Hvis du har flere friske valnødder i din have, end du, egern og fugle kan nå at spise, er det en god idé at tørre dem. Men gør det rigtigt, for ellers mugner de eller skrumper ind.

Hvornår er valnødder modne?

Valnødder begynder at modne omkring midten af september, når den grønne skal sprækker. De kan plukkes frem til slutningen af oktober.

Hvis den grønne skal let går af, er nødden moden. Sidder skallen fortsat så fast, at der skal arbejdes lidt med at få den af, er valnødden ikke moden.

Saml valnødder op straks efter, at de er faldet ned for at undgå for megen snavs og risiko for mugdannelse.

Spis ikke valnødder med mug

Spis aldrig valnødder med mug, da det kan være sundhedsskadeligt – kassér dem, hvis der er mug indeni nødderne.

Hvordan renser du valnødder?

Inden du begynder at tørre valnødder, skal du tjekke, om der er mug udenpå dem, da de nemt kan blive angrebet af mug. Fjern mug udenpå skallen ved at skylle skallen i Atamon (som indeholder natriumbenzoat, E-211, der hæmmer væksten af skimmel- og gærsvampe samt visse bakterier).

Hvis den grønne skal stadig er på, kan du lettest fjerne den ved at lægge nødderne i et varmt rum (20-25 ºC) eller tæt på en radiator. For nogle valnøddesorter åbner de grønne skaller sig på træet, så nødderne falder direkte ned på jorden.

Typisk er valnødder snavsede og våde, når de samles op. Skyl dem derfor i varmt vand fra hanen, så skidtet bedre løsner sig, og skrub dem evt. med en neglebørste. Brug handsker og husk at fjerne alt det grønne frugtkød

Læg derefter valnødderne et par minutter i varmt vand tilsat Atamon for at forebygge svampeangreb. Efter badet lægges de til afdrypning og tørre på en rist.

Hvis nødderne er tørre, men lidt beskidte, kan du måske nøjes med at børste jorden af dem, efter at du har tørret dem indenfor, og før du hænger/stiller dem til opbevaring i et køligt rum.

Læg nødderne direkte til tørre, hvis nødderne er helt rene og fine.

Syltede valnødder, valnøddeboller og valnøddesnaps

Udover at spise valnøddekerner rå, kan du bruge valnødder til en hel masse andre ting.

Syltede valnødder er en af de mest populære opskrifter. På under en time kan du lave dine egne syltede valnødder, der kan holde sig i flere måneder på køl, og bl.a. nydes sammen med ost. Du kan også spise dem sammen med fx skyr, yoghurt, is og bær.

Valnødder kan fx også bruges til hjemmelavet valnøddesnaps, valnødder i honning, valnøddepaté, valnøddepesto og som ingrediens i valnøddebrød og valnøddeboller. Du kan også lave dine egne saltristede valnødder.

Hvordan tørrer du valnødder?

Inden du lægger valnødderne til tørring i flere dage, er det vigtigt, at de er helt tørre udenpå.
Gennemblæs valnødderne med varm luft, fx med en hårtørrer, eller læg dem i et enkelt lag (fx på en avis, en bagerist eller i en bakke/kasse) i et varmt rum som et fyrrum.

Valnødderne kan også anbringes ovenpå oliefyret eller over en radiator, men der må max. være 35-40 °C.

Efter 5-7 dage tæt på oliefyret eller en radiator skulle valnødderne gerne være brune og smage som tørrede valnødder.

Knæk et par nødder og kontrollér, om de er tørre nok indvendig. De skal være sprøde at bide i, hvis de er gummiagtige, er de ikke tørre nok endnu.

Du kan også tørre valnødder i en ovn på 100-120 °C i ca. 7 minutter på hver side.

Hvordan opbevarer du valnødder?

Efter tørring kan nødderne holde op til to år, hvis de opbevares køligt ved 2-4 °C.

Opbevar valnødder på denne måde:

  1. Kom nødderne i en kurv, et net eller en aflagt nylonstrømpe.
  2. Hæng dem op/stil dem et luftigt og køligt sted fx under et halvtag, i en carport, et køligt soveværelse, gæsteværelse, entré eller i et spisekammer.

Du kan også fryse valnødderne ned. Knæk valnødderne og tag kernerne ud, og kom derefter valnøddekernerne ned i fx en boks eller en pose og læg dem i fryseren. 

Hvilke dyr spiser valnødder?

Mange planteædende dyr elsker nødder, der er en rigtig protein- og fedtbombe. Specielt dyr, der ikke går i hi eller trækker til andre lande om vinteren, har brug for energien fra nødder om vinteren, hvor planterne ikke producerer frø og frugter.

Valnødder er imidlertid en for hård nød at knække for mange dyr, og de kan også være for store at slæbe med for fx mus. Men bl.a. egern, rotter, krager, råger og skovskader kan komme ind til valnøddekernerne – fuglene slipper dem fra stor højde, så skallen kan blive knust.

Kilde: Marie Roland, Naturstyrelsen