Fakta om BMX-banen

Størrelse: Banen dækker et areal på ca. 200 m2 og har en længde på omkring 100 meter med hop og forhindringer.  
Pris: Ud over en del mandetimer har familien kun haft udgifter til leje af en lille gravko et par weekender.

Som dreng kørte Niels Østergaard BMX-cykel, og interessen er i dén grad gået i arv. Ikke bare til de tre børn Oliver, 17, Emily, 15, og Lydia, 11, men også til hustruen Liz Berry. Hele familien kører i dag i Københavns BMX Klub og rejser Europa tynd i ferierne for at deltage i internationale konkurrencer, herunder EM og VM. Her har børnene gennem årene høstet flere fornemme titler. 

Hjemme på ejendommen i Gl. Lejre får cyklerne ikke lov til at samle støv, for på den 2.500 m2 store grund er der anlagt en imponerende BMX-bane, hvor hele familien træner hop, teknik og balance. 

BMX-bane anlagt selv med gravko og knofedt

Niels og Liz anlagde banen i 2015 over et par weekender ved hjælp af en lille gravko. Den ekstra jord til at forme volde og hop er blandt andet kommet fra en trampolin, der skulle graves ned.

– Det er vigtigt, at banen bliver formet rigtigt, og det kræver kendskab til sporten. Også selvom vores bane er over fire gange mindre end en officiel konkurrencebane, fortæller Niels. 

Banen vedligeholder familien jævnligt med skovl og rive. 

Pumptrack omgiver bålplads og havesæt

Banen er en såkaldt pumptrack, hvor BMX-rytteren kan komme frem ved at pumpe eller hoppe på cyklen uden at træde i pedalerne. En svær teknik, som er genial at øve på banen. 

Et af svingene giver desuden plads til en bålplads, mens et havesæt står midt i banecirklen, hvor der vokser græs. På den måde falder den store bane ind i havemiljøet. 

Banen bruges til spurt og teknik

Børnene bruger banen til flere ting. De træner på den som opvarmning før spurttræning, og ellers træner de tekniske detaljer. 

– Og så er den fantastisk at gå ud på for lige at få pulsen op. Især Oliver kan godt sidde lang tid foran computeren og spille, og så er det en god måde at få afveksling fra skærmen og komme ud på banen, hvor energien bliver genopladet, siger Liz. 

BMX-anlægget tiltrækker også en del venner, som ellers ikke lige har mulighed for at prøve kræfter med sporten.