Charlotte Hildebrandt er fra Bjæverskov ved Køge, men har boet i Sydamerika i 8 år – de sidste 3 år i Sao Paulo i Brasilien, hvor hun og hendes mand og 2 teenagebørn købte en 260 m2 stor lejlighed til 2,8 millioner kr. i et condominium – et stort lejlighedskompleks - i bydelen Morumbi.

Danskere i Brasilien – og en brasilianer i Danmark

Den danske ambassade i Brasilien vurderer over for Bolius, at der bor 1.000-1.500 danskere i Brasilien, de fleste i São Paulo-området. Bolius har fundet 5 af dem. Læs om dem her:

Samtidig bor der 3.370 brasilianere i Danmark. Vi har mødt en familie:

Som brasilianerne gør det, købte de også en rå skal og har selv stået for at bygge lejligheden færdig, der kulturen tro indeholder mange badeværelser - 5 badeværelser og et gæstetoilet.

Der hører både en lille og en stor altan til lejligheden på 24. sal, og derudover er der adgang til flere swimmingpools, parkeringskælder og en række andre fælles faciliteter. Alt sammen hegnet ind og bevogtet af portnere og vagter.

LÆS OGSÅ: Sådan bor de i Brasilien

Hvorfor bor du i Brasilien?

- Min mands job tog i første omgang familien til Buenos Aires i Argentina og derefter her til Sao Paulo. Vores ældste er flyttet til Holland for at læse videre, mens vores yngste på 17 går på en amerikansk, international skole her. Det er kun min mand, der arbejder, men jeg underviser i forbindelse med et NGO-program, der hjælper fattige, men dygtige, unge med at blive klar til at læse videre og på den måde løfte dem ud af slummen.

- Vi har boet her siden 2013, og vi er blevet glade for vores lejlighed og er efterhånden ved at have fundet os til rette.

SE BILLEDSERIEN: Argentina: Sådan bor de i fodboldlandet

Hvordan fandt du boligen?

- Vi var på besøg i Sao Paulo 6 måneder, før vi skulle flytte, for at se på boliger og skoler. Vi satsede i første omgang på at leje noget, men det viste sig at være meget dyrt, og kvaliteten matchede ikke prisen, så det kunne bedre betale sig at købe noget.

- Det var en ejendomsmægler, der hjalp med at finde dette sted. Vi gav, hvad der svarer til ca. 2,8 millioner kr., fordi vi valgte at købe et stykke væk fra centrum. Ellers ville prisen nok have været 3 gange så høj for samme type bolig.- Vi købte lejligheden som ”contra piso”. Det vil sige, at det stort set bare var en rå skal, og så skulle vi gøre den færdig. Med nye badeværelser, køkken, gulve, nye støjdæmpende vinduer og glas rundt om altanen for at skærme for vinden.

- Selv om det er en stor lejlighed, er der egentlig ikke så meget plads, for der er 5 badeværelser og et gæstetoilet – og også et maids room (værelse til tjenestefolk, red.). Vi har inddraget maids room til et pulterrum, og så har vi ellers et masterbedroom, 3 værelser, stue, spisestue og et rimelig stort køkken.

Hvordan er nabolaget?

- Dette område er residential, så det består stort set udelukkende af store lejlighedskomplekser – såkaldte condominiums - der hver især har en række fælles faciliteter, som er hegnet ind.

- Man ser ikke børn lege ude på gaden – de holder sig alle inden for det område, der er rundt om det condominium, de bor i. Så det er meget anderledes. Men vi går da tur med hunden i området og snakker med andre, der også er ude at lufte hund, som man ville gøre i Danmark.

- Selv om dette område er forholdsvist sikkert, skal man have øjne og ører med sig og tænke over, hvor man går hen efter mørkets frembrud. Vi har dørmand og vagter i komplekset, og de står både ved hovedindgangen og ved nedkørslen til garagen.

- Vi har også valgt at køre i biler med armeret glas. Min mand har prøvet at blive beskudt i sin bil. Og for kort tid siden blev vi vækket af pistolskud om natten. Det viste sig at være et røveri i et byggemarked 5 minutter herfra, hvor røvere og politi var i skudveksling. I vores lokale mall (indkøbscenter, red.) var der også en mand, som blev skudt og dræbt for nogle måneder siden.

- Vi holder os også fra favelaerne, for her er kriminaliteten højere. Faktisk var det svært at finde en lejlighed, hvor man ikke kiggede lige ned i en favela. Vi brød os ikke om tanken om at kunne sidde der i al vores velstand og kigge ned i nogle hjem, der var så fattige. Det virkede grænseoverskridende.

Hvordan er det at bo i Brasilien (fordele og ulemper)?

- Jeg oplever, at Brasilien er et sværere land at flytte til end Argentina. Eller måske det er São Paulo, som for mange udlændinge kan være en svær størrelse at greje. Lige så hjemme, som jeg følte mig i Argentina, lige så fremmed har jeg følt mig her. Måske skyldes det, at vi var i limbo og først kom på plads med vores ting i egen lejlighed efter et år.

- Derudover er der meget i Brasilien, der står i kontrast til den danske lighed. Selv om vi kan få ondt et vist sted over naboens dyre bil, er vi alle nogenlunde lige med samme muligheder og behandler hinanden ligeværdigt. Men her er stor forskel mellem rig og fattig. Jeg har bl.a. oplevet, at håndværkere behandler mig, som om jeg er overklasse. Det finder jeg ret ubehageligt.
- Mange efterlader i øvrigt et værre svineri, fordi de regner med, at jeg har en hushjælp, der rydder op efter dem. Men i vores hus er hushjælpen generelt mig, selvom vi godt nok har en rengøringsdame.

- Den del kan også hænge sammen med, at Brasilien er et udpræget chauvinistisk samfund. Derfor har jeg til tider været nødt til at få min mand til at håndtere situationer, som jeg ellers selv ville have klaret. Eller jeg har måttet bruge min mand som undskyldning for at få en håndværker til at følge min instruktion ved at sige, ”at min mand bliver vred, hvis ikke…”.

- Selv om der er udfordringer ved at bo her, er jeg meget glad for, at vi får yderligere et sprog med os og oplever endnu en kultur. Det var i sin tid også derfor, vi valgte at rejse ud af Danmark med vores børn. Vi møder mange forskellige skæbner, og vi lærer at kigge på verden på en anden måde.

 

Hvad er mest anderledes i boligen i forhold til i Danmark?

- Der er stor kvalitetsforskel i byggematerialer. Fx er boligerne ikke isolerede, så når det er varmt, er der smoking hot. Og når der er koldt, bliver der rigtig koldt indenfor, fordi varmen forsvinder lige så hurtigt, som vi tænder for den.

- Og så bygger de med sådan nogle mærkelige vinduer med et hul, der er designet, så vandet kan løbe ind og ud igen, hvilket betyder, at der ofte står vand i karmen.

- Indretningen er også ret anderledes end i Danmark. De kan rigtig godt lide belysning i loftet og har ofte sænkede lofter med halogenspots. Ofte har de også valgt at dele stuerne op, så man har et ’taleområde’ og et andet hjørne eller rum til fjernsyn, hvor vi jo i Danmark oftest har et hjørne, hvor sofa, stole og fjernsyn er samlet.

- I de meget velhavendes huse er de meget ekstravagante i deres indretning. Fx har jeg været i et hjem med kæmpemæssige, hvide sofaer, store skulpturer og gigantiske malerier overalt. På en eller anden måde synes jeg, det mangler lidt sjæl og hygge, som jeg synes, vi gør meget ud af i Danmark.

LÆS OGSÅ: Sådan indretter du din stue

Hvad kan vi danskere lære noget af?

- Jeg kan godt lide, at ting foregår senere her end i Danmark. Og at man har en mere afslappet holdning til tid, i hvert fald når det kommer til fritiden.

- I Danmark bliver du måske inviteret til en drink klokken 17, og så er du der sharp. Her bliver du måske inviteret til klokken 19, og så er det okay, selv om du faktisk først kommer 19.45. Den livsstil kan jeg – vist som den eneste i familien – rigtig godt lide.

- Så har jeg også set noget andet her, som jeg synes virker utrolig hyggeligt: Søndag lader her til at være familiedag. Så ser man folk komme gående med en ramme øl under armen på vej hen til familien, hvor de så griller og er sammen hele dagen. Her i området foregår det jo meget på altanerne, hvor der næsten altid er en indbygget grill.

LÆS OGSÅ: Rundt om boligerne i Brasilien

Fakta om Brasilien

  • Størrelse: Brasilien er med sine 8,5 millioner km2 verdens femtestørste land – 200 gange så stort som Danmark.
  • Indbyggere: Ca. 200 millioner indbyggere – ca. 11 millioner bor i Sao Paulo, 7 millioner i Rio de Janeiro, og2 millioner i hovedstaden Brasilia.
  • Sprog: Portugisisk
  • Religion: Katolicisme er den mest udbredte religion.
  • BNP per indbygger: 11.385 USD (BNP per indbygger i Danmark: 60.634 USD)
  • Beskæftigelse: 68,4 % af brasilianere over 25 år er i arbejde. Fuldtidsbeskæftigede arbejder i gennemsnit 44 timer om ugen.
  • Lønninger: Minimumslønnen er 1.643 kr. om måneden. En god gennemsnitsløn for akademikere er ca. 14.000 kr. om måneden, mens fx sygeplejersker og politibetjente tjener mindre.
  • Største indtægtskilder: Brasilien har store ressourcer af malm og mineraler, og det er landets største eksportvarer. Derudover har Brasilien en stor tekstil- og fødevareindustri. I de senere år har der også været en stor udvikling inden for it og telekommunikation.
  • Ca. en fjerdedel er beskæftiget inden for industri, en fjerdedel inden for landbrug og halvdelen inden for service.
  • Kriminalitet: Fra Udenrigsministeriets rejsevejledning lyder det: Antallet af voldelige overfald, væbnede røverier, tyverier og bilkapringer er stort, især i større byer som fx Rio de Janeiro og São Paulo, Fortaleza, Recife og Salvador og på steder, hvor mange turister opholder sig.