1950'ernes murermestervilla

En murermestervilla fra 1950'erne er en robust, rummelig og velbygget villa i 1 ½ plan. Huset er bygget af røde eller gule mursten, har rødt tegltag og hvidmalet træværk.

Murermestervilla fra 1950'erne med rødt saddeltag af tegl.

Murermestervilla fra 1950'erne med rødt saddeltag af tegl. Foto: Lisbeth Holten

Hvad er en murermestervilla fra 1950'erne? 

En murermestervilla fra 1950'erne er en muret villa i 1 ½ plan med rødt saddeltag af tegl. 

Huset er meget afdæmpet i sit udtryk, men afspejler en stor kærlighed til dansk håndværkstradition og formgivning i mursten og tegl. 

Hvordan er arkitekturen i en murermestervilla fra 1950'erne? 

I 1950'erne drømte man efter 1930'ernes økonomisk sløje tider og 2. verdenskrigs tunge åg om en solid familiebolig, og det er lige præcis, hvad 1950'ernes murermestervilla er. 

LÆS OGSÅ: Mursten

50’er villa med røde mursten og saddeltag set fra siden.

1950'ernes murermestervilla er ofte enkel, velbygget og uden intention om at være nyskabende i stil. Foto: Lisbeth Holten

Murermestervillaen fra 1950'erne er en slags overgangsform mellem den klassiske murermestervilla fra 1920'erne og parcelhuset fra 1960'erne og 1970'erne. På den ene side har 1950'ernes murermestervilla meget tilfælles med 1920'ernes, hvad angår materialer og respekt for byggeteknik og håndværkertraditioner. På den anden side er den i forhold til nutidens familieliv mere funktionelt indrettet og mere nutidig i sit arkitektoniske udtryk. Oftest er den også mere enkel at bygge om og - til.1950'ernes murermestervilla er en meget økonomisk og stilfærdig hustype opført af traditionelle materialer. Villaen er mere enkel og funktionel i sin opbygning og indretning end murermestervillaen fra 1920'erne. 

I modsætning til det modernistiske hus har 1950'ernes murermestervilla ingen intention om at være nyskabende og moderne i sin stil. Der er tale om en solid, funktionel og familievenlig hustype.

Udsmykning 

1950'ernes murermestervilla er enkel og funktionel i sin stil. Der er ingen prangende pynt, men huset kan være udsmykket med fine, stilfærdige detaljer i murværket. Det kan fx være et lettere fremtrukket vinduesparti eller et dørparti, der er tilbagetrukket i forhold til facaden. 

I sjældnere tilfælde har huset lidt flere detaljer, fx i form af specielle vinduesformater i opholdsstue eller entré, overdækning ved hoveddøren eller skodder ved vinduerne. 

1950'ernes murermestervilla har i sin indretning tendenser af 1930'ernes funktionalisme, hvor husets daglige brug bestemmer husets indretning frem for æstetiske hensyn, mens lysindfald og udsigt er afgørende for vinduernes placering. 

Indretning 

Hvad angår indretning har villaen overtaget en hel del fra 1930'ernes funktionalisme. Det vil sige, at husets indretning er praktisk og bestemt af familiens daglige brug af huset snarere end af æstetiske hensyn.

Indbygget garage i røde mursten og hvidmalet trædør.

1950'ernes murermestervilla har tendenser af 1930'ernes funktionalisme, hvor husets daglige brug bestemmer husets indretning frem for æstetiske hensyn. Foto: Lisbeth Holten

Ligesom i murermestervillaen fra 1920'erne er villaen fra 1950'erne indrettet med stuer og køkken i stueplan og med værelser og badeværelse på 1. sal. Men hvor 1920'er-villaen har 2 helt ens stuer, har 1950'er-villaen som regel en stor opholdsstue og en mindre spisestue. Huset har også typisk en kælder, der oprindeligt blev anvendt til opbevaringsrum, viktualierum, fyrrum osv.

Læs mere om 1950’ernes murermestervilla hos Bygningskultur Danmark 

Hvilke materialer og byggeteknik er typiske for murermestervillaen fra 1950'erne?

Byggeteknisk er murermestervillaen fra 1950'erne en hyldest til murerfaget. I sin oprindelige form har huset følgende kendetegn:

  • Facader i blødstrøgne røde eller gule teglsten med lidt tilbagetrukne fuger
  • Et markant saddeltag oftest med røde teglsten og en forholdsvis stejl hældning på ca. 45 grader for at give huset en nogenlunde rummelig 1. sal.
  • Synlige, hvidmalede spærfødder, udhæng og vindskeder.
  • Fuld kælder. 
  • Hævet stueplan på grund af kælderen.
  • Trapper støbt i beton op til husets hoveddør og havedøre. Typisk med spinkle håndlister og gelændere (balustre) af hvidmalet jern.
  • Vinduer med forholdsvis store ruder, men ofte med en lille trækrude, der kan åbnes, så der kommer ventilation i boligen. Vinduerne har ofte 2 lag glas, der er monteret i hver deres ramme (enten i form af forsatsvinduer eller koblede rammer).
  • Hvidmalede døre og vinduer.
  • Kan have hvidmalede skodder. Skodderne er typisk til pynt og har ingen egentlig funktion.
  • Husene havde som regel centralvarme og varmt vand, toilet og brusebad.
Hvidmalet vindue i kvist på 1. sal.

Oprindeligt var al murermestervillaens træværk malet hvidt. Foto: Lisbeth Holten

Hvordan så haven til en murermestervilla fra 1950'erne oprindeligt ud? 

Haven i forbindelse med murermestervillaen fra 1950'erne er stort set lige så afdæmpet og velfungerende som huset. Haven var indrettet af den enkelte boligejer helt efter dennes ønsker og behov. 

Ofte var forhaven anlagt som en prydhave, mens baghaven var anlagt som nyttehave med frugttræer, frugtbuske og køkkenhave. 

Hvordan bliver murermestervillaen fra 1950'erne brugt i dag? 

Murermestervillaen fra 1950'erne er også i dag en rummelig og velbygget familiebolig.  

Udsnit af villa med røde mursten

Hvis tilbygning bliver nødvendig, er det en god idé at fortsætte husets afdæmpede stil i det nye. Foto: Lisbeth Holten

Selvom villaen er forholdsvis rummelig, kan en tilbygning være nødvendig. En mulig løsning er at bygge til i forlængelse af det eksisterende hus, hvis husets placering på grunden gør det muligt. Eventuelt kan tilbygningen forskydes lidt til den ene side i forhold til det eksisterende hus eller anbringes vinkelret på det. 

For at bevare husets karakter og afdæmpede stil kan det ofte anbefales at lave en enkelt udformet og afdæmpet tilbygning. Det kan være en god idé at videreføre det oprindelige materialevalg og arkitektoniske udtryk i tilbygningen. Og ellers fastholde de klare og enkle former, få men gode naturmaterialer og den enkle og gode proportionering, som er karakteristiske for hustypen. 

Ved istandsættelse af det oprindelige hus bør du også, så vidt det er muligt, bevare facadens blanke mur, og de få enkle detaljer i husets murværk - fx murede stik over vinduerne (de lodretstillede mursten, som holder det overliggende murværk).

Hvilke fordele og ulemper har murermestervillaen fra 1950'erne 

Fordele ved murermestervillaen fra 1950'erne

  • Huset er en rummelig familiebolig. 
  • Huset er robust og velbygget. 

Ulemper ved murermestervillaen fra 1950'erne

  • Huset har en alder, hvor det kræver en del vedligeholdelse. Især det malede træværk i tagudhæng og afslutninger som sternbrædder, spærender og vindskeder Blankt murværk kræver ikke særlig vedligeholdelse, men fugerne skal muligvis have et eftersyn. Reparationer i murværk bør altid foretages med omtanke i forhold til det grundige arbejde, der er lagt i facadens murværk – det gælder både i valg af sten, typen af fuge fugens farve og- murens forbandt (det mønster murstenene er lagt i).

Kilder og henvisninger

Kilder:

  • Bygningskultur Danmark
  • "Bag hækken - det danske parcelhus i lyst og nød" | Olaf Lind og Jonas Møller | Arkitektens Forlag 1996

Henvisninger:

Vi kan desværre ikke nå at svare alle kommentarer. Hvis du har et konkret spørgsmål, er du velkommen til at bruge vores gratis brevkasse Spørg Bolius. Hvis vi dog besvarer spørgsmål, er det bedst muligt ud fra generel viden og ud fra de oplysninger, du giver os, men husk, at et generelt svar aldrig kan erstattes af konkret rådgivning på stedet. Derfor kan Bolius ikke påtage sig ansvar for eventuelle konsekvenser ved at anvende svaret.

Indhold i denne artikel

Bolius - et helejet Realdania selskab