Spørg Bolius

Skal vi få lukket fugerne, så huset bliver tæt?

Hej Bolius

Vores parcelhus er et murstenshus bygget i 1967.

Vedlagte billede viser to af de huller i de lodrette fuger mellem murstenene, som der er i muren hele vejen rundt i 2. og 4 murstensrække. Murstenene er 11 cm bredde, men når jeg stikker en tommestok ind i hullerne, støder den først på en forhindring (plade) 14 cm inde. Så jeg tænker, at der er et hulrum mellem murstenvæggen og den "indre" vægkonstruktion på ca. 3 cm.

Jeg har følgende spørgsmål til konstruktionen:

  1. Var det en almindelig anvendt måde at opbygge husvægge på i 1960'erne? Og anvendes den stadigvæk?
  2. Hvilken funktion har hullerne i murstensfugerne? Og kan man spare på varmeregningen ved at udfylde hullerne med en isolerings"pølse" af passende diameter?
  3. Kan man udfylde hulrummet på de ca. 3 cm med et isoleringsmateriale? Og vil det i givet fald kunne spare meget på varmeregningen?

På forhånd tak for svar på mine spørgsmål.

Venlig hilsen Torben

Hej Torben

Jeg vil anbefale dig at få fat på de originale tegninger. 

Jeg er ret sikker på, at dine facader og murværk har dette, fordi der er tale om lette bagvægge - altså at murværket er en skalmur uden på bagvægge af en træelementer. 

Yderst på disse træ-bagvægge er der oftest en vindspærreplade (af forskellige typer). Det passer fint med de 3 cm ventilationsspalte, som der skal være, (i nogle lande anbefaler de hele 5 cm). 

Som du så næsten kan høre og regne ud, så vil det være en rigtig dårlig idé at lukke både hullerne og hulrummet, da det så vil nedsætte ventilationen af hulrummet bagved. 

Mange ved det ikke, men der kommer små mængder vand ind igennem et murværk. Og det gælder alt murværk, nyt som gammelt. Og derfor er det meget vigtigt, at der ventileres bagved, så der ikke går råd og svamp i trækonstruktionen inde bagved.

Fyldes der ud med isolering eller andet, så er der også risiko for, at dette kan lede vand ind mod træet. Særligt bundremmen er udsat der.

Du kan ofte finde de gamle tegninger på FilArkivWebLager Administration eller på DinGeo - Geodata på alle adresser i hele Danmark under dokumenter.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden