
Der er mange seniorbofællesskaber at vælge i mellem, men vær i god tid, for der er ofte lange ventelister. Arkivfoto: Steffen Stamp
Idéen om at flytte i et bofællesskab er populær blandt danskerne. Og der er ofte stor rift om dem.
Heldigvis er der kommet godt gang i byggerierne af seniorbofællesskaber. Fra 2016 til 2025 er antallet af boliger i seniorbofællesskaber næsten tredoblet – fra 4.400 til 12.775 boliger – mens antallet af seniorbofællesskaber i samme periode voksede fra 230 til mindst 442.
I 2024 var der mindst 427 seniorbofællesskaber og 12.370 boliger.
Det viser en kortlægning, som Realdania har fået foretaget af analysevirksomheden Methods.
Flere seniorbofællesskaber åbner i 2026
Udover de seniorbofællesskaber, der er bygget, er flere på vej. I 2026 forventes 9 nye seniorbofællesskaber med 230 nye boliger at åbne.
Rum og fællesskaber for ældre
Seniorbofællesskaber kan være med til at styrke sociale relationer og afhjælpe ensomhed, viser undersøgelser.
Realdanias indsats 'Rum og fællesskaber for ældre' arbejder med at udvikle og forbedre boformer og sociale fællesskaber, som kan fremme livskvaliteten i alderdommen.
Læs mere hos Realdania
Seniorbofællesskaber giver øget livskvalitet for de fleste
Siden 2016 har Realdania haft seniorbofællesskaberne som et fokus. Her blev indsatsen ’Rum og fællesskaber for ældre’ lanceret.
– Først og fremmest er det jo glædeligt, at udviklingen stadig går i den rigtige retning, og sådan skal det gerne fortsætte også i de kommende år. Hvert nyt seniorbofællesskab og hver ny bolig i et seniorbofællesskab betyder, at flere seniorer kan få glæde af alt det gode, man finder der med fællesskab, tryghed og livskvalitet, siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Undersøgelser viser, at 93 % af dem, der bor i et seniorbofællesskab, oplever øget livskvalitet, mens 76 % har fået bedre sociale relationer.
Men gevinsten ved at bo i et seniorbofællesskab kommer ikke af sig selv, og beboerne peger selv på, at der kan opstå misforståelser og konflikter, hvis der ikke er enighed om, hvordan fællesskabet ser ud, og hvad den enkelte beboer kan forvente sig af det.
– Det er ikke svært at forstå, det er populært at bo i seniorbofællesskab. Som beboer har du fællesskabet lige uden for døren, men når døren lukkes, får du også privatliv og egen bolig. Men det er et fællesskab, der forpligter. Som beboer er du en aktiv del af fællesskabet, og det skal du kunne se dig selv i, når du flytter ind, siger Stig Hessellund.
Skriv dig op i god tid, hvis du vil bo i et seniorbofællesskab
Hvis du ønsker at bo i et seniorbofællesskab er det en rigtig god idé at være ude i god tid. En undersøgelse fra 2020 viser, at der i gennemsnit står 34 personer på venteliste i hvert bofællesskab.
Jo før du skriver dig op til en bolig, jo længere fremme er du på ventelisten, når og hvis du en dag føler dig klar til at blive del af et seniorbofællesskab.
Hvordan finder du ud af, hvor der er seniorbofællesskaber?
I Danmarkskortet herunder kan du se, hvilke seniorbofællesskaber der er i Danmark i 2025.
Ved hjælp af det store overblik kan du finde frem til et bofællesskab i lige netop det område, hvor du kunne tænke dig at bo i din tredje alder.
Du kan også se, hvilke seniorbofællesskaber der er på vej.
| Etablerede bofællesskaber | Under opførelse |
Om Danmarkskortet over seniorbofællesskaber
Overblikket over seniorbofællesskaber i Danmark er udarbejdet af analysevirksomheden Methods for Realdania.
Der findes ikke et centralt register over alle seniorbofællesskaber, så overblikket er blevet til ved hjælp af søgninger i medieomtaler og en række relevante aktørers hjemmesider.
Der kan således være seniorbofællesskaber, som ikke fremgår af listen, ligesom nogle af oplysningerne kan være forældede eller forkerte. Du kan øverst i denne artikel se, hvornår Danmarkskortet senest er opdateret.
Hvordan findes jeg ellers et seniorbofællesskab?
Hvis du ikke finder et tilbud på kortet, der passer til dine ønsker, har du stadig flere muligheder.
Hvis du selv kender et bofællesskab, der tiltaler dig, kan du prøve at kontakte dem direkte for at høre, hvordan du får en fod indenfor.
Hold også øje i de kommuner, hvor du gerne vil bo. Kommunerne er ofte en del af samarbejdet omkring bofællesskaberne, og måske kan du finde det, du søger, på deres hjemmesider.
På Facebook, og måske andre sociale medier, kan du også finde flere grupper for bofællesskaber. Nogle grupper er for bofællesskaber, der søger nye beboere, og andre er for folk, der ønsker at skabe deres eget og derfor leder efter andre med samme tanker. Måske kender du – eller dine Facebook-venner – til nogle af disse grupper, eller også kan du forsøge dig med at søge dem frem – prøv fx at skrive "seniorbofællesskab" og det område, hvor du leder efter et fællesskab.
Der findes også dedikerede hjemmesider, hvor bofællesskaber kan annoncere for ledige pladser i fællesskabet. Her findes eksempelvis Bofællesskab.dk, hvor du finder en lang række forskellige bofællesskaber fordelt over hele landet.
Du kan også prøve at søge hos eller kontakte almene boligforeninger eller pensionskasser.


