Morten Manaa Kristensen ville på eventyr. Efter et årti i hovedstaden og en opvækst i Aarhus havde den i 2016 dengang 43-årige iværksætter fået nok af at bo i store byer.

Hustruen var enig, og en ven foreslog Klitmøller, det gamle fiskerleje og en af tidligere tiders mest betydningsfulde handelsbyer i Nordvestjylland.

Sjældent har Morten grint så meget, som han grinte af vennens påfund. Skulle han virkelig forlade Københavns pulserende storbyliv for at slå sig ned på den forblæste vesterhavskyst, af medierne nærmest beskrevet som dødens venteværelse, ”Den Rådne Banan”, hvor intet sker, og hvor alt liv er visnet og erstattet med afmagt, sociale problemer og tomme huse?

Måske var det slet ikke så tosset. Nysgerrigheden vandt, og for at se forholdene an og fordommene i øjnene tog Morten, konen og børnene en tur til Thy, hvor der viste sig at eksistere en anden virkelighed end den, familien havde forestillet sig.

- Klitmøller er et perfekt sammensurium af storby og provins. Du møder de samme smarte typer som i København, og når du vender dig om, støder du på en flok fiskere på vej til havs. Det er fantastisk. Selvfølgelig skulle vi flytte hertil, fortæller Morten Manaa Kristensen, som har boet i Klitmøller i halvandet år og nu driver restauranten Hanstholm Madbar i nabobyen Hanstholm.

Før arbejdede Morten Manaa Kristensen som leder for et teater i København. I dag nyder han udsigten fra sin restaurant i Hanstholm, Klitmøllers naboby. Foto: Simon Johansen.

Et unikum af et yderområde

Morten og hans familie er langt fra de eneste, der har opdaget mulighederne for at vende en ny side i livets bog i Klitmøller.  

På seks år er befolkningstallet ifølge Danmarks Statistik steget fra 807 til 878, mens mange af de omkringliggende byer – og Danmarks yderområder som helhed - oplever negativ befolkningstilvækst. Om sommeren svulmer byen, når turister flokkes til.

I den positive udvikling ligger ifølge Karen Skou, projektchef i foreningen Realdania, muligheder for andre samfund, der vil gøre Klitmøller kunsten efter.

- Hvis andre mindre byer vil opleve en lignende succes, kræver det, at de lokale finder en måde at udnytte det potentiale, som allerede findes i området. Ligesom surferne har gjort med havet i Klitmøller, fortæller Karen Skou.

Realdania har støttet Klitmøller og områdets spirende surferkultur igennem projektet ’Det gode liv ved kysten’, der ifølge Karen Skou blandt andet har sikret surferne deres eget lokale klubhus.

Surferkulturen spirer i Klitmøller, hvor det også er muligt at tage en HF-uddannelse med fokus på surfing. Foto: Simon Johansen.

Storbyboere strømmer til

Klitmøllers opblomstring har fået lokale ejendomsmæglere til at berette om et luksusproblem, som ingen andre byer i regionen oplever, nemlig en efterspørgsmål på både leje- og ejeboliger så stor, at udbuddet ikke kan følge med.

Det var derfor ikke en nem opgave for Morten Manaa Kristensen at finde en bolig i Klitmøller. Først efter måneders søgen lykkedes det ham at finde et ledigt hus, som han, hustruen og deres to børn kunne leje.

- Huspriserne stiger, og efterspørgslen på huse i Klitmøller er stor. Det går simpelthen så stærkt med at sælge husene, hvis de først sættes til salg, fortæller Alice Mandøe, der er ejendomsmægler hos Nybolig i Thisted.  

Hun forklarer, at skønt surf-kulturen er hovedårsagen til byens renæssance, så er tilflytterne ikke nødvendigvis draget af udsigten til bølgebrus og adrenalinsus. Mange af de nye beboere er nemlig slet ikke surfere, men storbyboere på jagt efter luftforandring.

Jeg surfer, men det ser ikke særlig godt ud. Man kan vel sige, at jeg bader med et bræt
- Morten Manaa Kristensen, iværksætter

Mekka for selvstændige

Morten Manaa Kristensen nikker genkendende til tendensen. Han forlod en lederstilling på teatret Bremen, da han vinkede hovedstaden farvel, og han kender til flere, der har gjort som ham.

- Mange tilflyttere er iværksættere. Typisk enmandsvirksomheder, musikere eller tøjfirmaer. Det er mere besværligt at flytte hertil, hvis man ikke uden videre kan rykke sit arbejde med sig, siger Morten, der heller ikke selv har meget med surfkulturen at gøre.

- Jeg surfer, men det ser ikke særlig godt ud. Man kan vel sige, at jeg bader med et bræt, siger tilflytteren med et grin, mens han træder ud af sin restaurant på toppen af en bakke med udsigt udover havnen i Hanstholm.

Med sine stilrigtige, sorte Converse-sko, Rayban-sobriller og tatoverede arme ligner han nu heller ikke den typiske thybo, sådan som mange københavnere forestiller sig dem.

Alligevel føler han sig hjemme og på sin rette plads her på bakketoppen, hvor Vesterhavet fylder både sanser og horisonten. Langs kysten og den grønne hede kan han akkurat skimte Klitmøller. En udsigt, der får alle tanker om den pulserende hovedstad til at blæse væk med den friske havluft.

- Det tager mig 10 minutter at køre på arbejde, og naturen er vanvittigt smuk. Det er ligesom en scene i Ringenes Herre, fortæller Morten.

Alle sanser forkæles ved Vesterhavet, der er lige så smukt, som det er barskt. Foto: Simon Johansen.

Levede af fiskeri i århundreder

På stranden i Klitmøller vikler Peter Sand Mortensen makrel ud af et fiskegarn. Formiddagen har han tilbragt på havet, men nu er jollen trukket op i sandet.

- Det er skønt, at byen sådan er livet op, siger han og kaster endnu en makrel ned til de spjættende fisk i spanden.

Den pensionerede fisker har boet her hele livet og husker tydeligt de dage, hvor Klitmøllers indbyggere levede af fiskeri.

- Det havde vi gjort i hundredvis af år. Det var det eneste, vi havde, siger Peter Sand Mortensen, da han senere på dagen deler fangsten med to venner i et af fiskerlejets mange hvide redskabshuse.

Det er de samme redskabshuse, som flittigt blev brugt under byens storhedstid. Lige indtil 1967, hvor havnen åbnede i Hanstholm.

- Fiskerne forlod Klitmøller fra den ene dag til den anden. Det var jo pludselig meget nemmere at fiske i Hanstholm. Bådene sejlede væk, og vi stod tilbage med et tomt fiskerleje, erindrer Peter Sand Mortensen.

Peter Sand Mortensen, der har boet i Klitmøller hele sit liv, husker tydeligt tiden før surferne. Foto: Simon Johansen.

Modreaktion til det travle liv i byerne

Byen sygnede hen, men en sagnomspunden efterårsdag i starten af 1980’erne kom en tysker forbi med et bræt under armen. Gæsten fra syd var svært begejstret for de heftige bølger, så begejstret at rygtet spredte sig, og snart strømmede autocampere fyldt med surfere til byen.

Det var dem, der døbte området ’Cold Hawaii’.

- De tog overhovedet ikke hensyn og parkerede, hvor de havde lyst til. Men med tiden begyndte de at respektere os og omvendt. Nu er de en lige så fast bestanddel af Klitmøller som os andre, fortæller Peter Sand Mortensen, hvis søn tog den nye kultur til sig i en sådan grad, at han en årrække levede som professionel surfer.

Morten Manaa Kristensen ser sig selv som en del af Klitmøllers anden bølge. Først kom surferne, så iværksætterne. Men han mener, at fælles for begge parter er, at det er en modreaktion til det travle liv i byerne. Det handler om at udleve en drøm om et nyt liv.

- Der er mange, som fortæller, at de også en dag vil prøve at flytte fra byen og starte på en frisk. Måske når de går på pension, siger de. Men hvad venter de på? Hvis man ønsker forandringer i sit liv, handler det om at skabe de forandringer. Ellers sker det aldrig, og man ender med at fortryde det, lyder den fra den nyslåede thybo.

LÆS OGSÅ: