Akelejes lette løv bølger i vinden, der strømmer gennem staudebedet, og de smukke, farverige blomsterklokker nikker sagte under forårssolens første stråler. Fra april folder akeleje sig ud, og de næste mange måneder blomstrer den elegante staude i havens bede og krukker.

I denne artikel kan du læse mere om planten, der er eftertragtet på grund af sit smukke ydre, men også berygtet for at sprede sine frø til nær og fjern. Find blandt andet ud af, hvordan du skal så, plante og passe blomsten.

Fakta om akeleje

  • Farve: Rød, hvid, lilla, lyserød, gul og flerfarvede
  • Højde: 50-60 cm
  • Flerårig: Ja
  • Blomstring: April-juli
  • Såtidspunkt: August-september
  • Kan dyrkes: På friland og i krukker
  • Placering: Halvskygge eller sol i veldrænet jord
  • Spiselig: Nej

Akeleje – en elegant staude i haven

For enden af en høj stængel vipper den klokkeformede blomst med de små, runde blade. Akeleje, Aquilegia, er en staude, der forår og sommer blomstrer i smukke pastelfarvede eller kulørte nuancer, og med sin sarte elegance tiltrækker honningbier, humlebier og andre flyvende nyttedyr.

Den selvsående staude kan både dyrkes i bede og krukker, men uanset placering visner den ned i efteråret. Vinterdækning skal du ikke tænke på, for de fleste planter er flerårige og vinterhårdføre og skyder ufortrødent, når foråret vender tilbage. Den enkelte plante overlever ikke nødvendigvis mange år, men da den spreder sig ved frø, kan det opleves som om den samme plante skyder år efter år. 

Dog kan du opleve at blomsterne skifter farve fra år til år, da nogle sorter krydser med hinanden ved bestøvning. Vil du derfor være sikker på, at netop den sort, du dyrker, fortsat vil vokse i din have, skal du så på ny for at sikre, at planterne ikke kun forskønner staudebedet med en enkelt blomstring.

Akeleje blomstrer fra april til juli, og blomstringen strækker sig over 4-8 uger. Og det kan føles endnu længere, da blomsterne springer ud forskudt.

Såning og forspiring af akeleje

Akeleje kan både plantes som udvokset staude eller opformeres fra frø. Skal planten blomstre i foråret, skal du så frøene i sensommeren/efteråret, så de kan udvikles de næste måneder. Lægger du dem i jorden i foråret, vil de først blomstre et år senere, da den første blomstring finder sig i plantens andet vækstår. Vil du have mange akelejer, kan det derfor være en fordel at så to år i træk.

Såning i efteråret skal ske i august eller september, mens såning i foråret foregår i marts, april og maj. 

Frøene er mellem 4-8 uger om at spire, og du kan forspire dem i såbakker, der placeres lunt og lyst i vindueskarmen eller drivhuset, eller så dem direkte i haven.

Sådan forspirer du akeleje:

  1. Fyld en spirebakke med god såjord og placer frøet i en dybde på 1-2 cm.
  2. Dæk med et let lag jord og vand efterfølgende.
  3. Sæt spirebakken lyst og hold jorden let fugtig.
  4. Husk, at planterne skal overvintre frostfrit, hvis du sår dem i efteråret
  5. Når rødderne stikker ud i bunden af spirebakken, skal de omplantes til større potter. Gør det 1-2 gange, inden de plantes ud i havens bede eller krukker.

Hvorfor skifter akeleje farve?

Akeleje er en rigtig forårsbebuder, der lyser op i havens bede i et væld af farver fra de lyse hvide, gule og rosa til de mørke blå, lilla eller røde toner. Flere sorter er endda flerfarvede og bidrager derfor med et særligt farvespil.

Men du kan ikke være sikker på, at blomsterne har den samme farve i de følgende sæsoner – den kan nemlig skifte farve fra år til år. Årsagen er, at farven bestemmes af, hvilken blomst den bestøvende bi sidst har siddet i, inden den bestøver en anden. 

Flere sorter er farvestabile og vil sætte frø, der blomstrer med samme farve og type af blomster, men andre sorter kan krydsbestøve, og frøene herfra er derved en blanding af to med et farveskifte til følge. Vil du være sikker på at have den samme blomstring år efter år, skal du så frø fra samme frøkilde med et par års mellemrum.

Hvordan planter man akeleje i haven?

Akeleje er ikke kræsen, når det kommer til jordtype, men den foretrækker en muld, der er veldrænet, let og næringsrig. Særligt det sidste kan være en fordel at have in mente ved udplantning, for dyrker du stauden i næringsrig jord, skal du ikke gøde planten efterfølgende.

Stauden trives i fuld sol, men udplanter du på et sted med halvskygge, får den de bedste vækstbetingelser. Vær opmærksom på, at plantesygdommen meldug visse år kan blive en udfordring. Du forebygger angreb ved at plante akeleje et sted med kontinuerlig luftcirkulation eller sol.

Sådan planter du akeleje fra potte

  1. Grav et hul, der er stort nok til hele rodnettet.
  2. Løsn jorden i bunden af hullet, så rødderne bedre kan etablere sig.
  3. Vand grundigt og lad fugten trænge ned i jorden.
  4. Sæt stauden i plantehullet.
  5. Er rødderne meget sammenfiltrede, kan du skære 2-3 lodrette snit i klumpen, så de breder sig. Brug en skarp saks til at lave snittene 2 mm dybe.
  6. Fyld hullet med jord, så hele rodnettet bliver dækket, når stauden står stabilt.
  7. Tryk jorden sammen omkring planten og vand afslutningsvist

Vand den i tiden lige efter udplantning, hvis jorden ikke er fugtig, så den ikke tørrer ud. Først når den har etableret sig, kan den forsyne sig selv med vand og næring fra jorden.

Plant akelejer i krukker

En af årsagerne til, at haveejerne holder af akeleje, er, at den blomstrer, når forårsløgblomsterne falmer. Før havens andre stauder folder sig ud i juni og juli sørger akeleje for, at bede og krukker er kønne at kigge på. 

Akeleje bliver 40-80 cm høj, hvilket gør den til en god plante at dyrke i krukker. Her kan du nyde den en enkelt sæson og i efteråret flytte den til staudebedet, hvor den kan vokse mellem 2 og 5 år.

Planter du i en næringsholdig jord, skal du ikke give gødning. Derimod er det vigtigt, du vander 1-2 gange i ugen, så planten ikke tørrer ud. Er det meget varmt, kan du mærke på jorden, om det er nødvendigt at vande yderligere. Føles den tør i overfladen, skal du vande, hvorimod planten ikke mangler noget, hvis jorden er fugtig.

Udplantning af akeleje i krukker gøres på samme måde, som når du planter i havens bede. Den eneste forskel er, at du først må etablere et drænlag i krukken, så overskydende vand rinder væk og ikke samler sig omkring rødderne. 

Akeleje trives ikke i jord, der er konstant fugtig, så fyld de nederste  10 centimeter af krukken med småsten eller lecakugler. Læg herefter et jordlag , som du sætter stauden på, før du fylder krukken helt. Slut udplantningen af med vanding.

Er akeleje giftig?

Selvom man mener, at munkene i middelalderen brugte akeleje til medicinske formål, skal du ikke følge deres eksempel. Stauden er giftig, og skal derfor ikke indtages, men blot nydes med øjnene.

Akeleje smager i øvrigt også meget bittert.

Hvordan passer man akeleje?

Akeleje er en nem staude, som ikke har brug for meget pasning gennem sæsonen. Det er kun, hvis foråret er meget tørt gennem længere tid, at det bliver nødvendigt at vande. Ellers klarer den sig med regnvand og den næring, den selv suger fra havejorden.

Dyrker du akeleje i en næringsfattig eller sandet jord, kan det blive nødvendigt at tilføre næring 1-2 gange i løbet af blomstringsperioden i form af gødning. Gøder du med kompost, kan du lægge et lag ud på ca. 1 cm mellem stauderne i foråret. 

Skadedyr skal du heller ikke bekymre dig om, for det er kun venlige nyttedyr, der tiltrækkes af de smukke blomster. Sommerfugle, bier og andre smådyr summer i forårsmånederne mellem de blomstrende vækster, hvor de samler føde.

Til gengæld kan meldug give udfordringer, hvis det har regnet meget under blomstringen, dagtemperaturen har været høj og nattetemperaturen lav. Sygdommen viser sig som et hvidt lag, der lægger sig på blade og stængler. For at inddæmme angrebet kan du fjerne syge blade, når du ser dem. I langt de fleste tilfælde får det planten til at skyde på ny.

Spreder akeleje sig?

Lige så elegant akeleje ser ud, når den vipper i vinden med de klokkeformede blomster, lige så vild er stauden også. Den er nemlig selvsående. Det betyder, at den smider sine frø efter endt blomstring. Det følgende forår spirer de, men ikke nødvendigvis på det sted, planten stod året før. Vind og smådyr kan have flyttet frøene, så de nu dukker op helt andre steder i haven.

For nogle haveejere er det en fordel, at de ikke skal tænke på såning, men for andre er det en ulempe. Især, hvis stauden viser sig uønskede steder. Heldigvis er planterne nemme at luge væk i det tidlige forår.

Du kan forebygge spredningen ved at klippe de visne blomsterstande af eller samle frøene sammen og forære dem til venner og bekendte. Men husk, at du ikke altid kan vide, hvilken farve de nye planter vil blomstre med.