
Når du har modtaget din endelige ejendomsvurdering for 2022, får du efterfølgende efterreguleret din boligskat for 2024.
I løbet af sommeren 2025 modtager de første af landets boligejere den endelige ejendomsvurdering for 2022.
Flere end 240.000 har medio juni allerede fået en såkaldt deklaration, der er en oversigt over de oplysninger, selve vurderingen er baseret på.
Og du skal være vågen, når deklarationen kommer.
Der er nemlig flere ændringer i vurderingsgrundlaget i forhold til 2020-vurderingen. Samtidig har du kun fire uger til at gøre indsigelser, hvis du mener, at der er fejl eller mangler i oplysningerne om din ejendom.
De fleste boligejere får først den nye vurdering efter sommerferien
Selve ejendomsvurderingen for 2022 kommer typisk inden for 10 uger efter, at du har fået besked om deklarationen via digital post.
Fakta: Hvad er en deklaration
- En deklaration er en oversigt, hvor du som boligejer får mulighed for at forholde dig til de oplysninger, som ligger til grund for din endelige vurdering.
- Du får blandt andet indblik i en bred vifte af data som BBR, salgspriser, geografiske data (for eksempel afstand til natur og infrastruktur) samt plandata fra kommunerne.
- Deklarationen spiller en afgørende rolle i det nye databaserede og digitale vurderingssystem, som skal sikre boligejerne mere ensartede og gennemskuelige vurderinger.
Kilde: Vurderingsstyrelsen
Vurderingsstyrelsen sendte de første deklarationer ud i foråret 2025, og det er de boligejere, der nu begynder at modtage de endelige 2022-vurderinger.
Den store masseudsendelse af de i alt 1,77 millioner vurderinger venter dog først på den anden side af sommerferien, oplyser Vurderingsstyrelsen.
Du har 90 dage til at klage
Det er kun muligt at klage over en endelig vurdering. Du kan med andre ord ikke klage over fx den foreløbige 2022-vurdering eller den foreløbige 2024-vurdering.
Fra du modtager den endelige 2022-vurdering, har du 90 dage til at komme med indsigelser, hvis du er uenig i den. Det koster 1.200 kr. Læs mere om dine klagemuligheder her!
Er du enig i vurderingen, skal du ikke gøre noget.
Penge tilbage eller en ekstraregning?
Din 2022-vurdering har blandt andet betydning for, om du har betalt for meget eller for lidt i boligskat for indkomståret 2024.
Det skyldes, at boligskatten er beregnet på baggrund af en foreløbig 2022-vurdering. Derfor bliver den genberegnet og efterreguleret, når den endelige vurdering er klar. Ifølge Vurderingsstyrelsen begynder arbejdet med genberegningerne inden udgangen af 2025.
Som udgangspunkt får du penge tilbage, hvis det viser sig, at den endelige vurdering er lavere end den foreløbige, mens en højere endelig vurdering omvendt udløser en restskat.
Det gælder dog ikke, hvis du fik en skatterabat i 2024. Den bliver nemlig også genberegnet. Hvad det betyder i din situation, kan du læse mere om her!
Når din boligskat på et tidspunkt er blevet genberegnet, vil du modtage en ny årsopgørelse for 2024.
Din boligskat for 2025 er også kun foreløbig
Ligesom du har betalt boligskat af en foreløbig 2022-vurdering i indkomståret 2024, betaler du i 2025 boligskat af en foreløbig 2024-vurdering.
Det er en fremskrivning af den foreløbige 2022-vurdering i forhold til den prisudvikling, der har været på boligmarkedet fra 2022 til 2024.
På samme måde vil den endelige 2024-vurdering være baseret på en fremskrivning af den endelige 2022-vurdering.
Derfor bliver din boligskat for 2025 også genberegnet, når du på et tidspunkt har modtaget den endelige 2024-vurdering.
Vurderingsmodellen og datagrundlaget er blevet justeret
Et væsentligt formål med det nye boligskattesystem er netop, at vurderingerne – og dermed boligskatterne – skal følge prisudviklingen på boligmarkedet. Det vil sige, at boligejerne i princippet skal betale mere i boligskat i perioder med prisstigninger og mindre i perioder med prisfald.
Da priserne generelt er steget fra 2020 til 2022, vil de fleste boligejere derfor modtage en 2022-vurdering, der er højere end 2020-vurderingen.
Men udover at prisudviklingen indgår i de nye 2022-vurderinger, har Vurderingsstyrelsen – på baggrund af erfaringerne med 2020-vurderingerne – også justeret på en række andre punkter.
Blandt andet er kvaliteten af data blevet højnet siden 2020-vurderingen, ligesom selve beregningsmodellen er blevet forbedret og praksis for, hvordan Vurderingsstyrelsen ser på mulighederne på en grund, er blevet ændret.
De 5 vigtigste ændringer for 2022-vurderingerne
Her kan du få et overblik over de 5 vigtigste forskelle på 2020- og 2022-vurderingerne ifølge Vurderingsstyrelsen:
- Følger markedsudviklingen: I 2022-vurderingen af din ejendom tages der højde for prisudviklingen på boligmarkedet, der betyder, at 2022-vurderingerne generelt er højere end 2020-vurderingerne.
Prisudviklingen indarbejdes igennem de nærmeste faktiske handler (referenceejendomme), der er solgt de seneste seks år frem mod vurderingsterminen 1. januar 2022. - Nye referenceejendomme: I vurderingen for 2022 tager Vurderingsstyrelsen udgangspunkt i salgspriserne på en stribe referenceejendomme i nærheden og af samme type som den pågældende ejendom – fx helårshus, sommerhus eller ejerlejlighed – som er blevet handlet i perioden 2016-2021.
Da der i 2020-vurderingen er benyttet referenceejendomme handlet i perioden 2014-2019, er det derfor nogle andre referenceejendomme, der fremgår af den nye vurdering. - Opgør med skæve grundværdier: Der har været en stribe eksempler på 2020-vurderinger, hvor selve grundværdien har været højere end den samlede ejendomsværdi, som dækker over både grunden og bygningerne.
Det skyldes, at grundværdien hidtil er blevet vurderet ud fra ”grundens bedste økonomiske anvendelse og udnyttelse”, hvilket i teorien vil sige, at værdien af en grund med et parcelhus kunne blive sat ud fra, at man jævnede huset med jorden og i stedet byggede rækkehuse eller et højhus.
Men nu har Vurderingsstyrelsen indført et nyt styresignal, som betyder, at vurderingen af grundværdier i højere grad skal afspejle grundenes reelle anvendelsesmuligheder – altså hvad grundejeren reelt må og kan bygge på grunden. - Forbedret beregningsmodel: Vurderingsstyrelsen har blandt andet ændret metoden til at beregne data om udsigt, så der fremover typisk bliver målt udsigt fra 2 meter under tagryg, hvor det i 2020-vurderingen var 2 meter over terræn. For nogle boligejere kan der derfor være forskel på oplysningerne om udsigt over hav og sø sammenlignet med 2020-vurderingen, og det kan betyde en ændret vurdering.
Desuden er det blevet nemmere at rette fejl i plandata, så vurderingerne bygger på bedre oplysninger om et områdes anvendelses- og udnyttelsesmuligheder, ligesom der er foretaget forbedringer af anvendelsen af de oplysninger, der bruges til at vurdere værdipåvirkningen af afstande til natur og infrastruktur. - Ændringer i BBR: Din 2022-vurdering er blandt andet baseret på data om din ejendom trukket pr. 1. januar 2022 fra Bygnings- og Boligregistret (BBR).
Hvis du – eller en tidligere ejer – har bygget til, bygget nyt eller revet ned siden 2020-vurderingen, og ændringerne er registreret i BBR inden denne dato, vil din 2022-vurdering bygge på nye data om din ejendom. Ejendomsværdien kan derfor være anderledes end før ændringer på ejendommen.
Kilde: Vurderingsstyrelsen