Spørg Bolius

Bad om et tilbud, håndværkeren udførte ikke arbejdet, men sendte regning - skal jeg betale for ingenting?

Hej Bolius

Jeg ringede til en lokal håndværker og informerede om vvs-arbejde, jeg gerne ville have et tilbud på.

Da vvs'erens svend dukkede op, ville han skifte min vandhane. Men jeg forklarede, at jeg ville have en pris på både noget vvs-arbejde, samt noget murer-arbejde.

Så svenden kørte igen, uden at have udført nogen opgaver.

Jeg har d.d dato modtaget en regning for to timer, fordi vvs-firmaet mener, at jeg havde bestilt arbejdet, uden først at få en pris/overslag. Noget jeg ALDRIG ville gøre, de vvs-arbejder, der skulle udføres, var ting, der særskilt skulle bestilles, og altså IKKE noget, der kunne udføres øjeblikkeligt.

Jeg ringede til firmaet og sagde, at de havde misforstået vores aftale. Men det ville firmaet ikke høre tale om, og truede mig med inkasso, hvis jeg ikke betaler regningen for to timer.

Hvad foreslår I, at jeg kan gøre?

Med venlig hilsen M B

Hej M B

Det var da en møg sag. Jeg har desværre ikke facitsvar på det. Men jeg vil sige, at begge parter står lidt dårligt, fordi der ikke er indgået en skriftlig aftale. En mundtlig aftale er dog også bindende, men det er bare så pokkers svært at bevise, medmindre man har optaget samtalen.

Jeg kan kun råde dig til at nægte at betale. Skriv dem en mail/brev, der forklarer din holdning, og hvad du har sagt til dem. Det undrer mig dog meget, at I kan have talt så meget forbi hinanden. Jeg kan godt forstå dem, at de har spildt to timer på noget, de mente, du havde bestilt.

Firmaet har for så vidt ikke pligt til at oplyse dig prisen, hvis du ikke spørger. Men det har de så måske lært nu. De er de professionelle, og det er dem, der ikke har forventningsafstemt korrekt, herunder sendt en ordrebekræftelse.

Held og lykke med det

LÆS OGSÅ: Tilbud fra håndværkere og håndværkeraftaler

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden

Vis resten af forsiden