Hvor skal Karla vokse op?

Det spørgsmål tænkte Jakob Kjærgaard en del over, da kæresten Signe Hylby var gravid med deres ældste datter.

Svaret blev serveret, da parret endnu en gang besøgte Anholt. Signe har et livslangt forhold til øen og havde ofte slæbt Jakob med derover. Det var et godt match. Sjældent havde Jakob oplevet en ro som den, der overmandede ham, når han trådte af færgen og begav sig ind på den lille, fredelige ø.

Kort om Anholt

Beboere: Ifølge Danmarks Statistik bor der 132 faste beboere på øen. 

Turisme: Det anslås, at øen besøges af 50.000 turister om året – langt størstedelen kommer om sommeren. Der er ca. 300 sommerhuse på øen.

Transport: Færgen til Grenaa sejler én gang om dagen, to gange om lørdagen. Det er også muligt at tage flytaxi. 

Huspriser: Et pristjek på boliga.dk viser et prisgennemsnit på 2 millioner kr. for en helårsbolig.

Transport: Én færge i døgnet fra Grenå til Anholt

Anholt er et særligt sted. Øen ligger isoleret midt i Kattegat, og det opdager man hurtigt. Her kender alle alle, der går én færge herfra i døgnet til Grenaa, og når solen går ned, erstattes dagen med den ubestridt mørkeste nat i landet, som ikke forstyrres af gadelygter og anden lysforurening. 

Alligevel havde Jakob ikke overvejet, at Anholt kunne være et sted at bosætte sig og stifte familie. Ikke indtil han sammen med sin dengang gravide kæreste gik en tur ved Sønderstrand. Her er ingen huse, kun klitter, hede og en lang, bred strand. 

På gåturen fik Jakob og Signe øje på to drenge i 3-4-årsalderen.

– De gik i deres egen verden og diskuterede. Der var ikke en voksen i miles omkreds, og det var helt fint. Der var ingen fare på færde. Det fik mig overbevist. Selvfølgelig skulle mine børn vokse op på Anholt, fortæller Jakob. 

Naturen på Anholt er rå og smuk.

Lidt flere beboere på danske småøer

Ikke længe efter rykkede Jakob og Signe og den nyfødte Karla fra Sjælland til Anholt, hvor de nu har boet i 12 år, og familien er vokset fra tre til syv medlemmer. Og familien Kjærgaard Hylby er ikke den eneste familie, der i disse år foretrækker livet på de danske småøer.

For første gang siden slutningen af 1990’erne har der nemlig to år i træk været stigning i befolkningstallet på de danske småøer, der tæller 28 øer. Samlet set er 44 personer rykket til øerne i perioden fra 2016 til 2018. Det svarer til én procent af befolkningstallet.

Fremgangen, som tal fra Danmarks Statistik viser, lyder måske ikke af meget, når man tænker på, at der nu i alt kun bor 4.527 mennesker på øerne – i stedet for 4.483 i 2016 – men faktum er, at en sørgelig udvikling endelig ser ud til tage af. 

Hvad er vigtigst – arbejde eller bopæl?

Anholt er dog en af de øer, som fortsat har det svært. Selvom det sker med jævne mellemrum, at folk flytter hertil, daler befolkningstallet fortsat.

Det hænger bl.a. sammen med, at det er tæt på umuligt at forene et liv på Anholt med en pendlertilværelse. 

- Hvis man har drømmen om at blive øboer, synes jeg ikke, der er nogen undskyldning for ikke at hoppe ud i det

Jakob Kjærgaard

Men at prioritere arbejde over bopæl er en forkert måde at indrette sit liv på, mener Jakob Kjærgaard.

Han oplever ofte, at folks professionelle liv står i vejen for drømmen om at blive en del af et øsamfund. 

– Nogle gange sker det, at folk dropper tanken om ølivet, fordi de ikke kan finde et arbejde, der matcher deres uddannelse og fag. Men man kan ikke forvente, at der er lige så mange jobmuligheder på en lille ø som i en større by, siger Jakob Kjærgaard, mens han sidder i sit hus i Anholt by, øens eneste by.

Da Jakob og Signe først flyttede hertil, rykkede de ind i et hus, hvor Jakob ikke kunne stå oprejst. Men han er ferm på fingrene, og i dag har de købt et større hus, hvor Jakob har bygget det meste selv.

Prøv en ø: Bo gratis i tre måneder

Du behøver dog ikke at kunne bygge dit eget hus for at bo komfortabelt på Anholt. Tværtimod. Med ordningen ”Prøv en ø” kan du bo gratis på øen i en prøveperiode på tre måneder.

Alligevel oplever flere, at det er svært at finde lejeboliger på småøerne. Der kan være rift om de fleksible boliger, fordi de færreste tør købe en ejerbolig, for tænk hvis man fortryder og gerne vil forlade øen igen. 

Enebær til Anholt Gin

Jakob har aldrig været i tvivl om sit valg, fortæller han, da han træder ud på terrassen for at tage imod kollegaen Thøger Dixgaard, der er rejst til Anholt fra sin bopæl i København.

Efterårssolen hænger højt over makkerparret og giver forhåbninger om godt vejr til de kommende dages arbejde: plukning af enebær. 

– Har du set, om enebærrene er gode nok? spørger Thøger.

– Gode nok? De er perfekte, forsikrer Jakob. 

De mødes for at finde ud af, hvad de skal sige under talen til aftenens plukkemiddag, hvor omkring 100 lokale og udefrakommende deltager. Plukkemiddagen holdes i forsamlingshuset for alle, der er med til plukkeugen, hvor det går ud på at plukke så mange enebær som muligt, så Jakob og Thøger kan destillere en masse gin.

De to har nemlig sammen skabt Anholt Gin. 

Under sloganet ”mindre pis, mere gin” har makkerparret kreeret en drik, som forhandles i hele landet, og som øboerne er stolte af. Gin-eventyret begyndte, da Thøger for en håndfuld år siden gik en tur i ørkenen på

Anholt. Klitter, strandvolde og sparsom plantevækst giver området en ørkenagtig karakter, der bidrager til Anholts unikke natur. Han studsede dog i særdeleshed over de mange enebærbuske, der voksede her. 

Gin fra Anholt kan give arbejdspladser

I sit daglige virke arbejder Thøger som musiker, og siden teenagedagene har han givet koncerter på Anholt. Lige fra første koncert udviklede han et nært forhold til øboerne og deres isolerede ø.

Selvom han det meste af sit liv har boet i større byer som Aarhus og København, har Thøger altid besøgt Anholt et par gange om året. Det har udviklet sig til et helle, hvor han til enhver tid kan forskanse sig fra storbyens stress og jag. 

Som årene gik, udviklede Thøger smag for alkohol, og i en lang periode var det især gin, der optog ham. Derfor vidste han, at hovedingrediensen i gin er enebær.   

Han kendte Jakob fra sine mange besøg på øen, og de blev hurtigt enige om at stifte Anholt Gin. Enebærrene blev jo alligevel ikke brugt til noget. 

– Ambitionen er at skabe arbejdspladser, og jeg tror på, at vi kan etablere to-tre årsværk inden for kort tid, siger Jakob og forklarer, at de inden for det næste år eller to planlægger at bygge et destilleri og en bar på havnen.

– Det kan potentielt set betyde, at tre børnefamilier kan flytte til Anholt, siger Jakob, der tror på, at en lokalt forankret virksomhed er den bedste måde at få folk til at flytte til øen på.

Udnyt potentialet på danske småøer

Samme filosofi findes hos Realdania, som opfordrer landets yderområder til at udnytte det potentiale, som allerede findes i området.

Det har de danske småøer i nogen grad fået øjnene op for. Samsingerne på Samsø dyrker for fx kartofler, og læsøboerne syder salt og holder en årlig jomfruhummerfestival. 

Alt ser dog ikke lyst ud for de små øer. Over en bred kam er befolkningen aldrende, mange af beboerne er langt over 80, og øerne er stadig udfordret, hvis man skal spå om de næste 20-30 år, vurderer Stine Jacobi, programchef i Realdania.

– Gin-projektet er et godt eksempel på, hvad der skal til for at starte en god udvikling på en lille ø, siger hun og peger på andre eksempler som øhuset på Sejerø, der er et samlings- og spisehus, øen har fået finansieret af netop Realdania.  

– Det er vigtigt, at man inddrager lokalbefolkningen og det stedbundne potentiale. Enebær forsvinder jo ikke, så det er oplagt at drage nytte af det, forklarer Stine Jacobi, men peger samtidig på en af Anholts store udfordringer: den tre timer lange færgerute fra Grenaa.

– Afstanden til småøerne kan være afgørende og kan afholde mange fra at flytte til øerne, siger Stine Jacobi. 

Afstressende at bo på Anholt

Netop færgeruten er grunden til, at Susan Svensson er flyttet til Anholt. For nylig fik færgen på Anholt nemlig en ny kaptajn, og det var Susan Svenssons mand, der fik jobbet.

– Jeg husker, at han kom hjem og sagde, at han overvejede at tage jobbet. Han har sejlet færge før og savnede det, fortæller Susan og serverer kaffe i sin have i Anholt by. 

- Det har været mageløst, som folk har taget imod os her på øen

Susan Svensson

Før boede hun i en lille nordjysk landsby. Hun læste lidt artikler om Anholt og blev overbevist om, at det var det rette valg at flytte. Hun arbejder som coach og kunne derfor tage sit arbejde med til øen, og det ville også være en fordel for børnene, som ville få en større frihed, end de havde været vant til i Jylland.

– Der var så megen køren frem og tilbage. Du laver ikke andet end at køre, når du bor på fastlandet, så min mand og jeg blev enige om at rykke videre og prøve noget helt andet. Det har været mageløst, som folk har taget imod os her på øen. Det er afstressende at bo et sted, der er så fredeligt.  

Efter at Susan er flyttet til Anholt, fornemmer hun endda en vis misundelse blandt veninderne.

– De kommer jo nok snart alle sammen herover, siger hun og griner. 

– Der er selvfølgelig stor forskel på at drømme om et simplere liv og rent faktisk at udleve det. Men jeg tror, at der findes mange danskere, der savner den nærhed, som man finder på små øer som Anholt, siger Susan. 

Slut med storbyens slid

Den vurdering finder man også hos forskningschef Hans Thor Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi).

– Der er givetvis flere mennesker, som er trætte af at slide i storbyen, og som derfor sælger deres bolig for at bo billigt, arbejde mindre og nyde livet på en lille ø, siger forskeren, der dog ikke mener, at småøernes problemer er løst.

– Man skal være opmærksom på, at meget få tilflyttere kan gøre en stor forskel i statistikken. Hvis vi er to, der flytter til Det Sydfynske Øhav, kan det jo ligne, at alle deres problemer er løst, siger Hans Thor Andersen, som også peger på, at unikke projekter som sydesalt på Læsø og gin på Anholt kan være faktorer, som skubber udviklingen i den rigtige retning.

100 kilo enebær klar til gin

Efter en lang arbejdsdag i ørkenen har Jakob og Thøger endelig fået båret dagens enebærhøst ned i værkstedet, der ligger for enden af Jakobs have. Høsten efteråret 2018 nåede langt over 100 kilo. I værkstedet sorterer Jakob de mange sække med enebær og gør dem klar til, at de senere skal bruges til at lave gin. 

Fra socialrådgiver til tømrer og skolelærer

Indtil videre er det en sideforretning, som Jakob finder plads til ved siden af arbejdet som skolelærer, pligterne i kystredningstjenesten, og når han ikke er sammen med Signe og deres børneflok på fem. Det er en noget anden tilværelse, end da han arbejdede som socialrådgiver, før han flyttede til Anholt. 

Mens Signe kunne tage sin profession som sygeplejerske med til Anholt, hvor hun i dag leder hjemmeplejen, kunne Jakob ikke bruge sin profession. Til gengæld kunne han blive tømrer, og i en årrække arbejdede han som selvstændig tømrer på øen.

Efterhånden som familien voksede, indså han, at der ikke var tid nok til at drive selvstændig virksomhed, så han tog kurser, der betød, at han kunne blive lærer på skolen, hvor hans fem børn udgør næsten halvdelen af det samlede antal elever. 

Jakob er ikke den eneste, der jonglerer med forskellige job, og han mener, at man må være fleksibel og se, hvad det er, øen har brug for af arbejdskraft, i stedet for den omvendte model, hvor man kun rejser, hvis drømmejobbet er ved destinationen.

– Jeg kunne ikke bruge min uddannelse på Anholt, men Anholt har jo sagtens kunnet bruge mig til en masse ting. Så hvis man har drømmen om at blive øboer, synes jeg ikke, der er nogen undskyldning for ikke at hoppe ud i det, siger Jakob, der ikke regner med nogensinde at flytte fra Anholt.

– Det får jeg nok ikke lov til af mine børn. Så har de jo ikke et sted at vende hjem til, når de en dag flytter hjemmefra.

Fremgang, men stadig modgang for de små øer

Småøerne i de danske farvande har længe måttet kæmpe med fraflytning og nedadgående befolkningstal. I de seneste 50 år er omkring 25 småøer endda blevet helt affolket, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men nu er udviklingen vendt. For første gang siden slutningen af 1990’erne har der nu to år i træk været fremgang i befolkningstallet på de 28 danske småøer. Ni øer har oplevet en fremgang. Det er Bågø, Drejø, Egholm, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Omø og topscoreren Orø, som har oplevet en befolkningstilvækst på 60 personer.

Sejltid skal være kort

Til gengæld er det også gået nedad for en række øer, heriblandt Anholt, Venø og Endelave. De øer, der oplever nedgang, har især ét fællestræk: Det tager lang tid at sejle derud – typisk 25 minutter eller mere. For de øer, der har haft fremgang, er sejltiden typiske kortere end 25 minutter.

Det er en faktor, som eksempelvis Samsø tager alvorligt. Her er man i gang med at etablere en hurtigfærge til Aarhus, der skal gøre det lettere at pendle til den jyske storby. 

Transport og familietilbud skal være i orden

Transporttiden er dog langtfra øernes største problem, ligesom det største problem sådan set heller ikke er, at folk flytter fra småøerne. Udfordringen er, at folk ikke lever evigt.

Mange af øerne har således en aldrende befolkning. Blandt de kommuner, der har den største andel af beboere over 60 år, ligger Læsø, Ærø, Samsø, Langeland og Fanø i toppen med over 40 procent af befolkningen over 60 år. Det er mere end dobbelt så stor en andel som i København og Aarhus.

Tilbud for børnene

Hvis folk skal rykke fra byerne til øerne, kræver det derfor, at infrastrukturen er i orden. Skoler, dagtilbud, arbejde, internet og andre obligatoriske ting skal være på plads, før en familie vover sig ud på øerne.

Det understreges af, at de øer, som har en skole eller et dagtilbud på øen, samlet set haft fremgang i befolkningstallet, mens de øer, som ikke har skole eller dagtilbud, oplever tilbagegang.