De smukke gamle landhuse kan være flere hundrede år gamle. Mange steder er de gamle originale vinduer og døre heldigvis bevaret og bliver overfladebehandlet med de gamle traditionelle farveblandinger. Foto: Torben Klint
Igennem tiden har det været vane og tradition, der afgjorde valget af materialer og farver på og i husene, og ofte var det givet af, hvad der var ved hånden. Sten, træ og strå m.m. blev slæbt til stedet, hvor huset skulle bygges, og farvevalget var bestemt af de naturlige farvepigmenter, der enten fandtes i jorden eller kunne skaffes. Farvepigmenterne blev rørt op i kalk, linolie, limfarve el.lign. og blev anvendt flittigt både ude og inde.
De gamle farver har en smuk glød, selv når de er ældet og falmet. Arkivfoto
De klassiske jordfarver, som blev benyttet fra middelalderen og frem til 1950, hvor vi fik kemiske farveblandinger, består i princippet af otte grundfarver, der kan benyttes både rene og i blandinger. Måske på grund af farvernes naturlige oprindelse er de meget smukke i sig selv, men de har også en evne til at klæde hinanden mægtig godt.
De klassiske jordfarver er farvestoffer, som man har kunnet hente direkte i jorden eller andre steder i naturen. Farvestofferne bliver malet til fint pulver og oprøres i f.eks. kalk og anvendes som maling. Indtil middelalderen kendte man primært til kridt (hvid), sod (sort) samt toner i grøn, gul og rød. Fra middelalderen blev man i stand til at udvinde skarpere toner i både blå, rød og grøn, så man fik den klassiske jordfarveskala, som vi kender i dag - eksempelvis ultramarinblå, brændt umbra, rød okker, grønjord osv. Jordfarverne kan stadig anbefales til facader, både på grund af deres gode egenskaber, og fordi de er forholdsvis nemme at anvende og sætte sammen i en smuk harmoni.
Helt nye toner
Fra omkring år 1890 lykkedes det at udvikle den helt hvide portlandcement, og den passer meget fint til de klassiske huse og patriciervillaerne, som dukkede op i samme periode.
Smukke palævillaer med hvide facader og sortglaseret tag, huse, der er tænkt og tegnet sådan og bør bevares sådan. Foto: Julie Vöge
Huse kan også have farver, materialer og sammensætninger, der ikke hænger sammen med hustypen, men derimod er egnsbestemte. Som eksempelvis her i Skagen, hvor de smukke gule villaer har præget bybilledet i over 100 år.
Villa fra Skagen. Det vil være synd og skam at ændre farverne på de smukke gule huse med de røde tegltage. Arkivfoto
Facader med materialernes egne farver
For rigtig mange huse gælder det, at det vil være synd overhovedet at overveje at male dem. Huset kan være skabt med en fin afstemning af farver, borter og mønstre osv., der giver et godt farve- og materialespil i facaden.
Enfamiliehuse blev før 1960'erne stort set altid tegnet af arkitekter og bygget af de lokale håndværkere (bortset fra landhuse). Arbejdstimer til både at tegne og bygge huset var ikke den udgift, der fyldte mest i budgettet, så der var tid til at skabe detaljer. Det ses heldigvis stadigvæk i rigtig mange huse og er en vigtig.
Med tiden blev man dygtigere til at skabe store vinduespartier med tynde sprosser, og det har gjorde husenes udtryk mere let og elegant. Foto: Lisbeth Holten
Døren - det første og nærmeste indtryk af huset
Når man ankommer til et hus, er døren det sted, hvor man kommer helt tæt på huset og i berøring med materialerne. Man tager i håndtaget og/eller banker på døren. Døren giver bevidst eller ubevidst det første indtryk af huset, og en smuk dør er en dejlig velkomst. Døre fås i et utal af typer, udtryk og former.
Selvom man ikke har et stort pompøst indgangsparti i huset, kan det alligevel være en god idé at rette opmærksomheden mod døren og dens omgivelser. I mange ældre huse er det ikke usædvanligt, at døren har en anden farve end vinduerne. Den kan f.eks. være malet sort, dyb blå eller grøn eller stå i sin naturlige træsort.
Det er en god idé at bevare en gammel flot dør eller med omtanke vælge en ny karakteristisk dør til sit hjem.
