
De præfabrikerede betonblokke fremstår tydeligt. Selvom det allerede i 1942 overgik til andre ejere, blev huset aldrig pudset op eller malet, og i dag efter Realdania By & Bygs restaurering fremstår det som originalt med den særegne rødorange maling, der beskytter metallet.

Illustration: Morten Svendsen
Bygningen
Huset er et enfamiliehus opført i grå, præfabrikerede betonblokke, der fremstår uden puds eller facadebeklædning. Villaen fremstår dermed nøgen og næsten ufærdig sammenlignet med datidens pyntede byggeri. Det flade tag er belagt med tagpap, og vinduer og døre er af industrielt jern. Der er ingen pynt eller ornamentik. Alt fremstår som funktionelle elementer, og huset er et eksempel på en næsten ekstrem tolkning af dansk funktionalisme.
Indretningen
Indvendigt fortsatte PH sit opgør med det borgerlige hierarki i boligindretningen. Han valgte de samme få farver og materialer i alle rum, så der ikke var finere stuer over for simplere værelser. Ved at nedbryde skellet mellem ”fine” og ”almindelige” rum markerede PH en demokratisk tilgang til boligen, hvor alle rum havde samme værdi.
Desuden var der flere nytænkninger i indretningen såsom moderne inddeling med særskilte badeværelser til børn og voksne, teenageafdeling med egen indgang og et fælles køkken-alrum-miljø. Alt sammen noget, der først blev almindeligt i boliger flere årtier senere.
Restaureret af Realdania By & Byg
I 1995 blev villaen fredet på grund af sine unikke arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Realdania By & Byg opkøbte ejendommen i 2014 med det formål at restaurere huset nænsomt og sikre det for eftertiden. En gennemgribende restaurering blev afsluttet i 2016, hvor huset blev bragt tilbage til sit originale udtryk, samtidig med at det blev opdateret til moderne komfort. Huset udlejes i dag til privat beboelse. Det kan besøges gennem arrangementer i Realdania By & Byg Klubben.

Foto: Det Kongelige Bibliotek
Poul Henningsen
Poul Henningsen, kendt som PH, var især kendt som designer og kulturradikal debattør. Selvom han ikke var arkitekt, tegnede han også en række markante bygninger, hvor hans villa i Gentofte er den mest markante.
Hans filosofi inden for både design og arkitektur var, at menneskets behov skulle sættes over traditionelle konventioner, og denne filosofi betød, at både hans design og arkitektur turde bryde med tidligere traditioner – og især ville han gøre op med det borgerlige pænhedsideal.