Overvejelser før du bygger til

Der kan være mange gode grunde til bygge til. Måske står du og mangler et par ekstra værelser eller ønsker dig en større stue. For mange husejere giver det ofte sig selv, hvor tilbygningen skal være. Den kan måske kun placeres i forlængelse af huset eller som en vinkel ud i haven.

Nogle gange er det nemt at sætte ord på, hvad det er, tilbygningen skal bruges til. I andre tilfælde er det straks meget sværere at pege på, hvad det er, huset mangler. Måske er det blot en fornemmelse af, at huset er for lille.

Det er altid en god ide at få en byggerådgiver, fx en arkitekt, til at hjælpe. Arkitekten kan komme med nye ideer eller komme ind på ting, som man ikke selv lige havde tænkt på. Måske er der andre behov om nogle år, som arkitekten kan rådgive om.

Benyt lejligheden til at skabe det, du savner. Måske kan du få flere af dine ønsker opfyldt med tilbygningen, i andre tilfælde er det en fordel at begrænse sig.

Placeringen af tilbygningen kan ofte give dig et praj om, hvilke rum du skal vælge at indrette i tilbygningen. Måske er det bedre at have et stort opholdsrum der, hvor tilbygningen kan ligge, i stedet for de to værelser, du egentlig stod og manglede. I sådanne tilfælde ender mange tilbygningsprojekter ofte med at blive både en tilbygning og en ombygning.

Du skal huske på, at tilbygningen skal øge værdien af hele huset. Sørg derfor for, at hele huset får glæde af tilbygningen. Det kan du opnå ved at skabe en god kontakt mellem de nye rum og det oprindelige hus. For eksempel ved nogle fine lange kig igennem huset eller ved at sørge for, at tilbygningen ikke skygger og/eller tager lyset fra det oprindelige hus.

Hvad får du ud af en ny tilbygning?

Ud over at få mere plads har der de seneste år været særlige områder, som mange boligejere har været interesserede i, når de skulle bygge til.

  • Større stue/opholdsrum med bedre lysindfald.
  • Bedre kontakt mellem inde og ude ved hjælp af ude-inde-zoner og havestuer.
  • Flere og bedre værelser, eksempelvis børneværelser, som ofte er for alt for små.

Du anvender dit hus på forskellige måder hen over de år, du bor i det, og derfor kan du få behov for mere plads. Afhængigt af indstilling og økonomi kan en tilbygning opføres i mange størrelser og variationer.

Du kan vælge at lave en tilbygning, der i både materialer og form er meget i stil med det eksisterende hus.

Også ældre huse kan der bygges til, så nye rum med nye funktioner bliver en del af det eksisterende hus. Hvis huset har en særlig arkitektur eller stil, kan det måske med fordel suppleres med en anderledes tilbygning i nogle helt andre materialer.

Store ombygninger:

I den store boligjagt er der også den mulighed bevidst at vælge et hus, der er for lille, men hvor der kan bygges til for at opfylde dine ønsker og krav til huset.

Det kan være beliggenheden, der er fantastisk. Her er det især grunden, en udsigt og nogle muligheder, du køber. Løsningen kan blive en omfattende tilbygning, som oftest også vil omfatte en ombygning.

Havestue/ude-inde-zone

En svaghed ved typehusene bygget i perioden fra 1960erne og frem er, at de er tegnet til alle og til ingen steder. De er med andre ord udformet, så de kan ligge i enhver udstykning, og det betyder, at eventuelle smukke kig til eksempelvis skov og strand ikke nødvendigvis udnyttes. Det kan også være selve orienteringen i forhold til sol og vind, der ikke er taget tilstrækkelig højde for.

Havestuen, den overdækkede terrasse, har igennem tiderne været et godt supplement til boligen, hvor man kunne nyde de første forårsdage eller sætte sine sommerblomster. Havestuen er ikke noget nyt fænomen. I de ældre patriciervillaer var smukke havestuer eller ligefrem fornemme orangerier velkendte.

Også mange murermestervillaer fik bygget havestuer til. I 1970erne og 1980erne vendte de tilbage - ofte som lidt klodsede udestuer, der står i skærende kontrast til de gamle elegante havestuer.

Der er dog ingen tvivl om, at de har givet gode, rare kvadratmeter at opholde sig på. I dag bliver der igen bygget mange glastilbygninger og havestuer. På trods af at de oprindelige orangerier var uopvarmede, ønsker man i dag at kunne bruge dem året rundt og derfor vil de ofte være isolerede.

Mange har i dag et stort ønske om og behov for at kunne lukke flere terrassedøre op og trække naturen ind i boligen samt flytte mange aktiviteter udenfor i sommermånederne. En rigtig god, velfungerende terrasse med god læ og sol hele dagen kan faktisk virke som en hel tilbygning på dage med godt vejr.

Stue/opholdsrum

De store køkken-alrum, som nu er almindelige i både tilbygninger og nye boliger, tager kvadratmeter fra den plads, vi ellers bruger på opholdsstuen. Det kan blive til et rigtigt dejligt køkken-alrum, men du skal være opmærksom på, at din stue ikke samtidig bliver for lille.

En tilbygning med stue/opholdsrum kan være meget berigende for huset, hvis det kan give kig til en udsigt. Tilbygningen bidrager måske med nye lysindfald eller masser af lys. 
De store multifunktionelle rum, der er meget populære, kan med fordel indrettes, så du skaber mindre rum i det store, fx med tæpper, lys eller møbler placeret ude i rummet.

Børneværelser

Et børneværelse skal i dag være fleksibelt og indeholde muligheder.
Det er måske nemmest, når børneværelset har en vis størrelse, og derfor bliver to værelser ofte slået sammen til et, hvorefter der så etableres et andet værelse andetsteds i huset.

Et værelse til små børn stiller ikke så mange krav til selve rummet. Det er mere kontakten til forældrene, både i dag- og i nattetimerne, der er vigtig.

Værelser til store børn har en anden prioritering. Store børn opholder sig meget på værelset, og derfor er det en fordel, at værelset er indbydende til ophold med masser af lys og plads - også til opbevaring. Derudover kan egen indgang være et ønske, især fra børnenes side.

Overvej, om børneværelser kan bruges til andet, når børnene er flyttet hjemmefra. Eksempelvis gæsteværelse, arbejdsværelse eller bibliotek/læseværelse.

Sådan får du tilbygningen til at passe til huset

Når du laver tilbygninger, er der groft sagt to veje, du kan gå:

  1. Få tilbygningen til at ligne din eksisterende bygning.
  2. Give din tilbygning et helt andet udseende.

Det kan du bl.a. gøre ved at ændre på proportionerne, altså tilbygningens højde, dybde, bredde eller taghældning. Eller gennem valget af materialer. Som fx at lægge et tag af zink på tilbygningen, hvor hovedhuset har tegl.

Sådan skaber du harmoni mellem hus og tilbygning

Hvis du vælger at bruge nogle helt andre materialer, er det stadig vigtigt, at der er træk fra huset, der går igen i tilbygningen. På den måde skaber du harmoni og sammenhæng.

Det kan fx være i dit valg af vinduesformater. Her kan du vælge at fortsætte stilen fra det oprindelige hus, hvad enten vinduerne er i kvadrater eller i lav- eller højformat. Så zoomer du formatet over i den nye tilbygning op eller ned i skala.

Du kan også lade noget af materialerne fra den eksisterende bygning gå igen i det nye. Hvis fx vinduesrammerne i det gamle har en zink-inddækning, vil det give god mening at gå videre med zink som materiale i den nye tilbygning, fx som tagdækning. Ønsker man at lade materialer fra den eksisterende bygning gå igen, bør man overveje i hvilken grad materialet er bæredygtigt. Du kan evt. læse mere om materialers CO2 aftryk i materialepyramiden på www.materialepyramiden.dk.

Gamle villaer kaster skygge

Det er også en god idé at tænke på lys- og skyggevirkningerne på bygningen. Ved gamle villaer er gesimser og murkroner med til at kaste skygger på bygningerne, som du ikke ser på samme måde ved nybyggeri i dag.

Hvis du fx arbejder i træ, kan du lade en søjle eller en bærende konstruktion træde lidt frem, så du får skabt noget reliefdybde.

Byg om, når du bygger til

Når du bygger til, er det oftest primært for at få flere kvadratmeter at boltre dig på. Men hvis du kun koncentrerer dig om tilbygningen, risikerer du, at det føles som om, at du har fået færre kvadratmeter til rådighed.

Du kan næsten ikke bygge til, hvis du ikke også bygger lidt om i den eksisterende bolig. Ellers ender den med at føles meget mørk, så du alligevel kun sidder i dine nye 30 lyse kvadratmeter. Derfor gælder det om at trække lyset langt ind i den gamle bolig.

Det kan du fx gøre ved at gennembryde nogle vægge eller lave et lysbånd eller vinduer i taget.