Spørg Bolius
Er det en god ide at rengøre toiletsædet med sprit?
Til Bolius
Er der fordele og/eller ulemper ved at rengøre toiletsæde og toiletkumme med husholdningssprit?
Vh Jørn
Kære Jørn, tusinde tak for dit spørgsmål.
Umiddelbart er sprit til toiletsædet at skyde lidt over målet i det daglige. Spritten eliminerer mikroorganismer, men det er ikke en sikkerhed isoleret set.
Der er flere ting, der spiller ind i forhold til at eliminere alle mikroorganismer på et toiletsæde, såsom koncentration af sprit, hvor lang tid der skrubbes med sprit, og hvilken type og koncentration der anvendes. Dertil er sprit også brandfarligt, og det gælder også meget naturligt rester med sprit på toiletpapir, viskestykker, klude o.lign. efter eventuel vask og aftørring af toiletbræt med sprit. Så man skal altid være forsigtig med anvendelse af sprit.
Så helt kort vil jeg anbefale et almindeligt universalrengøringsmiddel, som klarer mikroorganismer fint. Er der behov for en desinfektion, kan der anvendes Rodalon, sprit o.lign. skrappe produkter. Men jeg vil altid anbefale at håndtere snavs med mere simple rengøringsmidler af hensyn til vores miljø og derfor kun i særlige tilfælde finde de skrappe midler frem.
Sidst, men ikke mindst, bør deklarationen altid nærstuderes på rengøringsmidlet i relation til sikkerhed og forholdsregler for anvendelse af det enkelte produkt.
Med venlig hilsen