Hvad er stenfrugt?

En stenfrugt er en kødet frugt, hvor den inderste del lige omkring frøet er hård – en slags kerne. 

Stenfrugter er bl.a.: 

  • Kirsebær
  • Blommer
  • Fersken
  • Nektarin
  • Abrikos
  • Valnød (ja, det er botanisk set en stenfrugt)

Bør man beskære kirsebærtræer, blommetræer, valnøddetræer og andre stenfrugter?

Som udgangspunkt har træer ikke brug for beskæring. Det er noget, vi mennesker har fundet på, så vi kan styre træets vækst, hvis det fx ikke naturligt har den ønskede størrelse eller form. Kun ved sygdom, skader eller for at forhindre fremtidig uhensigtsmæssig vækst, fx krydsende grene, kan beskæring foretages for træets skyld. 

Men når det kommer til frugttræer og stenfrugttræer, er de i de fleste tilfælde plantet for at forsyne os med lækker frugt. Og for at give den bedste høst, er der nogle gange brug for at beskære træerne, så frugterne får bedre forhold at udvikle sig i.  

Luft i trækronen kan nemlig være med til at forhindre udvikling af bl.a. svampesygdomme og virus i frugterne, og mere lys giver en bedre frugtmodning. Samtidig er det nemmere at høste stenfrugter som blomme, kirsebær, fersken, nektarin og abrikos uden at skulle trække en stor stige frem.

Beskæring af stenfrugt – hvad er det bedste tidspunkt?

For bl.a. kirsebær, blomme og andre stenfrugter er det rette tidspunkt til beskæring i sensommeren til det tidlige efterår – juli, august og september.

Stenfrugttræer er længere tid om at lukke sår efter beskæring, og derfor er det bedst at beskære dem, mens træet er i vækst. Derved kan træerne hurtigere lukke sårene og nedsætte risikoen for svampe- og virusangreb, der ellers kan få adgang til træerne via de åbne sår.

Samtidig er saftstigningen lav, og årstilvæksten, blomstersætning og frugtmodning helt eller delvist overstået. Derfor er det netop bedst i juli, august og september.

Hvordan skal stenfrugttræer beskæres?

Som udgangspunkt bør man beskære så lidt som muligt. Krydsende grene – dvs. grene, der rammer hinanden – kan fjernes, ligesom de grene, der vokser ind gennem kronen.

Er træet beskåret før, vil der sikkert også være en del vanris, som er helt lige og ofte meget lange skud uden frugter, som bør klippes af.

Har du et ønske om, at træet skal have en vis form eller størrelse, skal beskæringen foregå løbende, efterhånden som træet vokser sig større over en årrække. Dermed undgår du at skulle fjerne for store grene senere.

Er træet stukket lidt af, eller har stået forsømt nogle år, kan det have brug for en større beskæring eller udtynding i kronen for at skabe bedre forhold for udviklingen af frugter. Her er tommelfingerreglen, at du højst må fjerne, hvad der svarer til en tredjedel af den samlede kronemasse. Skal der fjernes mere, bør det gøres over flere år.

Hvad skal jeg beskære træerne med?

Du bør bruge de rette redskaber til beskæring. Det kan være en:

  • Beskærersaks
  • Grensaks
  • Grensav. 

Brug dem alt efter, hvad du skal beskære, og hvor tykke grenene er.

Redskaberne skal være vedligeholdte. En skarp beskærersaks og sav efterlader et renere snit, der har lettere ved at vokse sammen.

Sådan gør du:

Ved at beskære på den rette måde hjælper du træet til at komme sig hurtigst muligt. Følg disse råd:

  • Klip eller sav grene helt inde ved stamme, gren eller i en grenvinkel og undgå tapper. Vær dog opmærksom på ikke at skade grenkraven, som er den udposning, der er omkring det sted, en gren vokser ud fra. Grenkraven hjælper træet til at lukke såret efter beskæring, da den i løbet af nogle år vil vokse ud over såret og lukke helt af.
  • Fjern ikke for store grene, da de efterlader store sår, der er længere om at hele. Hvis det kan undgås, bør du ikke klippe eller save grene af, der har en diameter over 5 cm, til nød op til 10 cm. Undgå helt at fjerne grene, der har en diameter der er over en tredjedel af stammens tykkelse. Er det helt nødvendigt at fjerne grene over denne størrelse, bør de beskæres ad flere omgange over flere år, hvor man det første år fjerner størstedelen af grenen, og et par år efter laver et rent og endeligt snit. På den måde giver man træet en chance for at nå at lukke af for de værste svampeangreb.
  • Skær lange og tunge grene af ad flere omgange. Så undgår du, at vægten fra grenen, river barken i stykker på den blivende gren eller stamme. Lav fx en 3-trinsbeskæring.