Tidligere ville boligejerne oftest kun skyde omkring en halv million kr. i en indendørs swimmingpool. I 2009 blev der solgt mange pool-løsninger til en million kr.
Det siger Henning Børgesen, adm. direktør i Randers-firmaet Fjordblink, der bl.a. leverer indendørs swimmingpools til private.
- Vi har oplevet, at maks-grænsen for, hvor mange penge folk vil bruge på en pool, er hævet betragteligt. For ti år siden mente boligejerne ikke, at en pool forøgede værdien på deres hus så meget, at de ville give en million kr. for en pool. Det er der mange, der synes i dag, siger Henning Børgesen, der har over 15 års erfaring i branchen.
Købere af indendørs swimmingpools er midaldrende
Det er også en anden gruppe af boligejere, der investerer i en pool i dag end tidligere.
- Vi har før set, at køberne var ældre mennesker, der længe havde haft en drøm om en pool, og så endelig fik råd til den, efter de var gået på pension. Eller velhavende familier med mindre børn, fortæller Henning Børgesen.
I dag er hans primære kunder boligejere mellem 40-60 år. De har stadig en god friværdi i huset, som de kan bruge, og et ønske om at få en pool derhjemme, som de bl.a. kan træne i.
Swimmingpool med lyd, lys og modstrøm
En swimmingpool i huset i dag er heller ikke bare et bassin med vand i, hvor børn eller børnebørn kan lege og spille bold.
- Et bassin i dag er meget mere og går under overskriften vand og wellness. Det er lyd og lys, modstrøm og sanseoplevelser som bobler osv., siger Henning Børgesen.
Mange boligejere vælger luksusmodellen, der også taler til sanserne. De får f.eks. lavet noget overløb, så vandet løber ud over en af kanterne og dermed giver lyden af rindende vand.
Svømmespa - den ultimative luksus
Et produkt, vi måske vil komme til at se mere af i de private hjem med pengepungen i orden, er en svømmespa, fortæller Bent Jensen, indehaver af firmaet AquaPro SpaCenter APS i Brøndby.
En svømmespa er som navnet siger - en mellemting mellem en pool og en spa.
I de ypperste modeller er der i den ende et træningsanlæg med modstrøm, hvor du kan ligge og træne almindelig svømmetræning, gå eller løbe en tur i vandet eller ro for at træne din overkrop og dine arme.
I den anden ende har du spaen, hvor du kan sidde efter træningen i vand, der er varmere end i trænings-enden. Her kan du få massage af de justerbare hydrotherapy jets, som det hedder i brochuren på en AquaFit® 19 Dual Temp.
- Det er efter min mening verdens bedste fitness-produkt. Men det er heller ikke billigt. Et sådant anlæg koster over 250.000 kr., hvor du kan få en almindelig svømmetræner til under 150.000 kr. Så endnu har vi ikke solgt så mange til private huse, siger Bent Jensen.
Træning kræver lang pool
Rigtig mange vil gerne bruge poolen som et redskab til at holde sig i form med. Derfor bliver der indlagt modstrømsanlæg i bassinet, så træningen bliver optimal. I et modstrøms anlæg kommer der konstant vand ud af en eller flere dysser. Det skaber modstrøm, som du så kan svømme op imod.
Ønsket om en træningspool får også indflydelse på størrelsen.
- Her er det mere længden, der betyder noget end bredden. Hvor pools tidligere primært blev lavet i standard-størrelser som 3x5, 3x6 eller 4x8 meter, så er der i dag ingen regler, siger Henning Børgesen.
Han oplever, at kunderne bestiller pools, der er både 10,12, 18 og endda 25 meter lange.
- Men når poolen skal være så lang, så kræver det selvfølgelig en større bygning.
De færreste har en bygning til pool i forvejen
Langt de fleste, der får anlagt en ny indendørs swimmingpool, får lavet en tilbygning, hvor swimmingpoolen kan være.
- Det er de færreste, der har en egnet kælder eller sal, der kan graves ud til indendørs pool. Men der er selvfølgelig nogle, der har den mulighed, siger Henning Børgesen.
En løsning er også at få lavet poolen i forbindelse med en garage eller en udestue.
- Hvis du allerede har bygningen, vil du kunne få lavet en rigtig god indendørs pool for omkring en million kr. Med i den pris er både at få gravet, støbt og lagt el ind; og så selvfølgelig alt du skal bruge til selve poolen af basisudstyr, siger Henning Børgesen.
En swimmingpool til tre millioner kroner
Du kan også få lavet både en billigere indendørs swimmingpool og selvfølgelig en meget dyrere løsning.
- Vi har for nylig lavet en pool på 3x5 meter i en ny tilbygning. Her blev poolen trukket op i det ene hjørne, så man ikke kunne gå hele vejen rundt om den. Den kostede 1,2 millioner kr. totalt set, og formentlig kunne de have sparet yderligt lidt ved at have lagt folie i stedet for klinker i poolen, siger Henning Børgesen.
Havde de haft en bygning til poolen i forvejen, kunne de måske være sluppet med 500.000-600.000 kr., mener den adm. direktør i Fjordblink.
Med modsat fortegn har Fjordblink også for nylig lavet en poolløsning på tre millioner kroner inklusive tilbygningen. Jo mere udstyr og areal udenom, der skal til, jo dyrere bliver swimmingpoolen.
Håndværkere kan få en billigere pool
Bjarne Frøslev har over 40 års erfaring i poolbranchen. Han er nu gået på pension, men giver stadig pool-ejere rådgivning via hjemmesiden poolraadgiveren.dk.
Han mener, at der også er en gruppe danskere, der får indendørs pools i øjeblikket uden at måtte slippe en formue.
- Hvis du ser på omkostningerne ved at etablere en pool og slet ikke tænker på bygningen og gravearbejde osv, så kan du få en indendørs pools for 200.000 kr. og op for den rene pool, siger Bjarne Frøslev.
Det er der en del håndværkere, der kan en masse af det grove arbejde selv, der benytter sig af, oplever poolrådgiveren.
- Så det behøver ikke være en fuldstændig uoverskuelig udgift at etablere en pool, mener Bjarne Frøslev.
Fra komplet til medbyg af swimmingpool
For udendørs pool har markedet også ændret sig lidt de senere år, siger Bjarne Frøslev.
Finanskrisens indtog har ikke fået folk til at holde op med at bestille udendørs swimmingpools til deres bolig. Snarere tværtimod. Ifølge Bjarne Frøslev er salget af udendørs pools stigende.
- Men vi ser, at hvor folk for 5-6 år siden slet ikke længere gad at bakse med selv- og medbyg på deres pool, men bare bestilte en komplet pakke med levering og installering og betalte det, en sådan totalleverance kostede. Så er medbyggerne kommet på banen igen, ligesom de også var for 10-15 år siden, oplever Bjarne Frøslev.
Det er de formentlig på grund af den økonomiske krise.
- Rigtig mange i den almindelige middelklasse har mulighed for at få gravet ud og støbt betonen af folk, de kender eller kan få en god pris hos. Og har du mulighed for det, kan du få materialer til at lave en betonpool for mellem 50.000-75.000 kroner inklusive moms, siger Bjarne Frøslev.
Sådan vedligeholder du din swimmingpool
De første par år bruger du en forfærdelig masse tid på at styre vandets surhedsgrad og rense vandet, og du bruger også langt flere kemikalier end nødvendigt. Men når der er gået et par år, og du er blevet mere erfaren, har du som regel langt mindre arbejde med din pool.
En indendørs swimmingpool kræver langt mindre i vedligeholdelse end en udendørs, fordi der ikke kommer støv og blade i den.
Her kan du se, hvad du typisk skal gøre:
- Har du en automatisk støvsuger til din pool, skal du sørge for at tømme posen, når den er fuld.
- Har du en manuel bundstøvsuger, kan du bruge ca. en time om ugen på at støvsuge. Andre støvsuger kun en gang om måneden det afhænger af, hvor meget du bruger den.
- Langt de fleste poolejere har en halvautomatisk bundstøvsuger, hvor du selv skal smide den i bassinet, og så gør den resten af arbejdet. Den koster typisk mellem 1.500 0g 6.000 kr.
- I starten skal du ca. hver tredje eller hver anden dag forvente at bruge ca. 10-15 minutter på at tage nogle målinger af vandet og justere på anlægget.
- Er du perfektionist, kan du tage målinger hver dag.
- Senere vil du med din erfaring ofte kunne se på vandet, hvad der er galt, og behøver ikke måle så ofte længere.
- Du kan også købe et anlæg, der selv styrer vandets ph-værdi, så du slipper for selv at gå og foretage målinger. Det koster ca. 50.000 kr.
- Det er også muligt at betale sig fra at tænke mere på sin pool. Du kan få en poolmand ud at lave service på din swimmingpool.
Sådan undgår du drukneulykker i din pool
- Få en poolalarm, der går i gang, hvis der er nogen, der rører vandet. En sådan poolalarm bruges primært til udendørs bassiner, hvor der er risiko for, at et barn eller et dyr falder i. En poolalarm har kun en funktion, hvis der er voksne i umiddelbar nærhed af poolen. Ellers når barnet at drukne, inden den voksne når frem.
- Overdæk poolen med en lås på med nøgle til. Så er det kun den person, der har nøglen, der kan åbne for poolen.
- Sæt håndtaget på døren ind til rummet med swimmingpoolen så højt oppe, at et lille barn ikke selv kan åbne døren. Alternativt er to håndtag på døren en løsning. Et lavtsiddende og et højtsiddende, så døren kun kan åbnes, hvis du trykker begge håndtag ned samtidig.
- Den bedste løsning: Lær dine børn at svømme så hurtigt som muligt.
- Som regel er den største risiko besøgende børn, der endnu ikke har lært at svømme.
Kilder: Henning Børgesen, adm. dir. Fjordblink, Bjarne Frøslev, Poolrådgiveren og Bent Jensen, indehaver af Aquapro SpaCenter i Brøndby