Kort om politikeren

  • Personen:
    Søren Egge Rasmussen, født i 1961, oprindelig uddannet tømrer. Bor alene, men dør om dør med sin kæreste.
  • Politikeren:
    Folketingsmedlem siden 2015 for Enhedslisten, opstillet i Aarhus Nord, Østjyllands Storkreds.
  • Boligen:
    Rækkehus på 61 m2 plus udestue på 9 m2. Det er en almennyttig bolig i Andelssamfundet Hjortshøj.

Hvad bor du i? 

- Min bolig er en del af en almen boligforening med 20 boliger, men i Andelssamfundet Hjortshøj er der også andels-  og ejerboliger. I alt bor her 200 voksne og 100 børn. Idégrundlaget er et bæredygtigt samfund med delvis selvforsyning baseret på et stort fællesskab, bl.a. med et landbrug. Folk her er typisk meget engagerede. 

Hvorfor har du valgt at bo sådan?

- Jeg søgte et stærkt fællesskab, og det var spændende, at der var et økologisk landbrug, og at man ville afprøve mere bæredygtigt byggeri. Jeg er uddannet tømrer, men at arbejde med trykimprægneret træ og isolere med mineraluld på et loft en sommerdag, det er sgu ikke rart. Det var svært at stå helt inde for, så jeg søgte herud. Mit eget hjem har en bærende konstruktion af træ. Der er lejlighedsskel og en bagvæg i udestuen af ubrændte lersten, som er produceret herude, og der er isoleret med papiruld i væggene. Da husene blev bygget for 25 år siden, var det lavenergibyggeri. I dag er det almindelig bygningsstandard med 20 cm isolering i vægge, men dengang var det vildt. Vi har været pionerer.

Har dit politiske tilhørsforhold indflydelse på, hvordan du bor? 

- Det er naturligt for mig at vælge et sted, der har nogle økologiske og sociale visioner. Jeg synes jo, der skulle være tusindvis af steder som det her. Vi får mange besøgende, og jeg håber altid, det inspirerer folk til at vælge en boform, hvor der er et større og stærkere fællesskab. Det er vigtigt for mennesker, at man kan hjælpe hinanden. Herude er det et stort plus, at der bor folk med forskellige indtægter. At vi har lejeboligerne, har jo gjort, at her lige fra starten også har boet enlige forsørgere med flere børn. Til gengæld er det typisk par, der bor i ejerboligerne. 

Er der ligheder mellem din bolig i dag og dit barndomshjem?

- Jeg er vokset op langt ude i en skov, nærmere bestemt Fussingø vest for Randers, hvor min far var skovfoged. Det er et større statsskovområde med søer, og vi boede i tjenesteboligen ved Mølledammen. Det var fantastisk natur at vokse op i, men også øde med en kilometer til nærmeste nabo. Så langt ude har jeg ikke valgt at bosætte mig.

Hvad er det mest typiske for det sted, du har valgt at bo?

- For syv år siden fik vi en ekstra dimension med en kommunal institution for 16 personer med særlige behov. Det er meget usædvanligt, at man har en ledig byggegrund, hvor man siger, at man gerne vil have en institution med mennesker, der har brug for støtte. Normalt er der protester mod den slags, men her har vi sagt, at vi kan rumme det og skabe gode arbejdspladser til dem. Her er også beboere fra andre lande, men ingen flygtninge. Kommunen har anvisningsret til en fjerdedel af de almene boliger, men har ikke benyttet den. Vores samfund ville ellers kunne løse en integrationsopgave. I nabosamfundet modtog de et par syriske flygtninge. Vi har holdt et par kulturelle arrangementer, hvor vi inviterede nogle af dem ude fra Djursland. 

Politikernes hjemmebane

2019 er valgår. Videncentret Bolius har derfor spurgt fire folketingsmedlemmer, hvorfor de bor, hvor de bor, og om der er en rød tråd mellem deres politiske ståsted og deres bolig. De fire er Søren Egge Rasmussen (EL), Christina Egelund (LA), Mattias Tesfaye (S) og Louise Schack Elholm (V).

Hvor meget betyder boligens arkitektur og æstetik for dig?

- For mig er udearealerne det vigtigste, men selvfølgelig betyder det noget, at det er en bolig, man synes om. Materialevalget her er et plus. Her er meget træ, og det er bygget som et åndbart hus. Jeg har 50 m2 have, men mange syntes ikke, at det var nok, så vi har også oprettet en kolonihaveforening lige uden for Andelssamfundet. Der har jeg godt 300 m2 frugthave. Derudover har vi vores landbrug. 

Hvor længe bliver du boende her?

- Jeg tror, jeg bliver boende. Der kan selvfølgelig komme et tidspunkt, hvor jeg ikke har den fysiske formåen, men det er en etplansbolig uden dørtrin, så selvom jeg skulle blive dårligt gående, forventer jeg, at jeg kan blive boende. 

Hvad vil du aldrig bo i – eller hvor? 

- Jeg ville aldrig bo i et højhus i en storby. Jeg har lige været på tur til New York med Folketinget. Vi boede på 19. etage, og jeg havde ikke engang lyst til at gå ud på altanen. Det er helt sygt at bo sådan et sted. Jeg skal være tættere på jorden, vil jeg nok sige. Jeg bliver ikke storbymenneske.

Søren Egge Rasmussen om Hjortshøj:

Hjortshøj er en levende forstad til Aarhus med godt 3.000 mennesker. Det er en by, hvor der altid har været et rigt foreningsliv. Det er et tolerant sted og et af de rødeste valgsteder. Det er lidt spøjst, for tager du til de nærmeste byer, Skødstrup og Lystrup, så er valgresultaterne helt anderledes. Og det er ikke på grund af andelssamfundet – sådan var det også, inden vi kom til.