Nogle producenter anbefaler, at du tænder din emhætte på laveste sug 5-10 minutter før, du går i gang med at lave mad for at skabe en bedre udsugning. 

Det råd er der en del, der følger. En undersøgelse, som YouGov har lavet for Videncentret Bolius i september 2023, viser, at 17 procent tænder deres emhætte lidt før, de begynder at lave mad.

Men ifølge Teknologisk Institut er det ikke nødvendigt. Formålet med emhætten er at fjerne den luft, der bliver forurenet af mados, og derfor skal du tænde den, når du begynder at lave mad.

Hvordan får du det optimale ud af din emhætte?

I køkkenet er der stort behov for udluftning for at få fjernet både lugt og fedtstof i luften. Samtidig afgiver madlavning en stor mængde damp, som skal ud, så det ikke skaber et usundt og fugtigt indeklima. 

Det er derfor vigtigt, at du udnytter din emhætte korrekt og optimalt. 

Det er også en god idé at variere emhættens hastighed efter behov. En emhætte, der kører med fuld udsugning, bruger nemlig halvanden gang mere energi end en, der er tændt på laveste trin. Det er kun nødvendigt at benytte emhættens maksimale udsugning, når du koger eller steger mad, som lugter eller oser kraftigt.

Suger din emhætte ikke ordentligt, kan det skyldes, at fedtfilteret trænger til at blive rengjort, eller at aftræksrøret har for mange knæk, så det hæmmer funktionen.

Hvis aftrækket fra emhætten passerer et koldt loftsrum, skal du sikre dig, at det er isoleret. Ellers risikerer du at få kondensvand ned i emhætten eller fugt i tagrummet.

Sørg for frisk luft til køkkenet, når emhætten kører

Det er vigtigt, særligt i et moderne, tæt hus, at få tilført ny, frisk luft til køkkenet, så emhætten har mulighed for at skifte den beskidte luft ud. Hvis ikke den fjernede luft erstattes, vil emhætten ikke kunne udsuge tilstrækkeligt, men i stedet opbygge et større undertryk end ellers.

Luft kan tilføres gennem udeluftventiler i vinduer og vægge, og ellers kan du lade en dør stå åben fra køkkenet til et andet rum i huset eller sætte et vindue i køkkenet på klem, imens emhætten er tændt. Vinduet skal ikke stå på vid gab, men kun på klem, hvis man skal have det maksimale udnyttelse af emhætten. 

Du bør ikke åbne køkkenvinduer tæt på emhætten, når den er tændt, da det påvirker luftcirkulationen i rummet og ophæver de luftbevægelser, der skal til for at fjerne damp og os.

Skal emhætten være tændt efter madlavning?

Det er ikke sikkert, at emhætten har fået fjernet al den beskidte fugtige luft, når maden er klar til at blive serveret. Det afhænger blandt andet af din emhætte og af den mad, du har lavet. 

Derfor vil det være forskelligt, om du kan slukke emhætten med det samme, eller om du skal vente lidt, efter du er færdig med madlavningen. 

De gode emhætter hiver som regel al madosen ud med det samme, og så er der ikke behov for at lade emhætten stå tændt efterfølgende, for så smider du energi ud. 

Det kan være svært at vide, hvor effektiv din emhætte er. Du kan evt. følge den tommelfingerregel, at hvis der kommer en person på besøg udefra, skal vedkommende ikke kunne lugte, at der er blevet lavet mad. Så kan du godt slukke for emhætten. 

Guide: Få et godt indeklima i køkkenet

Træk musen rundt i køkkenet og få gode råd ved at klikke på de små billeder.