Virker gulvvarmen, hvis du lægger nye fliser ovenpå de gamle?

Kan du godt lægge et nyt lag fliser ovenpå de gamle i fx badeværelset, uden at det går udover gulvvarmen. Og koster det mere at varme 2 lag fliser op? Læs svaret her.

Gulvvarme kan godt virke under to lag fliser.
Gulvvarme kan godt virke under to lag fliser.

Ja. Det kan godt lade sig gøre at lægge nye fliser ovenpå gamle fliser og stadig have en gulvvarme, der virker.

Hvordan virker gulvvarmen med 2 lag fliser?

Hvis du har flere lag fliser ovenpå hinanden over gulvvarme systemet, påvirker det den tid, det tager at få varme i hele gulvet.

Med 2 lag fliser vil altså det tage længere tid, fra du sætter gulvvarme på, til du har en optimal udnyttelse af gulvvarmen, end hvis du kun har et lag fliser. Simpelthen fordi, der bliver en større masse, der skal varmes op.

Temperaturen er længere om at ændre sig, hvis du skruer op eller ned for gulvvarmen.

LÆS OGSÅ: Gulvvarme i nye gulve, fordele og ulemper

Koster det mere at varme op med 2 lag fliser?

Nej - den samlede masse bliver lidt større end før. Det betyder, at der lagres mere energi i gulvet under opvarmning. Energien bruges til at varme de nye fliser op. Energien forsvinder ikke, så gulvet holder sig tilsvarende længere varmt, efter at varmen er slukket.

Værd at vide:

Hvis dine gamle fliser er revnede, ujævne eller fugerne er faldet ud, når du går i gang med at lægge nye ovenpå, risikerer du hurtigt at få ødelagt det nye lag fliser. De vil muligvis knække af den samme grund, som ødelagde de oprindelige fliser. Knækkede fliser og løse fuger kan være tegn på, at gulvet ikke er stabilt nok til at ligge fliser på.

Selv med det ekstra lag fliser skal varmen fortsat kunne komme op igennem gulvet. Vær derfor opmærksom på, at det nye lag fliser ikke isolerer for varmen. Men et enkelt lag fliser fra eller til vil typisk ikke spille den store rolle.

Energimæssigt kan der dog spares penge med et nyt gulv frem for 2 lag fliser. Isoleringen er bedre i et nyt gulv og dermed energibesparende, og samtidig er der minimal risiko for vandskader og rørskader.

LÆS OGSÅ: Gulve i badeværelser

Vil du gerne have svar på, om en bestemt myte eller et husråd om hus og have virker, så skriv til tips@bolius.dk og fortæl, hvad myten eller husrådet går ud på. Vi kan ikke love at undersøge alle myter og husråd, vi modtager. De, myter og husråd, vi tager op, vil blive offentliggjort her.

Se alle tips og gode råd her

Bolius - et helejet Realdania selskab