Spørg Bolius

Sætningsrevner og skævt gulv - kan bygningen rettes op?

Kære jer på Bolius
Herhjemme er vi de heldige ejere af et parcelhus
fra 1965. I start 1970 bliver der bygget en tilbygning i forlængelse af huset. Tilbygningen er i samme materialer som det oprindelige hus og huser entré og to værelser.
Situationen er dog den, at tilbygningen synker. Stille og roligt over de sidste mange år.
Men nu er grænsen nået og det skal udbedres. Der er tydelig revner i fundament og på tagkonstruktionen. Murværket fremstår intakt.
Hvordan griber vi det an?
Hvor starter vi processen? Har du nogen fif til at begynde?
Gulvet i tilbygningen er også mærket og hælder betydeligt. Indvendige dørkarme er skæve og døre kan ikke lukke.
Vi venter spændte på at høre jeres svar.

Bedste hilsner Julie L

Kære Julie

Det lyder ikke så rart. Og tag det fra en som selv lige netop har fået underfunderet hans eget hus fra 1970. Her var det vinklen på huset/stuen der langsomt havde sat sig - så langsomt endda, at der ingen revner var i huset.

Du skal starte med at finde ud af hvordan jorden omkring huset er. Her kontakter du et geoteknisk firma, som laver et par jord-/boreprøver omkring huset, og muligvis også inde i huset. Dette skal du regne med koster mellem 25.000 - 40.000 kr. inkl. moms.

Når man så kender de geotekniske jordlag, kan der igangsættes udbedringstiltag. Der findes en række forskellige funderingsløsninger og muligheder, og det kommer som sagt an på jordlagene. Er der langt ned til de bæredygtige lag, er man typisk ude i at få nedbanket, vibreret eller boret nogle pæle. Disse pæle placeres enten uden på fundamenterne, eller direkte under fundamenterne.

Hvis der ikke er så langt ned til de bæredygtige jordlag, kan det være nok “bare” at grave ud under fundamenterne og forlænge fundamentets dybde (ned til de bæredygtige lag).

Andre gange kan man overveje om huset skal løftes - nu hvor man er igang. Der kan sættes donkrafte ind under huset, og så kan det faktisk løftes op på plads, hvorefter det “sættes” eller støbes fast.

Der findes et firma der er kendt for en injiceringsløsning, hvor de kan sprøjte en særlig “betonskum“ ind under huset og både understøtte det, men også løfte det(!)

Det er ret imponerede at opleve, at huset kommer op på plads, nærmest med et tryk på en knap. Her kan man også nemmere få gulvene med.

Det er relativt nemt at sikre fundamenterne, men gulve kan være svære at redde, da det blot er en stor betonplade på “blødt under”. Og nogle gange er det bedre at bryde gulvene helt op og starte forfra. Men det vil de geologiske undersøgelser vise.

Men… den slags arbejder er desværre dyre. Jeg fik ikke løftet huset, og det kostede alligevel 170.000 kr. inkl. moms. Det er ikke unormalt med den slags udgifter og det kan sagtens koste op mod 300.000-400.000 kr. eller mere. Det afhænger meget af de endelige løsninger.

Jeg håber I kan bruge mit svar. Held og lykke med det. 

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden