Når du har plantet en hasselbusk, går der ca. 6 år, før du kan begynde at høste hasselnødder fra den. I starten kan en hasselbusk give 2-3 kilo hasselnødder om året, og senere kan du høste helt op til 15 kilo.
Når hasselnødderne er modne, kan du spise dem med det samme, men du kan også tørre og gemme nogle af dem. Men gør det rigtigt, for ellers skrumper de ind.
Hvornår skal du plukke hasselnødder fra en hassebusk?
Normalt bliver hasen, den grønne bladkrave rundt om nødden, løs i slutningen af august, hvorefter de saftige, grønne/lysebrune nødder kan høstes en måned frem.
Nødderne skal sidde på busken, til de både begynder at blive gulgrønne på hasen, skifter farve til lysebrun og bliver løs i hasen.
Hvis de selv begynder at falde ned, er det en god idé at lægge et lagen ud under busken. Ryst grenene, så flere nødder falder ned.
Kunsten er at plukke nødderne sent, men inden de løsner sig helt og falder ned – og inden havens dyr snupper dem.
Hvilke dyr spiser hasselnødder?
Mange planteædende dyr elsker nødder, der er en rigtig protein- og fedtbombe. Specielt dyr, der ikke går i hi eller trækker til andre lande om vinteren, har brug for energien fra nødder om vinteren, hvor planterne ikke producerer frø og frugter.
Det betyder, at bl.a. disse dyr har hasselnødder som en del af deres kost:
- Egern
- Mus
- Rotter
- Mejser
- Spætter
- Krager
- Råger
- Skovskader.
Samtidig kaster nøddesnudebillen sig over hasselnødder. Billen lægger æg i umodne nødder først på sommeren, og i sensommeren er ægget blevet til en udvokset larve, der gnaver sig ud af nødden.
Kilde: Marie Roland, Naturstyrelsen
Hvordan tørrer du hasselnødder?
Når du har plukket hasselnødder, kan du enten spise dem friske, eller tørre dem. Friske nødder holder i ca. en uge i stuetemperatur uden behandling.
Bred nødderne ud på et lagen eller en avis og lad dem tørre 1-3 uger i et ventileret, tørt og varmt sted som fx et fyrrum. En god ventilation forhindrer gråskimmel i at ødelægge nødderne.
Test løbende nødderne under tørringsprocessen ved at knække og smage på dem. De må nemlig ikke tørre så meget, at de skrumper ind. Når du synes, kernen ser tilpas tør ud/smager ’tør’ nok, skal nødderne herefter opbevares køligt og tørt.

Høst hasselnødder fra din hasselbusk i august og september, når de er modne. Foto: Berit Rørbøl
Hvordan opbevarer du hasselnødder?
Kom nødderne i en aflagt nylonstrømpe eller et net (fx appelsinnet eller en kartoffelsæk) og hæng dem op et luftigt og køligt sted som under et halvtag i fx en carport, et køligt soveværelse, gæsteværelse, entré eller i et spisekammer. Ved at hænge dem op musesikrer du nødderne. Ryst nettet ind i mellem for at undgå mugdannelse.
Pas på, at hasselnødderne ikke får for meget frost, hvis du opbevarer nødderne udendørs, da frost ødelægger kernerne.
Tørrede nødder holder sig længst ved at ophænge dem i et net på et tørt og godt ventileret sted ved en temperatur på omkring 15 °C. Ved varmere temperatur vil kernerne langsomt tørre ud. Ved lave temperaturer under 10-15 °C angribes nødderne let af gråskimmel og rådner derved nemt.
Du kan også fryse hasselnødderne ned. Knæk hasselnødderne og tag kernerne ud, og kom derefter hasselnøddekernerne ned i fx en boks eller en pose og læg dem i fryseren.
Hvor lang tid kan hasselnødder holde sig?
Hvis de er opbevaret optimalt, kan hasselnødder fint holde sig et år.
Længere tids opbevaring kan være lidt vanskelig, da alt for tørre forhold får nødderne til at skrumpe, mens for fugtige forhold giver svampeangreb.
Indtørrede, 'gamle' nødder kan (i skaller) udblødes i vand i tre døgn inden brug. Herefter bliver de næsten som friske.