Gardiner har været kendt siden antikken. Stof, der blev hængt op foran vinduer og døre eller brugt som en slags rumdelere. Det var dog i 1700- og 1800-tallet, at de blev særligt udbredte i Danmark – men kun i de pæne borgerhjem eller hos de rigeste bønder.

– Det var især i klunketiden, at man begyndte at gå op i at skabe en rar indretning med fokus på hygge og hulestemning. Og så havde man altså både florlette sommergardiner og tunge vintergardiner. Vinter-gardinerne var nogle, der også havde den praktiske funktion, at de kunne holde på varmen, fortæller Stefanie Høy Brink, museumsinspektør ved Københavns Museum.

Vintergardiner i tunge røde og grønne farver i 1800-tallet

I de pæne hjem var der ofte en portier – en slags dørgardiner. Og derudover havde man også gardiner for alle vinduer.

– Ofte havde man en fagmand ude til at hænge de tunge, draperede vintergardiner op i flere lag. I 1800-tallet var det den tunge røde eller grønne farve, der var moderne. Og man brugte uld, fløjl eller silke, forklarer Stefanie Høy Brink.

Almindeligt at skifte mellem sommer- og vintergardiner

Fra starten af 1900-tallet og hen til omkring 1950’erne blev gardiner allemandseje, og det var almindeligt og udbredt at skifte mellem vinter- og sommergardiner.

– Alle tog gardinerne til sig. Man havde dem måske ikke i alle rum, men oftest i stuen eller et andet præsentabelt rum i huset, hvor man ville skabe hyggestemning. Og så var det naturligt at skifte med sæsonen, fordi man om vinteren havde brug for tykke gardiner til at holde træk og kulde ude, lyder det fra museumsinspektøren.

Skift gardiner efter årstiden

Gardiner har fået et stærkt comeback i de seneste 10 år. Og selv om det stadig er de færreste, der skifter gardiner med sæsonen og har både sommer- og vintergardiner, så ser man stadig indretningsarkitekter eller gardinkonsulenter, som anbefaler det.

At skifte gardiner giver den æstetiske fordel, at du ret nemt kan skifte stemning og udtryk i din bolig efter årstiden – og den praktiske fordel, at du om sommeren kan have gardiner, der er designet til at holde sol og varme ude, og om vinteren har nogen, der er designet til at isolere og holde kulde og træk fra dør og vinduer væk (dog mest relevant i gamle huse, da nye oftest er velisolerede).

Her er eksempelvis gode råd til valg af henholdsvis sommer- og vintergardiner fra Sarah Woldridge Design (stor britisk gardindesign-virksomhed):

Sommergardiner:

  • Vælg lette gardiner i lyse pastelfarver i fx bomuld eller voile (lærredsvævet stof) eller nærmest gennemsigtige, hvide gardiner, der holder lys ude, men stadig giver privatliv.
  • Kombiner med mørklægningspersienner, der kan rulles ned og sikre nattesøvn i de lyse nætter – og som også kan rulles ned på særligt varme dage for at holde solvarmen ude.

Vintergardiner:

  • Vælg tykke gardiner i varme farver af eksempelvis uld eller velour.
  • Sørg gerne for ekstra lange gardiner, der lægger sig i en fold på gulvet, hvis det trækker ind ved gulvet fra en dør eller andre sprækker ved gulvet.
  • Vælg evt. mørklægningsgardiner, der væves i flere lag og er meget isolerende.
  • Du kan også vælge at hænge gardiner op i to lag. Et tykt gardin i varm farve yderst – og et let, luftigt inderst. Så kan du hurtigt skifte både udtryk og temperatur.

Kilde: Sarah Wooldridge Design

Vintergardiner blev droppet, da huse blev bedre isolerede

Fra 1960’erne og frem blev de danske boliger dog bedre isolerede, og udviklingen af varmesystemer gik stærkt. Derfor var det ikke længere så nødvendigt at skifte til særligt tykke gardiner om vinteren. 

– Det blev også set på som noget meget borgerligt at skifte gardiner. Derudover fik man persienner og andre ting til at skærme vinduerne med, fortæller Stefanie Høy Brink.

Gardiner er blevet trendy igen

Særligt i 00’erne blev gardiner helt yt. Den minimalistiske stil, de enkle møbler og de nøgne vinduer var moderne. Men fra 2010’erne og frem er gardiner igen blevet trendy.

– Gardiner har virkelig fået en renæssance. Vi bruger dem igen som en vigtig del af indretningen og til at understrege vores stil med. Men det er nu mest det, man kan kalde for sommergardiner, vi ser. Noget let og rart i hør eller bomuld, der kan skabe hotelstemning, siger Stefanie Høy Brink.

Nogle har mørklægningsgardiner, og tunge velourstoffer ses også, men deciderede vintergardiner eller varmeisolerende gardiner vil nok ikke komme på mode igen i Danmark.

– Vi har så velisolerede huse, at det i hvert fald ikke rent praktisk er nødvendigt med varme, tunge gardiner. Men det er jo ikke til at sige. Når man har energikrise, tyr man ofte til gamle husmoderråd, så hvis varmepriserne bliver høje igen, kan man måske godt opleve, at folk tænker i at skrue ned for varmen og op for tekstilerne, siger hun.