
En gammeldags sneskraber af jern kan tage det værste islag på fortovet. Foto: Tommy Verting.
Hvis du i flere dage ikke har fået fjernet sne fra fortov eller fliser, kan der ligge et meget tykt islag, som kan være rigtig svært at få bugt med.
Det er der imidlertid råd for. Du skal bruge lidt flere kræfter og nogle andre hjælpemidler, men er du fast besluttet på det, skal du nok få bugt med isen.
Hvilket tømiddel skal du bruge til at smelte islag?
Når du skal smelte islaget, er der flere muligheder:
- Tømiddel med kaliumformiat.
- Tømiddel med natriumformiat.
- Vejsalt blandet med grus.
De to første midler er de mest miljøvenlige og smelter isen ligeså godt som som vejsalt. De er dyrere end vejsalt, men er til gengæld miljøvenlige og giver ikke rust og andre skader på biler, cykler, havehegn, beton, fliser og planter.
Baggrunden for at bruge en blanding af salt og grus er, at saltet smelter isen, mens gruset skaber friktion, og hjælper på den måde med at slibe isen ned. Grus gør også fortovet mere skridsikkert.
Sådan fjerner du tykt islag fra fortovet
- Fjern først den værste is med en gammeldags sneskraber af jern eller ved at hakke isen i stykker med en skovl.
- Smelt den is, du ikke kan fjerne, med et tømiddel, der er effekttivt ved lave temperaturer (se boks).
- Fjern altid sne fra fortovet så hurtigt som muligt, så det ikke når at sætte sig til is.


