Vægmaleri fundet under 16 lag tapet - hvordan restaurerer og bevarer vi den fine dekoration fra 1912?

Hej Bolius,

Billedet viser et vægmaleri - fundet under 16 lag tapet.

Det er ca fra 1912, hvor huset blev bygget. Er der nogen måde, hvorpå vægmaleriet kan 'bevares' - er der en teknik, et produkt eller anden metode, som jeg kan behandle vægmaleriet med, så det bevares og står klart?

vh. Vibeke

Kære Vibeke,

Al ære værd, at du vil bevare den fine dekoration. Men det strider mod god bevaringsteknik- og skik at satse på en beskyttende overfladebehandling og er ikke tilrådeligt.

Arbejdet med at sikre dekorationen er en specialopgave, som skal overlades til specialister – en farvekonservator, som vil kunne afgøre, hvilken maleteknik der er anvendt, herunder farvepigmenter og bindemidler.

Når det, sammen med dekorationens tilstand, er klarlagt, kan dekorationen ”friskes op” og sikres fremadrettet ved istandsættes af konservator, som fastlægger eventuelle løse og afskallende områder og med de relevante pigmenter og bindemiddel retoucherer på steder, hvor der allerede er sket afskalninger og derfor mangler dekoration.

Man skal være opmærksom på, at det er normalt, at de originale pigmenter kan have ændret farve ret markant ved de mange års afdækning af tapeter, og at farverne først vender rigtigt tilbage, når motivet har stået eksponeret for dagslys i et godt stykke tid. Det betyder, at konservatoren i første omgang skal sikre farvelagets stabilitet, og dernæst udføre sit retoucheringsarbejde, når farverne er vendt tilbage til deres oprindelige kulør. Herved undgås det, at områder med en for tidlig udført retouchering vil stå frem som reparerede områder, efterhånden som de originale farvelag gradvist genvinder deres oprindelige kulør og styrke.

Med venlig hilsen

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Bolius - et helejet Realdania selskab