Boligpriserne i verdens metropoler er ikke for sarte sjæle eller magre tegnebøger, så det gælder om at udnytte kvadratmeterne til det yderste. Den udfordring kunne Simon Woodroffe, der tidligere har startet restaurantkæden YO! Sushi op, ikke stå for, så han har nu kastet sig over boligmarkedet. Den britiske iværksætter har udviklet en ny type hjem under navnet YO! Home, som, han håber, kan ændre den måde, vi lever på. Prototypen er en 40 m2 etværelseslejlighed, der fungerer meget lig en schweizisk lommekniv. Når man skal bruge et element, trækkes det frem, og når man er færdig med at anvende det, gemmes det væk igen.

Med et enkelt tryk på en knap

Lejlighedens midtpunkt er en stor nedsænket sofagruppe. Oppe under loftet over den hesteskoformede sofa hænger lejlighedens dobbeltseng. Sengen hæves og sænkes ved hjælp af kontravægt, men er også udstyret med en lille motor, der betyder, at et tryk på en knap er alt, hvad der kræves for at sænke den. I tilfælde af strømsvigt er det let at trække sengen ned manuelt, så den er ikke kun virkelig tjekket, den er også meget sikker.

Når spisebordet ikke anvendes, er det gemt under gulvet. To gulvlemme, der er polstrede på undersiden, slås op og fungerer som siddepladser, mens bordet hæves med et tryk på en knap. I den første prototype, som YO! Home præsenterede i 2012 på 100 % Design Showet i London, blev bordpladen også brugt som gulvflade, men publikum var ikke vilde med den ide, så det blev ændret.

LÆS OGSÅ:Valg af nyt gulv

Gem opvasken væk

Køkkenet er bygget ind i lejlighedens ene væg og kan gemmes væk bag skabsdøre, når det ikke er i brug, hvilket er ganske praktisk, når opvasken stabler sig op, og svigermor kigger forbi. I den samme væg er der også indbygget skabe. Der er i det hele taget masser af opbevaringsplads. I gulvet er der også indbygget to opbevaringsrum, der er skjult af gulvlemme, som man kan indstille til at lukke forsigtigt, så man undgår at få fingrene i klemme.

YO! Home planlægger at bygge 24 af disse lejligheder i Manchester. Lejlighederne vil blive bygget som moduler på en fabrik, og produktionen kommer til at minde meget om den, man ser på en bilfabrik. Man starter i en ende, og når man når den anden, bliver den færdige lejlighed løftet op på en lastbil og leveret til byggegrunden. Modulerne bliver så stablet meget lig legoklodser. Processen reducerer byggeomkostningerne og eliminerer faktorer som dårligt vejr, der kan påvirke byggetiden. På den måde kan prisen på lejlighederne holdes nede på et fornuftigt leje. Man forventer, at lejlighederne vil komme på markedet til en pris på omkring £150.000, det er cirka 1,5 mio. danske kroner.