Spørg Bolius

Blafrende dampspærre i nybygget hus, skal vi leve med den larm?

Hej Bolius

Vi har for præcis tre år siden overtaget et nybygget hus fra større Typehusfirma. Vi har været glade for hele processen og resultatet.

Desværre oplever vi nu at dampspærren inde i vores køkkenalrum (med skrålofter og akustikplader) "blafrer" når vi åbner og lukker døre. Det skete allerede fra starten af - men det var så sjældent at vi ikke tænkte videre over det.

Vi har talt med byggefirmaet om at det er da ikke rigtigt - men deres svar er at det var sådan man lavede den slags i 2016. Dvs de ikke mener at have en mangel at udbedre. Kan det være rigtigt at man i et nyt hus skal leve med et loft der knitrer som en plasticpose?

Vi har genboer der har bygget med et andet firma og her endte de med at pille hele loftet ned og montere et lag gips bag deres akustikplader og på den måde fastgøre dampspærren fuldstændigt...

Kan I hjælpe med et svar på om det er bygget efter forskrifterne. Vi vil jo nødigt stå fx i forbindelse med et fremtidigt salg og skulle give afslag af denne grund :-(

På forhånd tak!

Jes

Hej Jes

Jeg hører det oftere og oftere nu om huse der har problemer med ”blafrende dampspærrefolier”. Der skulle efter sigende være tale om ganske høje lyde kan jeg forstå, og ikke bare en lille mislyd. Og med de vinde vi efterhånden har her i landet, så er det nok ikke et problem der forsvinder af sig selv.

Typehusfirmaet kan ikke bare afvise denne mangel. At dampspærren hopper og blafre hver dag, vil slide unødigt på dampspærrefolie, og dermed risikerer I at den bliver utæt på sigt. Hertil kommer den daglige gene. I skal derfor insistere på, at manglen skal udbedres.

Jeg har hørt om forskellige løsninger, med alt lige fra at blæse lidt isoleringsgranulat ind via små huller, til at åbne lofterne helt eller delvist. Nogle har haft held med at ligge rørskåle ind, (rørisolering) til at fastholde dampspærrefolien – enten oppe fra eller nedefra.

Problemet med udbedringen er, at det ofte bliver lidt omfattende, da der ofte er tale om større områder.

Men det duer ikke, og de må lave det om, (hvis I spørger mig). De kan ikke afvise det, her kun tre år efter. Det var noget helt andet, hvis I kom med problemet på det 10.+ år.

Held og lykke med det.

Med venlig hilsen

Kilder, henvisninger og metode

Spørg Bolius: Dette er et brevkassesvar fra Videncentret Bolius’ gratis brevkasse. Her kan alle stille et spørgsmål om deres bolig. Emnet undersøges og besvares af en uvildig fagekspert med ekspertise på netop det emne. Spørg Bolius her.

Alle bidragsydere:

  • Morten Mathiasen, ekstern fagekspert

Aktuelt på forsiden