vis du i Herning siger, at du skal ”hen til det lyserøde hus”, så ved de fleste, hvilket du snakker om. Også selvom det i dag har været gråt i flere år. For tilbage i 2012, da cykelløbet Giro d’Italia startede i Herning og kørte tre etaper på de jyske veje, fik et væddemål Bo Jensen og familiens hus til at forandre farve til Giro d’Italias kendetegn – den lyserøde farve. Og det selvom han egentlig ikke går op i cykling.

– Herning Kommune opfordrede til, at man tog aktiv del i det lyserøde race. Vi boede på ruten og havde et hus, der trængte til at blive malet, så da min ven sagde: ”Du tør ikke male det lysrødt,” kom det til at hænge på et væddemål, siger Bo Jensen, der til daglig arbejder som reklamefotograf. 

Selvom væddemålet var hans, skulle han have resten af husstandens beboere – herunder sin hustru – med på idéen, men det var ikke det store problem.

– Jeg har en kone, der den dag i dag påstår, det var hendes idé.

Bjergprikker eller dalmatiner

Malingen og arbejdskraften blev sponsoreret, og så blev den ultimative hyldest på privat grund en realitet. Selvom rytterne hurtigt forlod centrum af Herning, forblev huset lyserødt i fem år, selvom den lyserøde farve hurtigt begyndte at falme og se kedelig ud. Men det nåede at give så meget genklang, at der kom masser af reaktioner. 

– Vi oplevede en langt mere voldsom reaktion, end vi havde regnet med, og var både i tv og flere andre medier. Min holdning er, at hvis vi skal lave en folkefest, så skal vi også bakke op om det, og vores lyserøde hus virkede måske også som en opfordring til, at andre skulle give den gas, siger Bo Jensen og kommer med et tip til andre, der har mulighed for at blive en del af et event omkring bopælen: 

– Man skal ikke tænke over, hvad andre tænker, og hvordan det opfattes bagefter. Det handler om at nyde det, mens det er der, siger han.

I denne omgang lægger det tohjulede franske tilløbsstykke – Tour de France – ikke vejen forbi Herning, men med cirka 400 kilometer vejstrækning hen over Sjælland, Fyn og Jylland, der skal tilbagelægges på dansk jord, har tusindvis af danskere rig mulighed for at gøre Bo Jensen kunsten efter. Og havde han selv boet langs Tour de France-ruten, havde huset nok fået endnu et kryds på farvekortet.

– Men hvad? Gul er ikke provokerende nok, så jeg var nok gået med den prikkede bjergtrøje, for vi har faktisk talt om at male et dalmatinerhus en dag, siger Bo Jensen.

3 gode råd fra husejeren

  1. Lav noget, der er synligt. Det kræver mere, end man tror, hvis der skal lægges mærke til det i tv.
  2. Gør man det ordentligt, bliver man også husket.
  3. Udsmykning er en underholdende del af cykelløbet, så tænk mindre på, hvad andre tænker om, at du vælger at udsmykke dit hus. Nyd det, mens løbet er i Danmark.