Kan man selv dyrke havtorn i Danmark?

Ja, du kan sagtens dyrke havtorn i din have.

I forvejen gror Hippophae rhamnoides, det latinske navn for havtorn, som stammer fra Asien og Europa, flere steder i Danmark.

De smukke, sølvgrå buske trives bedst i let, sandet jord, og du finder dem oftest langs kyster og klitter, hvor salte vinde blæser gennem planternes nålelignende løv. Derfor ser du dem tit ved sommerhuse, hvor ejerne har plantet buskene som tætte hække, der både skaber læ og leverer friske bær sidst på sommeren og i begyndelsen af efteråret.

Kan man spise friske havtorn?

Ja, man kan godt spise friske havtorn. De orangegule, spiselige frugter nydes enten friske eller lavet til marmelade, grød, smoothies eller kager.

Havtorn er kendt for deres syrlige smag, og netop derfor er de lækrest tilberedt med sukker eller i selskab med andre frugter. Vil du mindske de bitre noter, kan det have en effekt at fryse bærrene, før de spises.

Hvordan dyrkes havtorn?

Der er forskel på havtorn: Nogle sorter er meget hårdføre, og kommer let igennem vinteren, mens andre må bukke under for en streng vinter, hvis de står meget udsat for den kolde vind. 

Når du planter den løvfældende busk, er det oplagt at give den forhold, der minder om dem, den naturligt vokser under. En sandet jord med et højt indhold af humus skaber gode betingelser for planten, selvom havtorn kan dyrkes i stort set alt havejord. Det er kun en meget leret jord, der giver udfordringer, og som derfor må tilføres rigelige mængder af sand før udplantning.

Havtorn har brug for fuld sol, hvis de skal trives, så vælg gerne en placering uden skygge. Udplanter du i en læfyldt have, skal du være opmærksom på, at buskene let kan vækste til en højde på 2-3 meter. Det kan have betydning for, hvor du kan sætte planterne, medmindre du vælger at beskære drastisk i de kommende år.

Du skal både plante han- og hunplanter, hvis du vil høste hjemmedyrkede havtorn. Planten er nemlig tvebo, hvilket betyder, at den ikke kan bestøve sig selv, men har brug for en af hvert køn, før den sætter bær.

Hvornår planter man havtorn?

Det bedste plantetidspunkt er i efteråret, hvor jorden er fugtig og lun efter sommeren. 

Kan du ikke nå at plante havtorn i september og oktober, kan du sagtens gøre det i de resterende af årets måneder, så længe der ikke er frost i jorden. 

Planter du i foråret, skal du være opmærksom på, at det kan blive nødvendigt at vande meget, så solen ikke udtørrer de unge bærbuske.

Hvordan planter man havtorn?

  1. Sæt de enkelte planter i spande med vand, så rødderne kan suge væde til sig før udplantning.
  2. Grav imens et plantehul, der er så stort, at rodklumpen kan være i det og samtidig flugte med jordoverfladen.
  3. Løs gerne jorden i bunden af hullet, så rødderne kan få fodfæste, og sæt derefter planten i hullet. 
  4. Fyld 2/3 af hullet med jord, vand grundigt og dæk resten af hullet, når vandet er sunket.
  5. Tryk jorden fast omkring planten og slut af med at vande.

Hvad gør havtorn godt for?

Med deres høje indhold af vitamin A, B, C og E kan havtorn klassificeres som et af havens sunde bær. Samtidig har de et højt indhold af fedtsyrer og olier, som er godt for kroppens helse. Derfor er bærret også ved flere lejligheder blevet udråbt som superfood.

Vanding og gødning af havtorn

Havtorn suger selv den næring fra jorden, de har brug for, så du skal ikke gøde havtornebuskene. På deres rødder sidder knolde, som er besat med kvælstoffikserende bakterier, der gavner planten, og gør den selvforsynende med næring uden din hjælp.

Vanding skal du kun bruge tid på, hvis det er meget varmt og solrigt, for etablerede planter tåler tørke. Lige efter udplantning er det imidlertid vigtigt, de ikke tørrer ud, og de første to år, du har havtorn i din have, skal du vande, når jorden omkring planten ikke føles fugtig.

Havtornens frugter er ikke bær, men derimod nødder omgrænset af de kødfulde, opsvulmede blomsterbunde, også kaldet en falsk frugt. 

Hvordan beskærer man havtorn?

Drømmer du om en stor høst år efter år, skal du finde beskærersaksen frem. Bærrene udvikler sig ikke på gamle grene, og efter 2-3 år bliver udbyttet mindre, hvis ikke du beskærer de ældre grene, så nye kan vinde frem.

Du kan med fordel beskære havtorn i forbindelse med høst, for på den måde er det lettere at plukke bærrene af grenene, der er besat med stikkende torne. Når du årligt skærer de gamle grene væk, får du flere unge, som holder busken sund og højt ydende.

Grenene må ikke skæres af helt inde ved stammen. Lad et stykke sidde tilbage, som planten kan udvikle nye grene fra, og husk samtidig, at buskene ikke må klippes helt ned, da det kan medføre, at de går ud.

Hvornår og hvordan høster man havtorn?

Sidst på sommeren og i begyndelsen af efteråret er havtorn i sæson, og de sunde bær modner i løbet af august og september. I oktober og november kan du stadig være heldig at plukke fra buskene, hvis fuglene endnu ikke har spist hele udbyttet.

Det er ikke nemt at høste de syrlige, orange bær, som vokser på tornebesatte grene. De modne bær moses let, når man forsøger at plukke dem. Læg derfor et stykke stof eller lignende under grenene inden høst og ryst så bærrene af. 

En anden metode er at klippe grene af i forbindelse med beskæringen og lægge dem i fryseren til næste dag. Efter en tur på frost løsner de sig relativt nemt, og du kan let banke bærrene af grenene uden at rive dig på tornene.