
Hvis du lægger tøj i skab, der lugter, kan det også give en grim lugt i skabet. Foto: Lene Gregersen
Et lugtende garderobeskab kan give lugtende tøj, og når du tager tøjet på, kan du tage lugtgenerne med dig videre. Derfor er det en god ide at være på forkant med lugtene, inden de opstår.
Hvis dit garderobeskab lugter, er der typisk 4 ting, der kan være årsagen:
- Fugt og skimmelsvamp
- Tøj, der ikke er renset eller vasket
- Glemte madvarer i lommerne
- Skyllemiddel.
Fugt og skimmelsvamp i tøj eller garderobeskab
Fugt lugter ikke i sig selv, men hvis du hænger fugtigt tøj ind i dit garderobeskab, kan fugten give problemer med skimmelsvamp, da fugt er en primær faktor for skimmelvækst. Skimmelsvamp kan både ødelægge dit tøj og give lugtgener.
Du kan også opleve, at en fugtig væg kan ’smitte’ dit garderobeskab, så der kommer fugt ind i selve skabet, hvis skabet står op ad væggen – særligt, hvis skabet står helt tæt på væggen.
Tøj, der ikke er vasket eller renset
Du kan sagtens bruge dit tøj flere gange, selv om tøjet ikke er vasket eller renset. Men hvis du opbevarer brugt tøj, eller tøj, der fx har været udsat for madlugt, svedlugt eller anden lugt i dit garderobeskab, kan der komme lugtgener fra skabet.
Tøj, der er brugt, men godt kan bruges igen inden en vask, bør luftes, inden det lægges i et separat skab eller på en tøjstol, tøjstige, hænges på en knage eller lignende.
Glemte madvarer i lommerne
Særligt, hvis du har børn eller kæledyr, er det ikke utænkeligt, at en kiks, vindrue, godbid eller lignende bliver glemt i en lomme, og hvis der er fugt til stede, kan det give anledning til skimmelvækst i lommen.
Lugten fra lommen bliver dog kun et problem i garderobeskabet, hvis du hænger eller lægger det brugte tøj tilbage i et lukket skab, hvilket som udgangspunkt er en dårlig idé, jf. forrige afsnit.
Skyllemiddel fra tøjvask
Nogle mennesker bryder sig ikke om lugten af skyllemiddel, så hvis du har tøj i dit garderobeskab, som er vasket med skyllemiddel, kan det være årsagen til, at du eller andre ikke bryder sig om lugten i skabet.
Miljøstyrelsen fraråder desuden brug af skyllemiddel, da skyllemiddel kan indeholde op 30 forskellige slags tensider (vaskeaktive stoffer), som både er unødvendige og belaster miljøet. Derudover indeholder skyllemidler ofte parfume og farve, som kan være allergifremkaldende.
Sådan undgår du, at dit garderobeskab lugter
- Læg eller hæng ikke fugtigt tøj i skabet
- Læg eller hæng ikke brugt eller beskidt tøj i skabet
- Stil ikke skabet op ad en kold eller fugtig væg
- Rengør skabets hylder, sider og låger mindst 1-2 gange om året.
- Luft dagligt ud i rummet, hvor skabet står, og lad skabsdørene stå åbne imens.
Sådan fjerner du lugt fra dit garderobeskab
Hvis dit skab stadig lugter, efter du har fulgt ovenstående råd, kan det være, at der er skimmelsvamp i skabet, som du ikke er sluppet af med. Det giver en jordslået lugt og skyldes oftest, at der ikke bliver luftet nok ud i rummet, hvor skabet står.
- Luft ud 2-3 gange om dagen i 5-10 minutter ad gangen
- Lugt dig frem til, hvor i skabet lugten kommer fra. Skimmelsvamp kan være sorte, lyserøde eller ligefrem ’behårede’ plamager på skabsvæggen eller på væggen bag skabet
- Brug rengøringsmidler, som er skimmeldræbende og desinficerende. Men husk, at skimmelsvampen kommer igen, hvis årsagen til skimmelsvampen stadig er der.
- Brug evt. en fagperson, der kan hjælpe med at finde frem til årsagerne og desinficere rummet.