10 personer deler et stort hus: Sådan lykkedes det tre generationer at flytte sammen

Tanken om at samle sine nærmeste omkring sig under samme tag. Drømmen om at dele hverdagens små og store udfordringer og sociale behov med dem, man har kær.  

Det er sød musik i manges ører. Men vejen dertil kan være lang og snørklet. Den forudsætter evnen, lysten og modet til at spille på flere strenge end de firkantede kasser, vi har indrettet vores samfund efter. Og den er fuld af overvejelser om, hvordan man finder melodien sammen – på tværs af generationer og værdier. 

Men det er langtfra umuligt, og når det lykkes, er det alle strabadserne værd. Det er de tre generationer Hansen/Jakobsen/Ginman, som har slået sig ned i en stor villa med udsigt i det centrale Roskilde, enige om. 

Tosomhed skulle blive til fællesskab

I mange år drømte husets ældste generation, lektor og forfatter Lisbeth Hansen og jazzmusiker Lennart Ginman, egentlig om at udskifte tosomheden i lejligheden på Vesterbro med et fælles boligkøb med gode venner. Så ville det udsøgte selskab være på plads, når de skulle i gang med at nyde livets sensommer. 

Det nåede at blive til mange snakke med vennerne om, hvordan man kunne dele have, huslån og værdier – og samtidig kunne trække sig lidt tilbage. Men der kom altid noget i vejen, så de afgørende skridt mod at realisere drømmen udeblev. Lisbeth opgav næsten idéen om ro og fællesskab uden for det altid sitrende Vesterbro, indtil emnet igen blev vendt med næste generation. 

– Vores døtre, Nina og Emma, og deres mænd, der begge hedder Rasmus, syntes, det ville give så god mening at flytte sammen. Vi har altid været tætte, og vi har altid boet i nærheden af hinanden. Det var jo skønt og dejligt, siger Lisbeth og smiler. 

Hvis man kan lide hinanden, skal det nok gå

Svigersønnen Rasmus Jessen Ginman, der er journalist, oplever, at langt størstedelen af hans vennekreds er mere tilbageholdende, når talen falder på at købe hus sammen med sine svigerforældre. Selv har han en pragmatisk og nysgerrig tilgang. 

– Man kan aldrig vide, om jeg kommer til at fortryde det en dag – og der var da også mange ubekendte i begyndelsen. Men hellere kaste sig ud i det og prøve det af end bare at kassere idéen. Så kunne jeg fortryde det resten af livet, siger Rasmus, mens han går rundt i den fælles have med de nyplantede hindbær- og brombærbuske, og lille Vibe sover i selen på maven. Foreløbig har han ikke fortrudt. 

Det har Lisbeth og Lennarts anden svigersøn og ejer af 2 Tommelfingre, Rasmus Juul Jakobsen, heller ikke. 

– Hvis man kan lide hinanden, bør det også kunne fungere, siger Rasmus. 

Fra hver sin opgang til hver sin etage

Som gift med Lisbeth og Lennarts datter Nina gennem syv år, havde han allerede deltaget i mange søndagsmiddage sammen med både Lisbeth og Lennart samt Emma og Rasmus, inden det fælles boligkøb kom på tale. 

Alle tre familier boede nemlig tidligere i hver sin opgang på Vesterbrogade, hvor den ældste generation jævnligt samlede klanen til søndagsmiddag. Nu bor de i det samme hus – på hver sin etage – hvor de kan låse døren og være sig selv.  

De har fælles have, hobbyrum, legerum, vaskemaskiner og gæsteværelse med udsigt over Roskilde Fjord og domkirken – samt fælles huslån og udgifter til fællesanskaffelser og vedligeholdelse af huset. De har skabt sig en base, hvor de som familier både kan være sammen og hver for sig.

• Få styr på de samlede indtægter, og lav et budget over forventede udgifter. På udgiftsdelen skal der være plads til realkreditlånet. 
• Gå til egen bank med budgetoverblikket, og spørg til jeres lånemuligheder. Husk: I skal altid kunne lægge 5 procent af husets købspris i udbetaling.  
• Ejendomsmæglere er typisk forbundet til en bank. Hvis ikke jeres egen bank vil låne jer, kan I spørge, om ejendomsmæglerens bank vil, eller I kan søge hjælp hos en uvildig. 
• Når man kommer med forskellig opsparing og indtægt, kan man tage højde for det i ejerforholdet – man behøver ikke at eje lige store dele af huset. Dem med størst formue kan bruge det til at lægge mere i udbetaling og derfor have en større ejerandel. Man skal dog være opmærksom på, at alle hæfter solidarisk for hele lånet – det kan ikke deles skævt op. Uanset hvordan man end byder ind med sine midler, bør man inddrage en advokat, så man sikrer, at alt er nedskrevet.  
• Når man er mere end to på et lån, kan Skats system ikke registrere det. Man skal derfor selv ind og registrere sine renter i forskudsopgørelsen hvert år.

Kilde: Janne Jochim, uvildig økonomisk rådgiver, Konsilium21

En gave, der bliver ved med at give

Livet i den 113 år gamle villa mellem Folkeparken og Byparken har foreløbig vist sig at være langt mindre kompliceret end ventet. 

– Det er lidt som en gave, der bliver ved med at give. Der er så mange tidspunkter i hverdagen, hvor man får en uventet hånd fra en af de andre. For Lisbeth og mig er der glæden ved at være så tæt på børnebørnene og fx kunne hente dem fra institution. Vores børn oplever, at de får mere luft i hverdagen – og for os er det en ren gevinst, fortæller Lennart. 

– Der kommer en tid, hvor I bliver gamle og måske syge, og så er det os, der skal passe på jer, siger Nina henvendt til sine forældre. Foreløbig er det ikke et scenarie, der lader til at nærme sig, som Lisbeth kører rundt på løbehjulet med børnebørnene Anna og Elin. 

Én ting var at finde det rette hus – noget andet har været at finde en god måde at leve op og ned ad hinanden på.

Vi ringer, før vi kommer på besøg

– Jeg er meget struktureret og havde forestillet mig, at vi var nødt til at organisere, hvem der gjorde hvad. I starten havde vi husmøder og maddage. Men meget hurtigt viste det sig at være overflødigt. Nu har vi kun én regel, og den lyder, at man ikke kommer uanmeldt ind hos hinanden, men ringer eller skriver og aftaler det først, fortæller Emma. 

Hun er tilbage fra sin barsel med Vibe på sit job som specialkonsulent hos DMI og nyder godt af at have bedsteforældre til at hjælpe om eftermiddagen med at hente Kaj fra børnehave. Hun byder til gengæld ind på anden vis – fx ved at bage en kage, som man kan samles om i haven om eftermiddagen. 

Både hun og søsteren Nina oplever det som en stor kvalitet, at deres børn kan nyde godt af hinandens selskab. 

– Børnene er meget tætte og har stor glæde af hinanden. Det er ikke lang tid siden, Elin troede, at Kaj var hendes lillebror, smiler Emma. 

– De giver hinanden så mange gode kompetencer ved at se og lære af hinanden – og af os. Vi kan nok heller ikke lade være med at opdrage på hinandens børn, hvis vi er alene med dem, men vi prøver ellers at lade være, fortæller Nina.  

Svært at finde kvadratmeter nok

Hun arbejder som underviser i dansk som andetsprog i København. Det er fint fortsat at have sin gang i hovedstaden, men hun savner ikke at bo der. 

– Vi har haft mange gode år i København, men efterhånden som vores piger blev større, blev også larmen for meget, siger Nina. 

I familiens fælles Facebook-gruppe ”Den store pakke” blev boligdrømmene delt, og særligt Emma var leveringsdygtig i konkrete boliger, familien skulle tage stilling til. 

– Det var en svær opgave at finde et hus, der var stort nok. Jeg søgte på Boligsiden og indstillede søgningen til flest mulige kvadratmeter. Men det var meget få boliger, der dukkede op og var store nok til tre familier – og som samtidig ikke var erhvervs­lejemål. Når vi spurgte ejendomsmæglere, kunne de fx henvise os til at slå nogle rækkehuse sammen, forklarer Emma. 

– Huset her i Roskilde var et af tre store huse, vi fandt gennem to års søgen, fortæller Emma om huset i Roskilde. Det var tillige nyistandsat og indrettet, som familien havde ønsket sig. 

– Her kan vi både være sammen og hver for sig, fastslår Emma, og Lisbeth nikker. 

– Når Lennart og jeg går ture i vores lokalområde, ser vi voksne, vi kan spejle os i – og ikke kun unge. Jeg oplever også, at folk engagerer sig mere i deres by. Det er dejligt, her er plads til forskellighed – ligesom i vores familie.

Et hus vælges med hjertet. Men jura og økonomi bliver ofte de afgørende faktorer for, om I får en god fremtid sammen i drømmeboligen.

De tre generationer af familien Ginman brugte to år på at søge efter en fælles bolig. Da de forventningsfulde skrev under på slutsedlen, kom endnu et benspænd, som kort tid efter betød, at de måtte lade handlen gå tilbage. De kunne ganske enkelt ikke finde en bank, der ville finansiere realkreditlånet for dem. 

 – Det er et typisk scenarie for de familier, der foretrækker at bo flere generationer sammen. De fleste oplever det meget besværligt, fordi loven eller bankernes regler og systemer ikke er lavet til flere end to CPR-numre, forklarer økonomisk uvildig rådgiver Janne Jochims fra Konsilium21. 

 Det var hende, der hjalp familierne med at finde frem til en bank, der ville have dem som kunder og formidle et realkreditlån med de seks voksne som ejere. Det var også hende, der vejledte dem i, hvilke konsekvenser de forskellige lånemuligheder havde. 

 – Når man er flere, der skal eje sammen, har man oftest forskelligt at skyde i puljen. Den ældre generation har tit mest, og det skal der tages højde for, ligesom der skal tages højde for, at det er muligt for et medlem eller flere at flytte, fortæller Janne Jochims.

Hellere sammen end hver for sig

Når rejsen til det store fælles hus for de tre generationer i Roskilde har været så lang, er en af forklaringerne, at der ganske enkelt er få familier, der ønsker at bo sammen. Derfor er der hverken lovgivning eller egnede boliger, der er indrettet til dette.  

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af voksne, der boede alene i 2023 – enten helt alene eller med børn – udgjorde knap 1,3 millioner af i alt 2,8 millioner husstande i Danmark. Antallet af familier, der flytter sammen på tværs af generationer, fylder så lidt, at de nærmest ikke optræder i statistikken.  

– Det er jo lidt paradoksalt. Ensomhed er et stort samfundsproblem, og alligevel vælger så få at leve som os, reflekterer Lennart. Han glædes dagligt over, at han og ægtefællen fik deres to døtre og svigersønner med på idéen om at flytte sammen. For efter at lånet først gik igennem, har kalenderen stort set kun været fyldt med hverdagsglæder. 

– Det handler meget om værdier, om at være åben, lytte og lære af hinandens kompetencer. Det gør vi, siger Lennart. 

Større omgangskreds og flere kompromiser

Selv har den professionelle jazzmusiker budt ind med, at alle skal lære at spille guitar. 

– Hvis du kan fire akkorder, er der så meget musik, du kan spille og glædes ved. Så det har jeg lært dem, fortæller Lennart, der selv lærer en masse af både de små børnebørn og af sine voksne børns venner, når de kommer på besøg og indimellem overnatter i det fælles gæsteværelse. 

– Det er endnu en fantastisk ting ved at bo på tværs af generationer. Din omgangskreds bliver større, men det kræver, at du er åben og villig til at indgå kompromiser, forklarer han.