Spørg Bolius

Vedligeholdelsesplan siger at skal taget skiftes nu, min miljøbevidsthed at det kan holde længere – kan overvågning med sensorsystem forlænge levetiden?

Hej Bolius

Vi har fået udarbejdet en tilstandsrapport for vores ejendom (24 ejerlejligheder) fra 1904. Ligesom ved den sidste gennemgang for 11 år siden påpeger arkitekten (den samme), at vores eternittag på sidebygningerne er "gammelt", "slidt", "repareret" og "mosbegroet", og at vi bør overveje at udskifte det. Der er tale om et Københavnertag: Eternit på den skrå flade, tagpap på den fladere". Se gerne vedhæftet billede med markering.

Argumenterne "gammelt", "repareret" og "mosbegroet" synes ikke i sig selv at være valide årsager til at udskifte. "Slidt " kan være en årsag, men hvad betyder det egentligt, og hvad vil man skulle se efter for at kunne forudse et snarligt problem?

Vil man kunne se slidtagen fra indersiden? Findes der videnskabelige metoder til at forudse, hvornår tagkonstruktion og tagmateriale ikke længere opfylder sit formål?

Som alternativ til en udskiftning kunne man forestille sig, at man kan levetidsforlænge ved at installere et sensorsystem, som løbende kan overvåge tagets evne til at holde vand ude? Findes sådanne systemer?

Når jeg spørger, er det ikke, fordi jeg vil udelukke, at vi skal skifte taget, men der synes at være en fremherskende tendens til, at alting bare skal skiftes ud "for en god ordens skyld og for at få ro i sindet" - også selv om punktvise reparationer kan have samme virkning og vil kunne klares for en brøkdel af prisen. Ligeledes er det jo ikke fordi, at man ved en udskiftning sikrer sig mod monteringsfejl og lignende, hvor resultatet således bliver det modsatte af det ønskede.

Som nævnt påpegede vores arkitekt for 11 år siden, at taget burde udskiftes, men vi valgte dengang at undlade dette (tagpappet blev dog skiftet) - og vi har altså ikke oplevet problemer med det i den mellemliggende periode.

Med venlig hilsen

Henrik

Hej Henrik

Som byggesagkyndig, der også laver en del vedligeholdelsesplaner, kender jeg udmærket denne problematik.

Man kan nemt komme med den konklusion, at taget er nedslidt og gammelt, og så senere læser man en tidligere rapport (måske endda ens egen) og ser, man sagde nøjagtig det samme for 10 år siden.

Men når det kommer til vedligehold, så siger jeg jo altid, at det jo er bedst at forebygge og skifte tingene, FØR det går galt! Men bortset fra det, så forstår jeg udmærket jeres tanker og vurderinger.

Eternitskifer nedbrydes langsomt, men sikkert, og udover de kan revne og forvitre kraftigt (og dermed blive utætte), så kan de også blive så porøse, at de opfugtes hele vejen igennem. Når fugten går igennem, begynder det at påvirke lægterne, de ligger på, sammen med selve tagrummet. Dermed kan man udover råd og svamp i lægterne, også få problemer med skimmelsvampe.

Mos (der skal mere til end det jeg kan se på billedet) kan godt løfte skiferpladerne en smule. Er der meget kraftig mos, kan mospuderne løfte så meget, at skiferpladen knækker, og dertil kan større lag af mos holde på fugten, som igen nedbryder skiferen.

Er skiferpladerne helt gennemfugtede, kan de få frostskader ved ja, længerevarende frost.

Så… de er måske ikke værre end som sådan. Men man skal så holde øje med sit tag. Og det er nemmere sagt end gjort med den type ejendomme.

Man kan dog godt montere en fugtmåler på bagsiden af taget, eksempelvis på en lægte, og så kan den give besked, hvis den skulle registrere fugt. Det kunne være en måler som denne fra BeResourceful: beresourceful.org

Det er ret smart.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden