Billedgalleri: Birgittes gang blev til smykkeværksted

Da Birgitte og hendes familie for 6 år siden overtog en villalejlighed i 2 etager, var de enige om, at den store gang kunne udnyttes bedre.

Birgitte er smykkedesigner og så straks spildpladsen i gangen som en mulighed for at få sit eget lille værksted i privaten.

Tanke blev til handling. Og ved hjælp af få materialer fik familien på egen hånd forvandlet et stykke af gangen til en lille arbejdsplads.

Udnyt pladsen til en hjemmearbejdsplads - sæt en skydedør op

Gangen havde i forvejen en del døre og for at undgå endnu en, blev løsningen i stedet at opsætte skabslåger på skinner. De fungerer som skydedøre. På den måde slap familien også for at sætte en helt ny væg op.

Skabslågerne har desuden den fordel, at de stjæler mindre gulvplads, end en dør ville gøre, når der er åbent ind til værkstedet.

Og når arbejdsdagen er slut, kan der let rulles for, så rodet på værkstedet gemmes væk.

Sørg for gode opbevaringsmuligheder

Birgitte har i forvejen et værksted ude i byen, men hun nyder også at kunne arbejde hjemme. Derfor var det ideelt at udnytte gangens plads.

Værkstedet er ikke mere end 6 m2, men passer lige til Birgittes behov. De 2 vigtigste ting for hende var: Rigeligt med bordplads og opbevaring.

I stedet for skabe består skrivebordet af køkkenmoduler fra Ikea med skuffer, da tingene på denne måde er mere praktiske at komme til.

Bordpladen er i eg. Et helt bevidst valg, da den er robust og samtidig kan slibes ned, hvis den bliver for slidt.

Hver en lille m2 er udnyttet i det lille værksted, selv over de små vinduer står der kasser til opbevaring.

Indret praktisk

LÆS OGSÅ: Sprøjtemidler

En god idé er at tænke praktisk, når du indretter. Sørg for at have de ting, du ofte bruger, inden for rækkevidde.

For Birgitte er det vigtigt, at værktøjet er nemt at komme til. Derfor har hun hængt værktøjet op på bl.a. magnetskinner.

For at sikre de bedste arbejdsstillinger kan Birgittes arbejdsstol desuden justeres i højden, alt efter hvad hun laver.

2 vinduer til trappeopgang giver lys til hjemmearbejdspladsen

Arbejde kræver lys, og i små rum kan det ofte være sparsomt med lyskilderne. Specielt, hvis det er et rum, der ikke oprindeligt var tænkt ind i husets plantegning, da det blev bygget.

I Birgittes smykkeværksted er der fundet en elegant løsning på det problem. Der er nemlig 2 små vinduer i væggen, som vender ud mod trappeopgangen til 1. salen. De sikrer dagslys og gør, at det lille rum ikke virker klaustrofobisk.

Udover de to små vinduer har Birgitte desuden loftslys og en god arkitektlampe, som hun kan flytte rundt alt efter, hvor der er behov for ekstra lys.

Mangler vinduet, så sæt et op

De to små vinduer var allerede i gangen, da Birgitte lavede smykkeværkstedet. Men er du ikke så heldig, kan der ofte let sættes et vindue i væggen mellem 2 værelser.

En fordel ved et indendørs vindue er, at det ikke behøver være et velisoleret termovindue. Du kan derfor sagtens vælge et smukt, gammelt vindue, hvis det passer bedre til husets stil.

Har du ikke selv erfaring med opsætning af vinduer, kan det være nødvendigt med håndværkerhjælp.

Om Birgitte Thomsen

Birgitte har en uddannelse som grafiker. En baggrund, der kommer til udtryk i hendes smykker, som er holdt i en enkel stil.

Hun benytter primært sølv til sine smykker, men kan også lide at arbejde med forskellige materialer såsom gummi, læder og plexie.

Birgitte er med i butikssamarbejdet VaerkStedet på Nørrebro og har selv hjemmesiden shoopshop.dk.