Parcelhusets historie - 1930'erne til 1970'erne

Vi er nu nået til at beskrive parcelhuset i perioden fra 1930'erne og 1970'erne. Det drejer sig om statslånhuse, det modernistiske hus og typehuse fra tresserne og halvfjerdserne.

Statslånshusene

I en periode på tyve år fra 1938 til 1958 gav staten støtte til småhusbyggeriet med de såkaldte statslån, der især skulle hjælpe børnerige familier til en god og sund bolig. Parcelhuset blev derved tilgængeligt for stort set alle og vandt således frem både geografisk og socialt.

Klassisk paracelhus som de blev bygget i perioden 1930-70.

For at få et statslån var der en del krav, som husene skulle opfylde. For det første var der lagt loft over husenes pris og størrelse - et hus i byen måtte koste 15.000 kr., mens det i landkommunerne kun måtte koste 9.200 kr. Arealet måtte ikke overskride 110 kvadratmeter, og der blev stillet krav til husets indretning og konstruktion. Huset skulle indeholde et køkken på mindst seks kvadratmeter og et selvstændigt badeværelse med bad og vandkloset. Og for første gang blev der stillet krav om isoleringsforanstaltninger. Tilsammen var disse krav i høj grad med til at hæve den generelle boligstandard. Statslånskravene blev siden gradvist ændret, så husene måtte være større og koste mere.

Under og efter anden verdenskrig gik etagebyggeriet nærmest i stå, og der blev ikke opført mange store bygningsværker på grund af mangel på byggematerialer. Det var en medvirkende årsag til, at arkitekterne skærpede deres interesse for enfamiliehuset - ikke mindst det lille statslånshus. Og i løbet af fyrrerne og halvtredserne blev der afholdt adskillige arkitektkonkurrencer om statslånshuse. Der kom på denne måde mange nye og spændende bud på enfamiliehuset fra landets arkitekter, som også talte de førende arkitekter. Arne Jacobsen, Mogens Lassen og Friis & Moltke gav eksempelvis alle deres bud på et statslånshus.

Statslånshusene blev ikke præget af en egentlig typisering. Der blev opført mange enkeltstående eksempler, men en helt ny hustype - et etplanshus med lavt sadeltag - blev dog periodens mest udbredte type.

Statslånskravene, materialemanglen og tidens trend/mode og teknik havde betydning for udviklingen af den nye hustype - etplanshuset. I de fleste tilfælde et lille enetagers længdehus på 80-90 kvadratmeter. Det store tegltag blev afløst af et lavt gitterspærtag med 30 graders hældning beklædt med eternit eller tegl. Husets murede gavle og tag var uden udhæng, så bygningens form stod skarpt og markant. Vinduerne var typisk store sprosseløse ruder i to lag glas med koblede og tophængte rammer.

Typen findes i mange variationer. Nogle med kælder under halvdelen af huset og nogle med forskellige former for udhuse. Det blev faktisk periodens mest dominerende hustype, der i sin smukke og klare grundform blev synonymt med begrebet statslånshus.

Husets popularitet hang sammen med dets funktionelle indretning og nære forbindelse til have - med opholdsrum og store vinduer mod haven samt soveværelse og køkken mod gaden. Typen blev almindeligvis opført i traditionelle røde eller gule sten, men efterhånden som gasbeton og lignende materialer vandt frem, blev disse ligeledes anvendt.

Etplanshuset blev også opført efter statslånsperioden, og dets betydning understreges af, at det i sin grundform og planløsning blev forbillede for de typehuse, der senere - efter 1960 - kom til at dominere parcelhusbyggeriet.

Man kan stadig være heldig at finde små statslånshuse, der står, som de blev bygget. Men da det var meget små huse, har de fleste fået tilbygninger. Men det er stadig meget gode og velfungerende huse, som på grund af statslånskravene fortsat værdsættes for deres gennemgående gode byggetekniske standard, der ofte blot behøver en tidssvarende efterisolering.

Det modernistiske hus

Endnu en helt ny og utraditionel hustype dukkede op i Danmark i 1950'erne, nemlig det "modernistiske hus" med helt fladt tag, store glaspartier og flydende rumforløb.

1950'erne var en gunstig periode for parcelhusbyggeriet i Danmark. Krigens begrænsninger i form af materialemangel og isolation var nu et overstået kapitel. Arkitekterne rejste igen til udlandet efter inspiration, og der kom nye byggematerialer og teknikker til landet. Der var stadig billige statslån og byggegrunde, og mange havde derfor råd til arkitekttegnede huse.

Nybyggede husbåde ligger som et andet paracelhuskvarter.De danske arkitekter lod sig blandt andre inspirere af den berømte amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright, som trak naturen direkte ind i sine huse og gjorde husene organiske med synlige konstruktioner og opløste planer, hvor rummene forskød sig ind i hinanden. Og den tyske arkitekt Mies van der Rohe, der opførte huse med helt flade tage og store vinduespartier fra gulv til loft og nyskabende åbne planer, blev en stor inspiration.

Med de nye teknikker og materialer kunne de danske arkitekter adoptere nogle af ideerne. En af nyhederne var tagpappet, som nu kunne lægges i den såkaldte built-up-konstruktion med tagpap bygget op i lag på isolering, som kunne bruges til helt flade tage. Dette nye lette tag skulle ikke understøttes på samme faste punkter, som de gamle traditionelle tagformer med rejsning, hvad der gav mulighed for nye og friere rumforløb i husene. Og samtidig gjorde de store termoruder det muligt at udføre ydervægge som ubrudte glasflader fra gulv til loft

Villa inspireret af det modernistiske bauhaus.Flere arkitekter prøvede i første omgang typen af på sig selv. De første var arkitekterne Jørn Utzon og Erik Christian Sørensen, som tegnede disse nye modernistiske huse til sig selv.

Det modernistiske hus var typisk et meget aflangt hus med en gennemgående næsten lukket væg mod nord og store glaspartier mod syd. Taget var beklædt med tagpap og helt fladt og blev afsluttet med en høj bræddebeklædt sternkant. Materialerne var naturlige. Teglstenene stod upudsede også indendørs, og træværket blev imprægneret i stedet for malet. Men med hensyn til selve farveholdningen var der tale om to hovedtyper. Enten fremstod husene helt 'naturlige' i gule sten med sort eller brunt træværk, eller også var der tale om den såkaldte sort-hvide stil, hvor murværket var hvidkalket eller hvidmalet, og alt træværk - stolper, karme, vinduesrammer og sternbrædder - var sortbejdset.

De modernistiske huse vakte opmærksomhed i befolkningen. De var anderledes end de parcelhuse, man var vant til. Væggene stødte ikke sammen i hjørnerne, men stod forskudte og strakte sig ud i terrænet. Mellem væggene satte man stolpekonstruktioner med store glasruder fra gulv til loft. Med de forskudte vægge og de store glaspartier fik husene det ønskede flydende rumforløb og en meget tæt kontakt til naturen.

Efterkrigstidens store boligbehov blev op igennem 1950'erne dækket i en grad, som førte til afskaffelse af de billige statslån i 1958. Ordningen blev afløst af den nuværende realkreditordning. Herefter ændrede parcelhusbyggeriet helt karakter fra arkitekttegnede huse til industrielt fremstillede typehuse.

Typehuset i tresserne

I de glade tressere med fremgang og velstand startede en helt ny epoke for det danske parcelhus. Typehusbyggeriet eksploderede, og nye parcelhuskvarterer skød op overalt og ændrede det danske kulturlandskab radikalt. Man kunne pludselig vælge mellem færdigtegnede huse - Høm-huse, Hosby-huse, Roslev-huse og mange andre - til en fast pris. Parcelhuset blev en katalogvare på linje med andre forbrugsgoder.

Det blev på mange måder et af velfærdssamfundets symboler på menneskelig lykke og udtryk for den ideelle boform. Alene i perioden 1960 til 1980 blev der bygget 450.000 parcelhuse - lige så mange som i de foregående 100 år. I løbet af tyve år blev det bebyggede areal i Danmark mere end fordoblet. Og modsat de sidste 100 års vandring fra land til by flyttede danskerne nu fra byerne og ud i de nye parcelhusområder i grønne omgivelser, i alt halvanden million mennesker.

1960´ernes typehus.Da efterspørgslen og produktionen af typehuse eksploderede i løbet af tresserne, ønskede man en så kort og effektiv byggetid som muligt. Så skønt folk stadig ønskede et muret hus, blev de tidskrævende gennemmurede huse et problem. Derfor fandt man på at opføre den bærende bagmur af et træskelet eller af letbeton, så råhuset kunne opføres i løbet af få dage. Og udenpå murede man så en halvstensskalmur som klimaskærm. Det fik huset til at fremstå som et muret hus.

Derudover var mange andre byggeelementer allerede standardiseret og blev fabriksfremstillet - blandt andet døre, vinduer og tagspær. De tidskrævende pudsede lofter var forsvundet og erstattet af pladebeklædninger. Og de murede skillevægge blev erstattet af nye lette vægkonstruktioner.

De talrige typehusfirmaer i tresserne og halvfjerdserne udviklede rigtig mange hustyper. Men kataloger og bøger fra og om perioden viser, at der er gennemgående typer.

I tresserne var typehuset som hovedregel et etplanslængehus med 25-30 graders sadeltag belagt med tegl eller eternit. Taget har et beskedent udhæng i facader og gavle, som består af blankt murværk i røde eller gule sten. Ofte er der kun muret op til vinduernes overkant, så det øverste stykke af ydervæggene og gavltrekanterne er beklædt med brædder. Mod haven er der store vinduer og en terrassedør fra opholdsstuen. De øvrige rum har mindre eller helt små vinduer. Hovedindgangen er placeret på gadesiden, hvor også husets birum vender ud til, og der er måske også en bagindgang til et bryggers. På husets indgangsside er der carport eller garage.

Husene var i begyndelsen af tresserne ret små - en lidt større udgave af statslånshuset - på ca. 100 kvadratmeter. Men efterhånden som velstanden forøgedes, voksede den gennemsnitlige parcelhusstørrelse til ca. 140 kvadratmeter, og huse på omkring 200 kvadratmeter var ikke ualmindelige i slutningen af tresserne. Der var ofte en vinkel på huset med en meget stor stue - altså den velkendte vinkelstue. Også gæstetoilet, hobbyrum og eventuelt ekstraværelser blev almindeligt.

Husenes plan var oftest den såkaldte revolvergangstype - en lille L-formet gang, som gav adgang til alle husets rum og opdelte huset i en dag- og en natsfære eller det repræsentative og det private med nogenlunde lige meget areal til hver.

Typehuset i halvfjerdserne

I halvfjerdserne fortsatte det eksplosive typehusbyggeri, og skønt der kom oliekrise og økonomisk nedgang, blev forholdene for husejerne bedre og bedre. Huspriserne steg, og regeringen sørgede for store skattefordele, så det blev en god forretning at være husejer.

Vi fik ikke blot ligestilling, men også et ungdomsoprør med hippier og blomsterbørn, der flyttede sammen i frigjorte kollektiver. Den borgerlige livsstil med villa, Volvo og vovse blev sat til debat, og ikke mindst arkitekterne satte sig i spidsen for en kras kritik og problematisering af livet i de store parcelhusområder og pegede især på behovet for bedre byplanlægning. Parcelhusene og de kolossale store og meget ens områder, som efterhånden blev udlagt hertil, blev betegnet som identitetsløse og fremmedgørende.

Paracelhuset som det blev bygget sidst i perioden.Men danskerne hørte ikke efter. På trods af energikrise og kritik af parcelhusområderne fortsatte de i stedet i stor stil med at flytte i eget parcelhus i forstæderne. Og det var til typehuse, der blot var en ukritisk videreførelse af tressernes typehuse. Dog er husene fra halvfjerdserne større - den gennemsnitlige parcelhusstørrelse toppede således fra 1970-1974 med 143 kvadratmeter.

Efterhånden som arealerne voksede sig rigtig store, og de udstykkede grunde samtidig blev mindre, var det indlysende igen at bygge i halvanden etage. Derfor dukkede en ny type op i begyndelsen af halvfjerdserne, nemlig det halvandenetages hus med sadeltag. Arkitektonisk et utraditionelt hus, hvor taget blev et selvstændigt arkitektonisk element, udformet som et stort trekantet volumen placeret på husets langsgående mure. Og samtidig blev gavlen ud til vejen forlænget, så den spændte over hele grundens bredde.

Denne lidt kompakte hustype var på mange måder et fornuftigt hus. Den kompakte form sparer energi, og det store udhæng beskytter vinduer og andet træværk. På grund af det store tag har det dog en tendens til at blive for mørkt indvendigt. En ulempe, der forstærkes af den forkærlighed for grove materialer og mørke farver, der blev moderne i halvfjerdserne. Mange af disse huse er da også senere blevet malet om, så træværket nu er hvidt eller lysegrå.

Der skete også noget på indretningssiden i halvfjerdserne. Man begyndte at indrette huse med en voksen- og en børneafdeling. Børnene fik underetagen med alrummet, mens forældrenes soveværelse og stue rykkede ovenpå. Det hang sammen med, at børnene blev mere selvstændige og mere støjende (stereoanlæg og diverse musikinstrumenter), og at de enkelte familiemedlemmer i det hele taget levede mere uafhængige liv. Inspireret af tidens kollektiver blev husene indrettet med et alrum - en blanding af køkken, spiseplads og stue, der skulle fungere som det sted, hvor de 'uafhængige' familiemedlemmer kunne mødes i fællesskabet under afslappede former.

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab