Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed.

Det udtryk kender de fleste, og det betyder, at en boligs beliggenhed er det absolut vigtigste, når folk ser på ny bolig.

Og der er noget om snakken. I en YouGov-undersøgelse fra ejendomsmæglerkæden home og Realkredit Danmark fra 2018 siger klart flest, 58 procent, af de adspurgte, at de ville prioritere beliggenhed, hvis de skulle købe en anden bolig. 

Det ses bl.a., når købere i dag river gamle huse ned og bygger nyt i stedet i nogle af de attraktive kvarterer. De slår to fluer med et smæk og får et nyt hus med en god beliggenhed.

Men kriterierne for, hvad der er god og dårlig beliggenhed for en bolig, er ikke de samme, som før i tiden. De udvikler sig over tid og i takt med vores foretrukne livsførelse.

Natur er blevet attraktiv beliggenhed

Langt tilbage i tiden var naturen noget, man beskyttede sig imod. Man skulle passe rigtig godt på varmen, og derfor var det ikke attraktivt at bygge boliger på en bakketop eller tæt på vandet, fordi husene var utætte og dårligt isolerede, og det derfor blev for koldt indenfor. Derfor sørgede man for at skærme sig mod vind ved at lægge sig bag nogle bakker eller i en lavning.

Men fra og med 1930’erne, i den periode inden for arkitekturen, der betegnes som modernismen, bliver naturen i højere og højere grad en attraktion, man skal have glæde af fra sin bolig. I og med, at boligerne blev bedre og bedre isoleret, og at energi til opvarmning blev billigere, blev det pludselig populært at bygge på en bakketop og nær vandet.

Tjek kommune- og lokalplaner før du køber hus

Kommune- og lokalplaner har stor betydning for beliggenheden. De beskriver bl.a. den overordnede plan for, hvordan området skal se ud i fremtiden, og hvad der er tilladt og ikke tilladt.

Ved at tjekke kommuneplaner og lokalplaner sikrer du dig mod at købe et hus, der eksempelvis risikerer at få en nabo, som bygger til og måske stjæler din flotte udsigt.

Vand er både god og dårlig beliggenhed

De senere års voldsomme storme og massive vandmængder, der har givet mange oversvømmelser, kan dog få betydning for, om nærhed til vand fortsat vil være at betragte som en god beliggenhed.

De fleste er dog stadig enige om, at udsigten til vand er meget attraktiv, og at den koster penge. I 2010 analyserede vismændene i De Økonomiske Råd merprisen på et hus med mindre end 500 meter til vand sammenlignet med et hus, der lå tilsvarende længere væk.

Analysen slog fast, at merprisen for den gode beliggenhed kunne løbe op i over en million kroner i forhold til gennemsnitsprisen i området.

Institutioner, indkøb, kultur og natur er vigtige

Andre ting kan også være afgørende for, om beliggenheden er god. Det er bl.a. nærhed til skole og daginstitutioner (børnefamilier), skov, indkøb og centrum af en by, og om boligen er placeret i et stille og roligt område. 

Offentlig transport bliver afgørende for beliggenheden

Den næste store trend for beliggenhed kan blive adgangen til offentlig transport, for det kan være afgørende for, hvor lang tid man skal bruge på at pendle til sit job.

Hvad er dårlig beliggenhed?

Ejendomsmæglerne får stort set altid spørgsmål om en boligs bredbåndsforbindelse og mobildækningen i området - og det er fra alle generationer. Det hænger sammen med udbredelsen af smartphones samt flere og flere onlineservicer. Er internetdækningen og mobildækningen dårlig, er beliggenheden dårlig. Og omvendt.

Hvis der er lugt og forurening i et område, er det lig med dårlig beliggenhed. Danskerne vil ikke længere acceptere eksempelvis lugt og forurening fra en fabrik i et byområde, eller fra gylle i et landområde.

Også trafik og støj er lig med dårlig beliggenhed.