Vi elsker at optimere vores bolig – men vi skal gøre det på nye måder

Hvis der er noget, der optager stort set alle danskere, så er det vores bolig. Det er her, vi tilbringer størstedelen af vores tid, og her, vi omgiver os med mennesker og ting, der betyder noget for os.

Undersøgelser viser, at vores tilfredshed med boligen har stor betydning for vores livskvalitet, og det samme har muligheden for at forme boligen efter egne ønsker.

– Vi er et folkefærd, som gør rigtig meget i vores bolig. Vi gør det ikke alle på samme niveau, men generelt set er vi glade for boligprojekter, og det er tydeligt, at det er tæt forbundet med idéen om et godt liv, siger Kristine Virén, der er arkitekt og formidlings- og kampagnechef i Realdania.

– Vi er alle sammen vokset op i en parcelhuskultur, og vi kender det fra vores forældre og bedsteforældre, at det med at få sin egen bolig og sætte sit præg på den var den ultimative danske drøm. Med parcelhusene kom mange fra lejeboliger ind i ejerboliger, hvor man havde bestemmelsesret, og det er noget, vi i den grad har manifesteret igennem mange årtier: Når det går godt, river vi væggene ned og laver køkken-alrum. Og når det går rigtig godt, så bygger vi til. På den måde har vi også set, at boligerne bare er steget og steget i kvadratmeter, siger Kristine Virén.

Flere kvadratmeter giver plads til flere ting. Og trangen til hele tiden at optimere vores bolig hænger ifølge Kristine Virén uløseligt sammen med, at vi lever i et forbrugersamfund, hvor vi realiserer os selv gennem ting, og hvor modetrends opfordrer til jævnlig udskiftning.

– Vi har vænnet os til, at alt i vores liv – også boligen – bliver moderne og umoderne, og det er jo også det, reklamer, magasiner og boligprogrammer nøder os til at handle ud fra. De holder os til truget og bekræfter os i, at vi bare skal blive ved og ved med projekt bolig, siger Kristine Virén.

Hun ser en modsætning i, at vi oplever et konstant behov for at optimere boligen, samtidig med at det er noget, som kræver mange ressourcer af os.

– Når vi ser på, hvor dyrt og besværligt det er at have byggeprojekter, er det lidt pudsigt, at vi stadig opfatter det som den direkte vej til mere lykke. Vi ved, at mange føler sig stressede og pressede i hverdagen, blandt andet i den fase af livet, hvor man både køber bolig og får børn og har en karriere og alt muligt, man skal gå til. Men alligevel er det også her, mange har gang i at bygge om og lave projekter, siger Kristine Virén.

Ifølge hende handler det ofte om en manglende tålmodighed med boligen, som ellers kunne komme os til gode:

– Vi stopper ikke op og ser på det ældre køkken eller væg til væg-gulvtæppet og siger: ”Det går sgu nok. Vi sænker lige skuldrene i det her hjem og giver det noget tid.” Her kunne der jo godt ligge noget livskvalitet i at sænke ambitionsniveauet for boligen og i stedet fokusere på for eksempel nærvær, tid til os selv og til bare at få pulsen ned.

En anden god grund til at se på vores ambitioner for boligen med nye øjne er, at der er et paradigmeskifte i gang inden for dansk boligkultur.

Dels står vores boligsektor over for en bæredygtig omstilling, hvor eksperter blandt andet ser på, hvordan vi kan undgå at overbelaste klimaet med nybyggeri ved at bevare og transformere de boliger, vi har. Dels er vores måde at leve og bo på i forandring, og derfor er der brug for at se vores boligidealer efter i sømmene. Det fortæller Mette Mechlenborg, der er seniorforsker ved Build – Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.

Hun står bag det igangværende forskningsprojekt ”Bo Godt”, som undersøger, hvordan danske boligidealer er blevet til, for derigennem at kunne et give bud på, hvordan fremtidens boligdrømme kan tilgodese både os og klimaet.

– I projektet ser vi på perioden 1930 til 1960, fordi den på mange måder minder om i dag: Samfundet var under forandring, nye familieformer var undervejs, man flyttede fra land til by, og der var mangel på materialer. Og samtidig var det i denne periode, boligen blev demokratiseret og tilgængelig for alle, og det moderne ideal om hjemmet blev udviklet, siger Mette Mechlenborg.

– Med parcelhuset blev demokratiseringen af det borgerlige hjem for alvor realiseret, og parcelhuset er på mange måder symbolet på det moderne hjemideal. Det er her, alle i familien, inklusive børnene, for første gang nogensinde får sit eget rum, hvor de kan lukke en dør. Og det er et sted, hvor man kan realisere sig selv materielt, fordi der er masser af rum, som jo skal fyldes op med ting, siger Mette Mechlenborg.

Et andet ideal, der blev bygget op sammen med parcelhuset og har præget vores bolignormer lige siden, er boligejerkulturen. Når man i undersøgelser spørger danske husejere, hvorfor de elsker deres hus med have, bliver det at eje sin bolig og selv kunne bestemme over den fremhævet som den allervigtigste årsag, fortæller Mette Mechlenborg:

– I vores boligkultur er der ikke noget bedre end at eje. Inden for boligforskning har man i mange år talt om en ”boligkarriere”, hvor du starter med en lille studiebolig, så lejer du en lille lejlighed, og når du får lidt flere penge, kan du flytte i det almene, for til sidst at opnå det ypperligste: at eje dit eget hus. Det er installeret i vores boligkultur, at det selvfølgelig er det, vi gør, og vi skal forklare os, hvis vi vælger anderledes: ”Hvorfor skal du ikke flytte ud af storbyen? Nu har du fået børn, skal du så ikke have hus og have?”

Barndomshjem. Stifte hjem. Hjemve. Vende hjem.

Vi bruger alle sammen ordet i en række sammenhænge, og som regel også om vores bolig. Men der er forskel på de to begreber, og den har en vigtig betydning for vores boligidealer, fortæller Mette Mechlenborg.

– En bolig er vi alle sammen enige om, hvad er. Vi kan definere om den er stor eller lille, hvad den koster, hvor den ligger og så videre, og en bolig er altid en bolig, uanset om nogen bebor den eller ej. Men et hjem er noget følelsesmæssigt, siger hun.

Et hjem kan ikke defineres ud fra de samme faste rammer, fordi følelsen af hjem er noget, der foregår inde i os og i måden, vi selv er til stede i et rum på.

– Noget af det, der kendetegner et hjem, er, at det bliver lidt usynligt for os.

– Det er et godt eksempel på, at det at have et hjem i høj grad handler om, at vi bliver fortrolige med vores ting og gror fast i dem. Hjem er et sted, hvor vi ikke behøver at tænke over tingene, men kan lukke øjnene, siger Mette Mechlenborg.

Hun beskriver fortroligheden som en positiv form for hjemmeblindhed og som en af de afgørende faktorer for, at vi slår rødder i en bolig og tager den til os. Men der er også en negativ side ved hjemmeblindhed, for vi kan gro så meget fast, at vi ikke ser, at det måske ikke længere er hensigtsmæssigt at bo, som vi gør.

– Vi lukker måske øjnene for, at vores store parcelhus med de kolde børneværelser, som børnene for længst er flyttet ud af, ikke længere passer til os. Eller for at vi har en have, som vi ikke længere kan overskue at ordne, siger Mette Mechlenborg.

– I dag kan det at eje en bolig nogle steder i landet være en stavnsbinding, fordi du ikke kan komme af med den, den dag du har brug for det. Og vi ser, hvordan unge og førstegangskøbere har mere end svært ved at komme ind på boligejermarkedet i byerne, fordi det er alt for dyrt. Der er gigantiske uligheder på boligmarkedet, siger Mette Mechlenborg.

Betyder det så, at vi skal sige farvel til alt det, vi hidtil har forbundet med et godt liv i en god bolig – for eksempel behovet for at have sit eget og sætte sit præg på det?

Nej, lyder det fra Mette Mechlenborg. Det ville være at skylle barnet ud med badevandet, og barnet skal vi holde fast i, mens badevandet skal ud.

– Vi skal blive bevidste om, hvad det er ved vores eksisterende boligkultur, som er vigtigt at tage med videre i nye, tidssvarende idealer. Hvad er de bærende søjler i den måde, vi bor på i dag? Det er ikke boligejerskabet i sig selv for eksempel, men idealet er kommet med et kerneprincip, som er enormt vigtigt for os, nemlig det at have et privat rum, hvor vi kan være os selv, siger hun.

– Det er en grundlæggende kvalitet i vores samfund i dag, at vi alle har et sted, som er vores eget, hvor vi kan lukke døren og udvikle og mærke os selv. Det betyder meget mere end hvor meget plads, vi har, og det skal vi holde fast i og have respekt for, når vi for eksempel taler om, hvordan vi kan dele mere i fremtiden.

Vi skal også holde fast i at rumstere i reden, selvom fremtiden helst skal byde på færre byggeprojekter. Det skal vi, fordi vi ifølge Mette Mechlenborg er en udpræget ’hjemkultur’, hvor det at slå rødder har stor værdi, og fordi vi som mennesker har brug for kunne handle.

– Et vigtigt element i forhold til at slå rødder er det her med at rumstere i reden – at gøre noget. Det er en aktivitet, som er enormt vigtig for os for at føle, at vi hører til i verden, og derfor skal vi ikke til at sige, at vi ikke må gøre noget som helst, siger hun.

I stedet skal vi se på, hvordan vi kan bruge behovet for at rumstere på en måde, der bidrager til en bedre verden, mener hun:

– Hvordan kan vi nå dertil, at vi ikke behøver at skifte badeværelset eller køkkenet ud, men i stedet kan rumstere ved at kaste os over noget andet, som giver mening for os? For eksempel at gøre vores lokalsamfund bedre, kigge mere over hækken og lave noget sammen med vores naboer, eller dele vores bolig op i to, så de kolde rum får liv igen.