Kan du bruge natron i stedet for skurecreme, citron og cola til at opløse kalk og ketchup til at pudse messing?

Der findes rigtig mange råd om, hvordan du kan gøre rent med madvarer. Argumentet er ofte, at det er mere miljøvenligt uden kemikalier, og noget man alligevel har i skabet.

Men er det virkelig en god idé at bruge madvarer til rengøringen?

Videncentret Bolius’ rengøringsekspert Fru Grøn har vurderet nogle af de mest udbredte husråd om at bruge madvarer til rengøring, og her er hendes vurdering.

Bagepulver og natron som skurecreme

Natron har en meget lille slibende effekt – som en meget blød skuresvamp. Bagepulver og natron har rigtig nok også en lille rengørende effekt. Når bagepulver kommes i væske og udvikler kuldioxid (CO2), bleger det farvestoffer i fx en termokande eller en hvid håndvask.

Kommes natron i vand, sker der ingenting. For at natron skal kunne udvikle CO2, skal der tilsættes noget surt. Bagepulver er neutralt, mens natron er basisk (pH9).

En blanding af natron og vand eller bagepulver og vand fjerner ikke kalk, så her skal der anvendes et middel med syre – og i praksis er en grundig børstning ligeså effektiv.

Et andet tips på nettet er at drysse natron i ovnen og spraye det med eddike. Når natron blandes bobler det  kraftigt, da der udvikles CO2, men det har ingen rengørende effekt

Fru Grøn anbefaler: Soda

Der skal ikke anvendes et middel med skurrende effekt i hverken toilet eller på håndvasken. Når man sliber fx en kalkbelægning væk, vil det med tiden slide på overfladen, den vil blive lidt porøs, og der sætter sig smuds som er vanskeligt at fjerne.

Soda er et godt rengøringsmiddel til rensning af termokander, flasker og vaser. Drys det ned i kanden sammen med varmt vand. Det får smudset til at ”kvælde” dvs. bulne op, så det løsner sig fra overfladen. Når soda kommes i vand er det med til at binde kalken, så vandet  bliver blødt. Det kan dog ikke opløse fastbundet kalk, men er god til at løsne andet fastgroet snavs.

Ymer og yoghurt som lugtfjerner

Nogle husråd anbefaler at smøre køleskab og fryser ind i ymer eller yoghurt for at fjerne dårlig lugt.

Virker det?

Smører du køleskab og fryser ind i ymer, vil det være næsten umuligt bagefter at rense alle revner og sprækker for rester - og så har du, i stedet for at rengøre, dannet grobund for skimmelsvamp.

Det er også både besværligt og dyrt at bruge ymer eller yoghurt til rengøring af køleskab og fryser.

Fru Grøn anbefaler: Ugentlig rengøring

Fru Grøn anbefaler, at du i stedet rengør køleskabet en gang om ugen med en mikrofiberklud opvredet i koldt vand. Tør det fx af, inden du sætter storindkøbet på plads.

Gør køleskabet grundigt rent en gang om måneden med en mikrofiberklud opvredet i en halv balje vand med et par dråber håndopvaskemiddel.

Hvis køleskabet stadig lugter dårligt, kan det afvaskes med Rodalon, som har en god lugtfjernende egenskab og derudover desinficerer.

Kaffegrums som lugtfjerner

Sæt en kop med kaffegrums i køleskabet for at tage en grim lugt, siger et husråd.

Virker det?

Videncentret Bolius' rengøringsekspert Fru Grøn har testet husrådet og må konkludere, at det er vanskeligt at vurdere, hvorvidt kaffegrums fjerner lugt i køleskabet.

- Min mand bruger det faktisk, men måske kaffen giver en rar duft, fremfor at fjerne den grimme, siger hun.

Fru Grøn anbefaler: Pak maden ind

Sørg i stedet for at pakke fødevarer ordentligt ind, inden de sættes i køleskabet og sørg for at rengøre køleskabet jævnligt, som beskrevet ovenfor, så lugter det ikke.

Cola til at fjerne kalk

Cola i toilettet kan opløse kalken, siger et husråd.

Virker cola mod kalk?

Cola, som er surt (pH 3), vil i nogen grad opløse kalk - hvis man har tålmodighed til eksempelvis at få en colavædet vatrondel til at sidde fast på området, der skal rengøres. Det er en besværlig proces, der skal bruges mange vatrondeller, og det er dyrere end et surt rengøringsmiddel.

Fru Grøn anbefaler: Et dagligt skrub!

Giv toilettet et dagligt skrub med toiletbørsten, specielt i kanterne. Rengør toilettet grundigt en gang om ugen med et miljømærket toiletrengøringsmiddel. Sidder der brune striber i toilettet, som er svære at rense af, så se linket herunder.

Citron som bakteriedræber, kalkløser og bleger

Et husråd siger, at citronsaft kan dræbe bakterier og bruges som rengøringsmiddel i køkkenet til fx skærebrætter samt på badeværelset. Efter sigende skulle saften fra 2 citroner også kunne fjerne lugten fra skraldespanden.

Virker det?

Citroner indeholder citronsyre (pH=2), der virker let blegende og kalkløsende. På grund af den store surhed har citroner også en vis desinficerende effekt. Citroner er dog ikke egnet til at fjerne fedt, stivelse og proteinholdig snavs.

Bruger du friske citroner til rengøring, kan du heller ikke undgå at efterlade frugtkød og andre indholdsstoffer fra citronen – og det skal så efterfølgende fjernes med anden rengøring!

Vil du fjerne kalk fra brusekabinen med citron, skal du huske, at kalken i brusekabinen er bundet til fedt/sæberester, og citronsyren fjerner kalk, men ikke fedt og sæberester. Det er desuden en dyr og besværlig løsning at rengøre med citroner.

Hvad er surt opvaskemiddel?

Surt opvaskemiddel er opvaskemiddel med en ph-værdi på 4-4,5. Opvaskemidlerne indeholder typisk citronsyre eller mælkesyre, men det er igen garanti, for flere opvaskemidler med citronsyre eller mælkesyre har en ph-værdi på 6.

På nogle opvaskemidler er ph-værdien angivet. Videncentret Bolius' rengøringsekspert Anne Grete Rasmussen (Fru Grøn) har i 2018 tjekket 30 opvaskemidler, og her havde følgende midler en ph-værdi på 4-4,5:

Vel Ultra, Ânglemark (klar), Grøn Balance (klar), Aloe Vera (grøn), Lemon (gul), Ajax 4 i 1 (grøn), Opvask Citron (gul), Xtra Opvask (blå).

Fru Grøn anbefaler: Rengøringsmiddel til sanitet eller afkalkning

Citroner til rengøring er spild af ressourcer, mener fru Grøn. Brug et rengøringsmiddel specifikt til opgaven. Til kalkaflejringer kan du bruge et sanitetsrengøringsmiddel bestående af ¼ eddikesyre og 2 dl surt opvaskemiddel eller et afkalkningsmiddel bestående af 1 dl eddike og 2 dl sur opvaskemiddel.

Ketchup og bernaisesovs som pudsemiddel

Ketchup og bearnaisesovs som pudsemiddel til kobber og messing, er også et af de husråd, du kan støde på.

At anvende bearnaisesovs,  tomatketchup eller indersiden af en bananskræl er uhygiejnisk, måske dyrt og ikke særligt klimavenligt, mener Fru Grøn.

Ketchup og bearnaisesovs er fedtet, vanskeligt at fordele jævnt på metallet, og skal efterfølgende vaskes af med opvaskemiddel. Fru Grøn har afprøvet metoden og vurderer, at metallet bliver lidt lysere - men det bliver ikke flot blankt og skinnende.

Fru Grøn anbefaler: Gammeldags pudsemiddel

Brug et godt gammelt pudsemiddel som Brasso eller Bistro. Pudsemidlerne er skrappe men de eneste rigtig effektive, hvis metallet skal være skinnede.

Ekstra tip: Brug en gammel strømpe til pudsearbejdet, så er det nemmere at pudse to sider på én gang.

Fru Grøns 4 rengøringsråd

I stedet for at bruge madvarer til rengøring, anbefaler Fru Grøn, at du generelt gør følgende:

  1. HOLD rent i stedet for at GØRE rent. Skrub fx køleskab og toilet jævnligt.
  2. Fjern smuds manuelt. Brug en tandbørste, mikrofiberklud, skuresvamp etc. Så bruger du ikke kemikalier.
  3. Brug rengøringsmidler, der er målrettet opgaven - skal du fx fjerne kalk, skal du bruge syre. Er det fedt, sukker eller proteiner, skal du bruge sæber som opvaskemiddel eller universalrengøringsmiddel. Er det farve, skal du bruge noget med blegende virkning.
  4. Brug miljømærkede rengøringsmidler, der er produceret med omtanke for miljø, sundhed og kvalitet. Læs mere om miljømærkede rengøringsmidler her.
  5. Undgå at blande rengøringsmidler selv, med mindre du har kendskab til kemien bag rengøringsmidler. Blander du fx syre og base ophæver de hinandens virkning, og blander du klorholdige rengøringsmidler med syreholdige, dannes der giftig klorgas.

Fakta om Fru Grøn

  • Rengøringsekspert i Videncentret Bolius. Derudover foredragsholder og selvstændig konsulent inden for grønt husarbejde.
  • Uddannet husholdningsøkonom og master i sundhedspædagogik. Tidligere projektleder hos Statens Husholdningsråd og lektor på Ankerhus, University College, Sjælland.
  • Rengøringsfilosofi: Hold rent frem for at gøre rent. Fjern smuds med mekanik fremfor kemikalier. Brug ikke universalrengøringsmiddel - målret rengøringsmidlet alt efter typen af snavs.

Læs alle rengøringstips