Simone og Jens bor på en ø sammen med otte andre

Bølgerne klasker mod strandkanten. I læsiden høres frøkvæk, vibefløjt og lærkesang. Biler er der ingen af. Derfor heller ingen larm. Kun 20 huse spredt ud over en lille kvadratkilometer. Gamle, men velholdte og nydelige huse – omgivet af blomstrende frugttræer og kaskader af grønt.

Der er så idyllisk på Birkholm denne lune solskinsdag, at det næsten er uvirkeligt. Man får den der følelse af, at ingenting er vigtigt. Andet end at sidde lige her og nyde roen.

Den følelse fik 32-årige Simone Lotus Møller og 30-årige Jens Kjærsgaard-Rasmussen også for godt fire år siden. Bogholderen fra Sorø og sømanden fra Horsens, der havde mødt hinanden på havnerundfarten i København, hvor de var henholdsvis guide og bådfører, boede på det tidspunkt i en lejelejlighed på Valdemars Slot på Tåsinge. Men under corona var de ved at få pip og sejlede afsted i deres lille jolle for at overnatte i et shelter på Birkholm.

– Så blæste vi inde i tre dage. Vi kunne simpelthen ikke komme væk fra øen. Vi gik bare rundt og blev fuldstændig forelsket i den, fortæller Simone.

Barn, hus og færge

Parret – især Jens, der tog ud at sejle som 18-årig – har altid haft en stærk tilknytning til havet. Men at de skulle flytte ud på en lille, forholdsvis øde ø, lå ikke i kortene. Det var forelskelsen i stedet – og i hinanden – der fik dem til at træffe en impulsiv beslutning, som familie og venner ikke helt forstod.

– Vi fik mulighed for at leje et hus herovre, og så tænkte vi, det var risikofrit at prøve det af. 14 dage efter fandt vi ud af, at jeg var gravid. Og så var alle bare sådan: NU må I da droppe jeres skøre planer. Man kan da ikke bo på en ø med et lille barn. Men det kunne man for 100 år siden – så hvorfor ikke nu? spørger Simone, og knap et års tid senere kom det hus, de gerne ville have, til salg, og så skrev de under på en købsaftale. 

Da færgedriften fra Marstal til Birkholm nogenlunde samtidig kom i udbud, bød de ind på den og købte en ny færge til formålet. 

– Så en hyggetur i shelter endte altså med, at vi pludselig havde barn, hus og færge, fortæller Simone med et grin.

Fra 100 til 11 beboere

I 1950’erne boede der knap 100 mennesker på Birkholm. Nu er der kun 11 fastboende på øen og derudover en håndfuld trofaste feriehusejere, der bor her det meste af sommeren og mange weekender om vinteren. De 19 private ejendomme – alle uden bopælspligt – der er tilbage på øen, er dog meget eftertragtede. Der er sjældent noget til salg, og når der er, ryger det hurtigt. Simone og Jens følte sig derfor meget heldige, da de købte deres gamle murermestervilla fra 1947, og synes slet ikke, de er flyttet så langt væk fra alting.

– Man kan spørge sig selv, om vi er langt væk fra alt, eller om vi er tæt på det, der er vigtigt. Og så har det aldrig været nemmere at bo på en ø end nu. Man kan arbejde hjemmefra, vi har hurtigt internet og mobiltelefoner, og man kan bestille alt på nettet. Og så tager det altså kun 20 minutter til Marstal, hvor man kan komme videre til Rudkøbing med færgen. Har man en lille motorbåd, kan man sejle til Tåsinge på 10 minutter, lyder det fra Jens.

Både han og Simone mener også, at de fleste overdriver, hvor meget de egentlig bruger byens tilbud.

– Folk har været sådan: Hvad gør I, hvis I vil på café eller i biografen? Men hvor tit er det lige, man som travl børnefamilie får gjort sådan noget alligevel? Og vi kan faktisk sejle til Drejø på få minutter, hvor der ligger en fin kro, eller vi kan sejle til Ærø og få en is af de helt store. Men allerhelst vil vi dog gerne være her, hvor vi har tid til hinanden og til at se vores søn vokse op, fortæller Simone med et smil.

Blæst inde på øen

Hverdagen på Birkholm ligner ellers mange andres, mener de. Dog skal indkøbene selvfølgelig planlægges lidt nøjere – for der er ikke noget at gøre, hvis man om aftenen finder ud af, at man mangler en liter mælk. Færgen – eller postbåden Birkholmposten, som den hedder – sejler hver dag hele året, hvis vejret er til det, så man kan pendle på arbejde.

Indtil for nylig var Jens væk en måned ad gangen for at sejle slæbebåde, og så havde han en afløser på Birkholmposten. Men nu er han fuldtidskaptajn på parrets egen færge. Om sommeren sejler han mange turister til øen, men til daglig er det mest øens beboere, der bruger ruten. Blandt andet Simone, der to-tre gange om ugen tager ind til et kontorfællesskab i Marstal for at passe sit job som selvstændig bogholder.

– Jeg elsker at komme derind, men jeg elsker også at have friheden til, at hvis Max er lidt sløj eller træt, så SKAL vi ikke afsted. Så bliver vi hjemme, fortæller Simone.

– Mine yndlingsdage er faktisk, når vi er blæst inde. Så kan vi ikke gøre noget. Så laver vi varm kakao, eller jeg tager med Max ud og går på havbunden og samler orme, fordi vandet er blæst væk, supplerer Jens.
Det sker kun fem-ti dage om året, at de blæser inde. Det vil sige, at vinden blæser meget stærkt fra øst, så der bliver så lavvandet, at bådene – selv den meget fladbundede postbåd – står på maven og ikke kan sejle. Eller hvis det blæser mere end 24 m/s fra vest, så bølgerne er for høje.

– Andre ville måske stresse over det. Men jeg elsker simpelthen det med, at man bare kan sige: Nej, det kan jeg vitterlig ikke. Jeg kan ikke komme nogen steder, smiler Jens.

Vejret bestemmer alt

Skal de til fest på fastlandet, skal vejrudsigten nærstuderes, og logistikken planlægges. Bliver der lovet dårligt vejr, må de tage afsted et par dage før eller komme en dag senere hjem.

– Vi har friheden til at kunne tage de ekstra dage, det kræver. Det er et grundvilkår, at man er nødt til at indrette sig efter vejret, siger Simone.

Trods den allestedsnærværende ro og vilde, skønne natur, de er omgivet af, ligger parret dog ikke ligefrem på den lade side. Ja, de har tid til nærvær med deres søn, til at se hinanden dybt i øjnene, nærstudere fugle i haven og lave lækker mad. Men der hører også masser af knoklearbejde til at holde styr på en ø.

– Folk spørger, om jeg er begyndt at brodere, eller om vi spiller ludo hele tiden. Men vi er begge to selvstændige, har et lille barn, og ud over at holde et gammelt hus og en have skal vi så også vedligeholde digerne, ordne dræn, gøre forsamlingshuset rent og i det hele taget deltage i fællesskabet, som er nødt til at være stærkt på sådan en ø. Man får ikke lov at stå udenfor. Så vi er en aktiv børnefamilie, som de er flest.

Kvægprammen Yrsa henter storskrald

Den største forskel er nok, at vi har en stor fleksibilitet, som giver os muligheden for at stoppe op og se på sommerfugle og firben med vores søn, siger Simone.

Der er derfor langt flere plusser end minusser ved at bo på Birkholm, når man spørger Simone og Jens. Skal man se efter ulemperne, er det måske, at det tager lang tid og ofte er dyrere, når man skal renovere et gammelt hus, som de bor i.

– Folk finder på mange kreative måder at transportere byggematerialer herover. Nogle af vores naboer bandt fire kajakker sammen og slæbte materialer efter deres motorbåd. Der er også en godsaftale med færgen til Hjortø, Hjortøboen, man kan benytte sig af, fortæller Jens. 

– Vi får også kun hentet storskrald en gang om året, hvor kvægprammen Yrsa kommer forbi. Så når folk skifter et køleskab eller en sofa, får de først afhentet det gamle længe efter. Når man overtager et hus herovre, er det også med alt indbo, fordi det er besværligt for sælger at komme af med. Så vi brugte nok det første år på at rydde ud i ting og møbler i huset. Men at det er lidt mere besværligt at renovere eller anskaffe og komme af med ting, gør også, at man er mere tilbøjelig til at leve med et køkken, man ikke selv ville have valgt, siger Simone.

Ting tager tid – og det er godt

Hun har måttet arbejde meget med sit perfektionist-gen i forhold til både indretning og have, efter at hun er flyttet til Birkholm, men det synes hun faktisk har været meget sundt.

– Alting tager bare længere tid herovre. Det skal man vænne sig til. Men det er også en pointe i sig selv – og noget af det, der gør, at det er så dejligt at bo her, siger Jens.

Parret har ikke lagt 10-årsplaner, ligesom de ikke havde planlagt at flytte til Birkholm. Men de har bestemt ikke tanker om at flytte herfra. Om ikke andet er de nødt til at blive for at bevise, at alle skeptikerne tog fejl.

– Selv de andre fastboende på øen troede ikke rigtig på, at vi ville blive. Men nu, hvor vi har været her i tre år og ikke bare lejer, men har købt et hus – og en færge – så tror de vist på, at vi mener det, griner Simone.