Sådan rengør du ventilator og aftræk på badeværelset

Rens din ventilator eller aftrækskanal på badeværelset, ellers risikerer du at få skimmelsvamp. Fru Grøn viser hvordan.

Hvordan undgår jeg skimmelsvamp badeværelse?

Hvis du ikke rengør aftræk og ventilator, risikerer du skimmelsvamp på badeværelset. Foto: Tommy Verting

Hvorfor skal du rengøre ventilatoren i badeværelset?

Det er vigtigt at få renset din mekaniske ventilation eller din aftrækskanal i badeværelset et par gange om året – gør du ikke det, risikerer du, at den fugtige luft fra badeværelset ikke kan komme væk, og det giver grobund for skimmelsvamp.

Hvordan rengør jeg ventilator?

På nogle ventilatorer kan frontdækslet tages af, så det nemmere kan rengøres. Foto: Tommy Verting

Hvordan rengør du du din ventilator på badeværelset?

  • Læs først og fremmest vejledningen til din ventilator. Det er forskelligt for hver enkelt model, hvordan den bedst og mest effektivt rengøres, og hvorvidt den kan eller bør skilles ad ved rengøring.
  • Sørg for, at ventilatoren er slukket.
  • Afmontér frontdækslet, hvis du kan. Nogle ventilatorer har denne mulighed, og så kan du rengøre dækslet grundigere.
  • Brug en støvkost eller anden blød børste til at rense ventilatoren. Ofte sidder ventilatoren så højt, at du ikke kan nå den med en støvsuger. Har du mulighed for at bruge en støvsuger, kan du med fordel vælge et støvsugerhoved med en børste på.
  • Vask frontdækslet i vand med lidt håndopvaskemiddel, og tør det grundigt, inden du sætter det på igen. Hvis du ikke kan tage det af, tør det da af med en klud opvredet i vand med håndopvaskemiddel og tør grundigt efter med en tør klud. Brug vand med lidt universalrengøringsmiddel, hvis det er meget snavset.

Sådan virker ventilationen i dit badeværelse

Ventilator

Foto: Torben Klint

Automatisk, mekanisk ventilation er ventilering eller udluftning af huset, som foregår ved hjælp af en eldrevet ventilator. Ventilatorer på badeværelser suger typisk blot den gamle og fugtige luft ud af rummet.

I badeværelser er der ofte en tidsstyret, lysstyret eller fugtstyret ventilation, eller en ventilator du selv tænder for, når du synes, der er behov.

Hvordan rengør jeg aftrækskanal badeværelse?

Aftrækskanalen kan være fyldt med støv og spindelvæv, der kan fjernes med en støvkost. Foto: Tommy Verting

Hvordan rengør du aftrækskanalen på badeværelset?

Hvis du har en aftrækskanal på dit badeværelse, er det meget enkelt at holde den ren. Brug en langskaftet støvekost til at fjerne støv og spindelsvæv inde i aftrækskanalen ca. 1 gang om måneden.

Giv aftrækskanalen en lidt grundigere rengøring ca. 1 gang om året, hvor du, udover at fjerne støv og skidt med en langskaftet støvekost, tørrer lemmen af på begge sider med en fugtig mikrofiberklud opvredet i håndopvaskemiddel.

Læs alle fru Grøns rengøringstips

Fakta om Fru Grøn

Fru Grøn er selvstændig grøn konsulent inden for husholdning. Foto: Tommy Verting

Fru Grøn er selvstændig grøn konsulent inden for husholdning. Foto: Tommy Verting

  • Hedder rigtigt Anne Grete Rasmussen
  • Født i 1951
  • Gift med Jess Meyer sammen har de to voksne børn og 3 børnebørn
  • Bor i Sorø i parcelhus fra 1974
  • Uddannet husholdningslærer og master i sundhedspædagogik, tidligere projektleder hos Statens husholdningsråd
  • Selvstændig Grøn konsulent inden for husholdning
  • Rengøringsfilosofi: HOLD rent frem for at GØRE rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Kilder og henvisninger

Kilder:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab