Vejrrekorder i marts

  • Varmeste marts: 6,1 °C i 1990 og 2007
  • Koldeste marts: -3,5 °C i 1942
  • Højeste temperatur: 22,2 °C i Karup i 1990
  • Laveste temperatur: - 27 °C ved Holbæk i 1888
  • Tørreste marts: 7 mm i 1918 og 1969
  • Vådeste marts: 100 mm i 1978

Se vejrrekorder på DMI her

Selv om marts ifølge kalenderen er forårets første måned, er det langt fra slut med kulden. I en gennemsnitlig marts er der nemlig hele 15 døgn med frost og 5,3 døgn med sne.

Selv om det fortsat kan være koldt, er det en god idé så småt at tage fat i haven. Du kan fx beskære de fleste buske og frugttræer, dog ikke blomme- og kirsebærtræer.

Hvis du vil holde ukrudtet nede, fx i køkkenhaven, så fjern det nu, så slipper du for meget af det senere.

Slip af med sneskimmel

En del græsplæner får normalt sneskimmel - en svamp, der angriber græs under sne, og som ligner hvidt spindelvæv, men du kan normalt godt få græsplænen til at se godt ud igen ved bl.a. at rive det døde græs væk med en gummirive og bruge en topdressing.

Tjek dit hus i marts

Regn, blæst, sne og frost kan være hård ved huse, så det er en god idé at tjekke, om dit hus er i god stand i marts. Det er bl.a. vigtigt at tjekke, om taget er tæt, om der er revner i skorsten, facade og sokkel, og om kloak og brønde er i orden.

LÆS OGSÅ: Forår i haven

Skinner solen skal du oftere pudse vinduer

Sidst på måneden går vi ind i sommerhalvåret, og temperaturen stiger. Samtidig får vi gennemsnitligt 60 procent flere soltimer end i februar og kommer op på 110 timer.

I marts 1943 skinnede solen i 200 timer, mens der blot var 50 soltimer i 1963. Hvis solen fik lov at skinne fra en skyfri himmel hele måneden, ville der være flere end 350 soltimer i marts.  

Når solen skinner, er det tydeligt at se, hvis vinduerne ikke er blevet pudset. Hvis du vil gøre vinduerne pæne, skal du bruge: En spand, lunkent vand, en blød svamp eller børste, en god svaber med hård og hel gummiliste uden hakker, opvaskemiddel, husholdningseddike, tørre, fnugfri klude eller viskestykker. Brug universalrengøringsmiddel til karme og rammer.

Vælg den rigtige maling i marts

Solen skinner dog ikke hele tiden. Gennemsnitligt regner det 10 dage i marts, og der er 46 mm nedbør. Der er 9,2 døgn med tåge, kun overgået af januar med 10 døgn og februar med 9,3 døgn.

I den slags vejr får mange lyst til at kaste sig over indendørs arbejde i stedet, bl.a. maling. Her er det vigtigt, at du finder den rigtige maling. De fleste maler med plastmaling, og det er ikke et dårligt valg. Den holder nemlig lige så godt som terpentin-baseret maling i de fleste tilfælde.

Marts: her er der koldest og vådest

Der er normalt stor forskel på vejret, alt efter hvor du bor i landet, viser DMI's statistikker. Gennemsnitligt er det i marts:

  • Køligst på Bornholm med en middeltemperatur på 1,5 °C
  • Lunest i Syd- og Sønderjylland og på Fyn med en middeltemperatur på 2,4 °C.
  • Mest solrigt i Nordjylland med 116 soltimer
  • Mindst solrigt i Syd- og Sønderjylland med 104 soltimer.
  • Mest vådt i Syd- og Sønderjylland med 54 mm.
  • Mest tørt i Vest- og Sydsjælland og på Lolland og Falster med 38 mm.