Da den amerikanske arkitekt Michael Chen blev bedt om at forvandle en udslidt, gammel lejlighed på 21 m2 til en bolig, man kan leve i på fuld tid, var han først i tvivl, om han kunne løse opgaven. Lejligheden, der ligger i en fredet bygning fra 1840'erne i West Village på Manhattan, New York, var tidligere blevet brugt af ejeren som skriveretræte, men havde intet køkken og var generelt i miserabel stand. 

– Den største udfordring var dog, at klienten ville have rigtig meget ud af de få kvadratmeter, forklarer Michael Chen, da Videncentret Bolius talte med ham i 2017. Han leder arkitektfirmaet MKCA.

I den ene side af lejligheden er der blevet designet en multifunktionel væg med indbyggede skabe, vægseng, computer samt kombineret spise- og skrivebord.

Svært at få plads til det hele i lille lejlighed i New York

Lejligheden havde et halvanden meter højt pulterrum, hvor der var for lavt til, at man kunne stå op, og projektet kom hurtigt til at handle om, hvordan man bedst udnyttede den del af lejligheden. For at spare plads blev bord, computer, seng og flere skabe indbygget i væggen, der støder op til pulterrummet. De forskellige elementer kan så trækkes ud, når der er brug for dem og ellers gemmes væk. 

Udtræksbord kan bruges som skrivebord og spisebord

– Vi fokuserede meget på, hvordan vi kunne integrere et bord i lejligheden. Når vi laver små boligprojekter, bliver vi ofte ekstremt besatte af bordet, fordi det er så vigtigt i forhold til livet i en bolig. Et ordentligt bord betyder, at du kan have gæster og servere en middag. Du kan også arbejde her, så på mange måder er bordet det vigtigste møbel i hjemmet, pointerer den amerikanske arkitekt. 

Der er plads til fem personer ved spisebordet, der også kan bruges som skrivebord. Men man kan nøjes med at trække det delvist ud, hvis der ikke er behov for hele bordpladen.

– Med en simpel mekanisme, der er indbygget i væggen, har vi skabt et bord, der både er ekstremt stabilt og meget nemt at manøvrere, og det er ellers to funktioner, der ligger i hver sin ende af spektret, fortæller Michael Chen, som er meget tilfreds med løsningen.

Mikro boliger i høj kurs i storbyer

Michael Chen er ikke den eneste arkitekt, der har kastet sig over mikrolejligheder. Boligpriserne i mange storbyer stiger voldsomt i disse år. Derfor eksperimenteres der på livet løs med udviklingen af meget små boliger, der er økonomisk tilgængelige for folk med en gennemsnitsindkomst.  

Flere vil købe små lejligheder i København

Arkitekt Erik Juul, der tidligere har været redaktør på arkitekternes fagtidsskrift, og i dag driver sit eget arkitektfirma, mener, at det er markedet, der i sidste ende bestemmer, om der vil være en fremtid for mikrolejligheder i Danmark.

– Men alt taler for, at der vil være et behov for det. Grundpriserne er høje, og dermed bliver kvadratmeterpriserne også høje, så selv med en nogenlunde høj indtægt har man ikke råd til en stor bolig. Det gælder fx i Tokyo, hvor du ikke har råd til at bo stort, uanset hvor rig du er. Det vil vi også se i København, og derfor vil der være en stigende efterspørgsel efter små boliger med en høj arkitektonisk kvalitet, erklærer han.

Han tror dog ikke, at det er alle, der kan bo i en bolig som mikrolejligheden på Manhattan:

– Det kræver meget høj disciplin at bo sådan. Du skal jo rede sengen og rydde bordet for at kunne trække ud og ind, så jeg tror, det vil være en udfordring for de fleste at bo på den måde, siger han.

Udelivet er vigtig med lille lejlighed

Hvad angår storbylejligheder, så vurderer den danske arkitekt, at halvdelen af lejlighedens kvalitet er defineret af det, der sker, uden for selve boligen. 

– De seneste 10-20 år har vi i København set, hvordan vi er begyndt at bruge byrummene nærmest som en udvidet del af vores dagligstue. Jeg bor selv ved Værnedamsvej, som er en lille, charmerende gade på grænsen mellem København og Frederiksberg. Når jeg går ud, bliver jeg en del af et spændende byliv, og derfor tror jeg også, de fleste vil kunne acceptere en mindre bolig, men der skal altså være noget, der er sjovt, når man går ud ad døren, pointerer han.