Se, hvordan Lærke bor: Livet er enkelt på 14 kvadratmeter

Hvis du kører ad de små, snoede landeveje på Fyn, gennem svingene med mark og skov til alle sider, havner du et sted, hvor du tænker, at du ikke kan komme længere ud på landet. Så kører du lige lidt mere. Derefter holder du ved Lærke Skyes 14 kvadratmeter lille hjem. Et såkaldt tiny house, hun selv har bygget, og som er omgivet af en frodig permahave med nytteplanter og spiseligt grønt, som hun selv har anlagt. 

Egentlig ligger stedet kun 20 kilometer fra Odense og kan altså ikke betegnes som voldsomt øde. Men her føles øde. Og stille. Med bølgende marker til alle sider og kun en enkelt nabo i nærheden – som i øvrigt snart flytter. 

Lærkes historie er lige så kringlet som vejen til hendes miniatureparadis. Men historien om, hvorfor hun havde lyst til at bo så enkelt som muligt, begynder omkring hendes 30-års fødselsdag. 

– Jeg havde en kæreste, der begyndte at tale om et hus på 150 kvadratmeter med græsplæne, og jeg fik åndenød. Jeg kunne mærke, at det slet ikke interesserede mig at slå mig ned i et kæmpe hus. Nogenlunde samtidig skete der det, at jeg faldt af en hest og fik en voldsom hjernerystelse. Jeg er uddannet revisor og havde arbejdet som det i mange år, men jeg var nødt til at skifte spor. Så jeg tog til Spanien for at finde ro. Planen var først to måneder, og pludselig havde jeg boet i Cádiz i 10 år, fortæller hun.

Tiny House er et koncept, man bygger efter over hele verden. Der er ikke en fast definition på det, men et typisk tiny house er mellem 10 og 40 kvadratmeter. Hver kvadratmeter skal udnyttes med praktisk og funktionsdygtigt inventar. Et tiny house skal stadig opføres efter planloven og overholde bygningsreglementet. 

Kilde: Social- og Boligstyrelsen

Lærte at leve enkelt

Livet i Spanien lærte hende at leve enkelt. Hun boede småt og tog småjobs: kommunikationsopgaver for hesteavlere, skrev rejseartikler for magasiner og rejsebureauer, malede og kalkede huse.

Hun tjente aldrig mange penge – blev nogle gange betalt med tomatplanter eller en kæmpe Iberico-skinke – men hun fandt ud af, hvor lidt man kunne leve godt for. Og hun lærte af de spanske bønder en masse om, hvordan man dyrker nytteplanter og får et stort udbytte med mindre ressourceforbrug. 

– Jeg fik så en kæreste, og vi blev enige om at finde et lille hus på Fyn. Vi ville begge have noget småt. Og så endte det med, at vi fandt denne grund og fik idéen til at bygge et tiny house. Vi havde dog ikke mere end sat rammen op til huset, så forsvandt kæresten ud af billedet. Jeg havde godt nok ikke bygget andet end et fuglehus, men jeg havde den indstilling, at det måtte jeg da kunne finde ud af. Så byggede jeg bare selv, fortæller Lærke med et stort grin. 

Et hus, der var to en halv meter på den ene led og otte meter på den anden, stod færdigt for otte år siden. Og det gav hende et selvtillidsboost, som hun stadig er helt høj over. 

– Jeg er i stand til at bygge mit eget hus. Jeg kan tage vare på mig selv. Det gav mig en fundamental selvtillid. Det var virkelig langt fra det kontorarbejde, jeg er uddannet til, siger Lærke.

Gik ikke som planlagt

En rejse i 2020 endte med, at hun sad fast i Portugal, og da hun endelig vendte tilbage til sit tiny house på Fyn, var huset blevet udsat for hærværk.Men Lærke besluttede sig for at tage kampen op og simpelthen bygge et helt nyt minihus. 

– Jeg havde også lært en masse af det første byggeri, så jeg kunne indrette det bedre og mere praktisk, fortæller Lærke. 

Så hun smøgede ærmerne op igen. Denne gang blev det et lidt mindre hus på 14 kvadratmeter, men nemmere at indrette med sine tre en halv meter på den ene led og fire meter på den anden. Det lyder ikke af meget, men for Lærke er det et palads. 

Når man sidder inde i det lille hus, mangler der faktisk ikke noget. En divan udgør både sofa og ekstra siddeplads. Spisebordet er et klapbord, så det ikke fylder uden for måltiderne. Sengen er en køjeseng, så der kan stå en stor kommode nedenunder, som kan rulles ud og fungere som skrivebord. Og i den ene side er der et nysseligt, lille køkken.

Kreative og praktiske løsninger

Udenfor finder man et muldtoilet i et skur. Og så har hun en udebruser, der fungerer perfekt om sommeren – mens hun tager bad i det lokale fitnesscenter om vinteren. 

– Det første hus byggede jeg udelukkende i genbrugsmaterialer. Men det var utrolig tidskrævende at lede efter de rette ting og at bygge ud fra, hvad jeg kunne finde. Denne gang har jeg bygget ud fra min idé og tegninger af, hvad der er mest praktisk i hverdagen. Alligevel har jeg været kreativ i at finde billige og bæredygtige løsninger, når det kunne lade sig gøre, fortæller Lærke. 

Kreativt, farverigt og hyggeligt er det lille hjem uden tvivl. Vægpanelerne er det gamle loft fra det første hus. Det fine tapet er købt på tilbud i Silvan. Nogle krydsfinérkasser med påtrykt skrift er splittet ad og brugt som sider til sengen og reoler på væggene.  

– Det tog to en halv måned at bygge og flytte ind. Men det er, fordi jeg har gjort alt selv. Selv de indvendige el-­installationer – for det må man gerne. Det er jo dybest set et isoleret skur, og havde vi været en hel flok til at bygge, var det gået endnu hurtigere.

Hverdagen ikke så anderledes

Hun mener heller ikke, at hendes hverdag adskiller sig fra mange andres. Faktisk er hun slet ikke den alternative økoveganer, som hun fornemmede, lokalområdet troede, hun var.  

– Åh nej, er det Thylejren, hun er ved at etablere? griner Lærke. 

Naboerne – altså de få, der er i nærheden – har fundet ud af, at hun bare er en kvinde, der kan lide fred og ro og elsker at bruge sin tid på haven i stedet for på oprydning og rengøring. 

Hun synes, det ville være alt for kompliceret at skulle være selvforsynende, og hun er ikke engang veganer eller vegetar, fordi hun ikke er god til at være fanatisk, som hun smilende fortæller. Hun har bare fundet sig til rette med sit eget selskab og kan lide at bruge sine hænder til at bygge eller grave i haven. 

– Førhen var jeg bange for at være alene. Der skulle hele tiden ske noget. Jeg kan da stadig også føle mig ensom, men det har ikke noget at gøre med, hvor jeg bor. Det er, fordi jeg ikke har mand og børn og har boet mange år i udlandet, så det kan være svært at opbygge en omgangskreds igen. Dybest set kan jeg bare godt lide at gøre, hvad der passer mig. Selv bestemme, hvad jeg bruger min dag på.Derfor nyder jeg at arbejde her i haven for mig selv. Har jeg ikke talt med andre i 14 dage, går jeg dog lige hen og får en sludder med naboen. Jeg skal jo heller ikke gå hen og blive for mærkelig, griner Lærke igen.

Permakultur er en sammentrækning af permanent agrikultur. Det går ud på at producere fødevarer lokalt – på egen jord eller i lokalsamfundet – på bæredygtig vis. 

Grundtanken er at få stort udbytte med en lille indsats og samtidig forbruge meget få ressourcer. Det vil bl.a. sige, at alle planter i haven skal have en nytteværdi – de skal altså kunne spises, tiltrække insekter, have gødningsværdi osv. Oftest dyrker man flerårige planter og bruger bl.a. bunddækkeplanter i stedet for at luge og forstyrre jorden. 

Kilde: permakultur.dk

Ingen kender fremtiden

Hun smiler og griner meget, selvom livet tydeligvis har givet hende nogle knubs undervejs. Og en stor del af årsagen lader til at være i, at hun bor, som hun gør – og ikke mindst i hendes kærlighed til det grønne. 

– Når jeg interesserer mig for noget, bliver jeg ultranørdet omkring det. Og sådan er det med permakultur. Da jeg begyndte at læse om det, var det bare: Aha, det er dét, jeg har gjort i alle de år. Også i Spanien. Det har simpelthen et navn. Og så har jeg researchet mere og mere på det, siger hun. 

– Jeg plejer dog at sige, at min kærlighed til permakultur handler om, at jeg er doven. Jeg vil have mest muligt ud af min have med mindst muligt arbejde. Derfor giver det meget mere mening med flerårige planter og med at man ikke skal luge og gøde kunstigt, men i stedet tænke i bunddækkeplanter og naturlig gødning. Man er nødt til at arbejde med naturen i stedet for imod den – den tanke falder bare i hak for mig, fortæller hun, mens hun viser rundt blandt flerårige kål, tomatplanter, frugttræer og bærbuske og fortæller, at meget af ukrudtet også kan spises. Og at roserne ikke bare er flotte, men også bliver til lækker saft. Så alt har – i permakulturens ånd – en nytteværdi. 

Spørger man Lærke, hvor hun er om 10 år, tyr hun dog endnu en gang til et stort grin. 

– Jeg har boet 45 forskellige steder i mit liv. Men nu har jeg boet her i otte år, så det fortæller, at her har jeg det godt. 

Men altså, siger hun og fortsætter: 

– Jeg leder ikke efter en kæreste, men skulle jeg finde en, må jeg bare sige, at dette hus ikke kan rumme to mennesker. Og hvis jeg falder og brækker hoften i morgen, vil det heller ikke fungere at bo her. Jeg er også stadig super rejselysten, og som en af mine veninder har sagt: Når jeg tager af sted, så ved man aldrig, om jeg kommer hjem igen.