antagelser er ofte kun baseret på, hvad vi er vant til, og ikke på, hvordan tingene rent faktisk forholder sig.

Inde i et hus fæstner vi os typisk ved rummene, deres størrelse, farverne og mængden af lys. Typisk danner vi os et førstehåndsindtryk, når vi ankommer til et hus, og dernæst et indtryk, når vi opholder os og bevæger os rundt i det. For at få en god oplevelse af huset er det ofte nødvendigt, at det ydre og det indre spiller sammen og skaber en dynamisk helhed.

Et hus vil virke roligt og harmonisk, når både det og omgivelserne giver en ensartet fornemmelse. Omvendt vil et hus virke dynamisk og kontrastfyldt, hvis man bruger virkemidler som lys/skygge, lukkede/åbne rum eller højt/lavt til loftet.

Den arkitekt, der har tegnet huset, har naturligvis også betydning for husets arkitektur og udtryk. Og endelig må du se på, i hvilken tid huset er bygget. Hvilken byggetradition dominerede på daværende tidspunkt, hvilke materialer er valgt, hvordan er de anvendt, og hvordan er formen og indretningen af huset?

Jo mere du ved om huset, jo bedre kan du forstå, hvorfor huset ser ud, som det gør.

Det kan give dig en god indsigt i, hvordan huset er opbygget, og det kan måske også give dig et nyt syn på, hvordan du ønsker at vedligeholde eller om- og tilbygge huset.