1. Hyr en byggesagkyndig, der kan tjekke for skimmelsvamp

Nøjes ikke med at tjekke, om skimmelsvamp er anført i tilstandsrapporten. Hvis sælger ikke på forhånd har oplyst om, at der er skimmelsvamp, kan du få boligen tjekket af en byggesagkyndig, der ved noget om fugt og skimmelsvamp, inden du skriver under på købsaftalen - så har du større chancer for at opdage evt. skimmel.

Selvom du får foretaget et grundigt tjek af hele boligen, er der dog ingen garanti for, at der ikke kan være skimmel. Den byggesagkyndige må nemlig ikke uden tilladelse fra sælger foretage destruktive indgreb, når bygningen undersøges. Derfor kan det være svært at vide, hvad der gemmer sig i hulrum i væggen eller under gulvbrædderne.

Hvis den byggesagkyndige finder skimmelsvamp eller har mistanke om fugt og skimmel i en bygningsdel, har du 3 muligheder:

  • Du kan kræve, at sælger udbedrer skaden.
  • Du kan annullere handlen.
  • Du kan forsøge at forhandle prisen ned.

2. Alliér dig med en advokat med speciale i skimmelsvamp

Få fat i en advokat, som både har forstand på boligrådgivning og viden om ejerskifteforsikringer, fugt og skimmel, for at sikre en optimal købsaftale.

Med en advokat som rådgiver kan du få indføjet et advokatforbehold i købsaftalen, hvor du betinger handlen af, at en byggeteknisk gennemgang ikke giver anledning til bemærkninger. Nogle advokater har som en del af deres service tilknyttet en byggesagkyndig til at foretage en byggeteknisk undersøgelse af bygningen før de godkender købsaftalen.

3. Få styr på forsikringerne, så de dækker skimmelsvamp

Selvom du både har tegnet en boligforsikring og en ejerskifteforsikring, kan du ikke være sikker på, at de dækker skaden, hvis du efter købet af din nye bolig finder skimmelsvamp.

Boligforsikringen dækker kun skimmelsvamp, hvis den er en følge af såkaldte dækningsberettigede skader forårsaget af fx rørbrud, brand eller storm. Om ejerskifteforsikringen dækker angreb af skimmelsvamp beror på en konkret vurdering i hvert tilfælde.

Du er fri til at vælge ejerskifteforsikring i et andet selskab end det, sælger tilbyder. Dog skal du selv betale en evt. merudgift.

Overvej at tegne en boligforsikring med en udvidet vandskadedækning. Den dækker nemlig også andre skader end pludseligt opståede vandskader, herunder et vådt terrændæk som følge af grundfugt, som i dag alene dækkes under ejerskifteforsikringen (i nogle tilfælde).

4. Acceptér ikke (altid) et afslag fra forsikringsselskabet

Hvis du opdager skimmelsvamp efter dit boligkøb, så rådfør dig med en advokat  eller en bygningssagkyndig med forstand på fugt og skimmel, inden du accepterer et evt. afslag på forsikringsdækning.

For det er ikke altid korrekt, når forsikringsselskaberne afviser en skimmelsvampeskade. Selvom en bygning er af ældre dato, bør du kunne købe en, hvor hele bygningsdele ikke er angrebet af massive forekomster af skimmelsvamp, og hvor du ikke bliver syg af at opholde dig der.